Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/4 side 71
Helse. Kost og mental sundhed. Af: Per-Anders Hedlund
 
Flere og flere mennesker begynder at forstå sammenhængen mellem god ernæring og fysisk sundhed. Men det er nu ikke kun den fysiske sundhed der er afhængig af gode næringsstoffer – vitaminer, mineraler osv. De er mindst lige så vigtige for vor mentale sundhed. Et bevis på dette er at de første tegn på ernæringsmangel hos et menneske oftest er psykiske symptomer. Man kan have svært ved at huske og koncentrere sig, være irritabel, træt eller nedtrykt og i almindelighed synes at "livet går én imod".
Naturligvis kan flere af disse symptomer også bero på "sjælelig underernæring", som f.eks. mangel på inspiration og mening med livet. At kunne være i sin normale tankesfære så meget som muligt, sit interesseområde osv. er også betydningsfuldt for menneskets mentale sundhed. I modsat fald kan det i det lange løb føre til ringere livskraft og netop træthed og nedtrykthed. Det skyldes at tanker også er en slags "næringsstoffer" for vor organisme. Martinus beskriver hvordan vore tanker er lig med højere elektriske bølger eller vibrationer, som via sjælen strømmer ind i hjernen og dens nervesystem og forsyner vor organisme med livskraft og energi. Miljøer og tankestrømme, fra os selv og andre mennesker, som vi ikke rigtigt er på bølgelængde med, vil altså i længden føre for lidt energi ind i vores fysiske system. Også det modsatte kan ske, for meget energi (f.eks. et vredesudbrud), som også er skadeligt.
Men selv om de "rigtige tanker" er en vigtig medicin for hele vort fysiske, organiske system – for hjernen og kroppens biokemi, er det slet ikke sikkert at de er hovedårsagen til disse symptomer hver gang. Mange gange ville det være bedre, hvis mennesker undersøgte eventuelle næringsmangler inden de søgte psykologisk hjælp. Og det burde altid være en regel hos lægerne, inden de udskriver antidepressive midler og anden stærk medicin, der kan give bivirkninger og skabe en række ubehag for vore mikrovæsener.
Man har set at mangel på B-vitaminer, visse mineraler og fedtsyrer kan svække den mentale sundhed hos mennesket væsentligt. Der er lavet en masseundersøgelse i USA på mere end 600.000 unge skolesøgende, hvor man over en 4-årig periode erstattede fast-food-maden med en næringsrig og sund kost. Efter at have vurderet resultaterne kunne man konstatere, at både karakterer og idrætspræstationer var blevet bedre samtidigt med en formindskning af mobning og selv kriminalitet. En dårlig kost med meget fast-food, raffinerede produkter og tomme kalorier så som slik og hvidt sukker etc. forstyrrer let kroppens biokemi. Det fører ofte til kraftige vitamin- og mineralmangler der giver ringere nervefunktion, samtidig med at det giver store blodsukkersvingninger. Ekstrem træthed, irritation, dårlig koncentration, dårlig hukommelse og indlæringsvanskeligheder er altså almindelige symptomer på næringsmangler.
At endog kriminel adfærd også kan være næringsrelateret, i en vis grad, viser yderligere en undersøgelse med en gruppe voksne mennesker. Alle havde en betinget dom, og i perioden skulle de samtidig indtage visse vitamin- og mineraltilskud. Resultatet blev at kun 5% af dem senere vendte tilbage til en kriminel tilværelse. Det er et klart bedre resultat, mener man, end hvad traditionelle rehabiliteringsprogrammer kunne præstere. Videre kan det nævnes, at man hos grove voldsmænd har målt meget store mængder af mangan. Også overskud af bly, kadmium og andre toksiske metaller er meget almindeligt blandt kriminelle. Det tyder på rene forgiftningssymptomer, som naturligvis også påvirker opførslen. Årsagen til dette beror sandsynligvis på svære mangler af andre vigtige mineraler, der netop har en afgiftende og balancerende effekt på øvrige mineraler og metaller. Andre ernæringsstudier, foretaget på børn i England og USA, viser at også intelligensen kan blive bedre bare ved dagligt at tilføre et multivitamin-mineraltilskud. For indlæringsevnen, som vi ved kræver koncentration og hukommelse, kan det nævnes at hele B-vitaminkomplekset er godt, gerne i kombination med ekstra kolin – et B-vitamin der er særligt godt for hjernens nerveforbindelser (findes i rigt mål i sojalecitin).
Selv om det i grunden er menneskets personlighed eller udviklingsniveau, der er afgørende for dets tilbøjelighed til kriminalitet og niveau af medfølelse og intelligens, bliver det jo ikke bedre, hvis det går rundt med næringsubalancer, der dels forringer nervefunktionerne og dels sænker blodsukkerniveauet. Det er et faktum, at når vores blodsukkerniveau er lavt og vi er trætte, lidt irriterede og ukoncentrerede, bliver også vores dømmekraft ringere end normalt. Hvis vores fysiske system ikke rigtigt får den energi og næring der er nødvendig, vil også vores sind eller vores psykiske system (alle vores mentale evner) påvirkes. Krop og sind er ikke adskilte dele. Så længe vi befinder os i den fysiske verden er de begge afhængige af hinanden.
Spørgsmålet er så, om man kan opretholde en optimal næringsbalance og dermed en god mental sundhed uden at skulle behøve at indtage mængder af kosttilskud? Ja, det kan sagtens lade sig gøre, men så kræver det også en velafbalanceret kost, der har et bredt spektrum af alle vigtige næringsstoffer. Gerne også økologisk producerede varer. Disse har beviseligt en højere næringsværdi, foruden at det er mere etisk rigtigt – set fra naturens side, og hører absolut fremtiden til. En velafbalanceret vegetabilsk kost, kompletteret af gode fedtstoffer (f.eks. koldpressede vegetabilske olier) og letfordøjelige proteiner (f.eks. opblødte nødder og frø) er en udmærket sundhedsdiæt for praktisk talt alle mennesker. Men ud over kosten er det også vigtigt at have en god næringsoptagelse. Ellers kan vi ikke optage alle næringsstofferne, og derigennem alligevel få ernæringsmangel. Hvis ikke man er sikker på at man har en god næringsoptagelse, kan det være en fordel at gennemgå en eller anden form for faste- eller renselseskur, der bl.a. renser ud i tarmsystemet, hvor al vores næring optages og transporteres videre ud til de enkelte celler. Når kroppen bliver renere indvendig, bliver også cellernes liv og livsfunktion bedre. Så kommer næringen (fedtsyrer, vitaminer, mineraler osv.) lettere ind i cellernes "kroppe", og de bliver selv mere vitale, lykkeligere og mere levedygtige for deres makrovæsen.
Når læger, psykologer og andre terapeuter sætter sig mere ind i næringsområdet, vil man lettere kunne hjælpe mennesker til rette med sundheden – forudsat at de der søger hjælpen begynder at blive mere interesserede i selv at tage et ansvar. Det vil også indebære, at f.eks. lægerne i fremtiden bliver mindre indstillede på at dæmpe symptomer, og i stedet finder det vigtigere og bliver dygtigere til at behandle årsager – rette op på mangler, og give folk støtte og individuelle råd om en bedre livsførelse. Og de lægemidler, der kan være nødvendige i begyndelsen for at afbalancere og styrke menneskets livskraft, vil være naturlige bivirkningsfrie midler som – vitaminer, mineraler, aminosyrer, fedtsyrer, urter, planter osv. Set i et endnu længere tidsperspektiv, når alle vi mennesker er blevet mere følsomme og intuitive, vil også vort eget mikrokosmos blive mere levende og kommunikerende med os. Dag for dag vil vi forstå, hvad det er for næringsstoffer, tanker og selv bevægelser, vi behøver for hele tiden at kunne opretholde den bedst tænkelige fysiske og mentale sundhed.
Oversættelse: BA