Kosmos 1999/4 side 67
HISTORIEVIDENSKAB
Historien i Martinus' kosmologi 1:2
af Jes Arbov
Verdensaltet er en forunderlig mangfoldighed af liv. Det er svimlende i sin uendelighed og ufatteligt rigt og varieret, når det gælder de muligheder for sansning og oplevelse af livet, som det stiller til rådighed for sine myriader af levende væsener. Det siger noget om universets på én gang komplicerede og betagende enkle indretning, at Martinus udførligt og med mange gentagelser af de bærende principper har været i stand til at gøre rede for dets opbygning og funktionsmåde på de knap 3.000 sider, som Livets Bog udgør.
I takt med at befolkningerne rundt om på de jordiske kontinenter bliver fortrolige med tilværelsens gennemført logiske opbygning, vil der blive udviklet en helt ny videnskabelig forskning, som i samklang med livets højeste analyser vil bekræfte, at intet levende væsen kan lide uret, at livet er evigt og verdensaltets grundtone er kærlighed. De fleste videnskaber vil kunne hente meget inspiration fra den åndsvidenskab, Martinus har grundlagt. Det gælder også historievidenskaben.
Som det er tilfældet inden for de øvrige humane videnskaber, findes der heller ikke inden for historiefaget en alment accepteret teori om historien og historisk udvikling. At de forskellige forskningstraditioner ikke har den samme opfattelse af historien, viser sig bl.a. ved, at de lægger vægt på forskellige aspekter af historien, når de skal forklare, hvad der dybest set betinger historisk forandring. Mens nogle ser økonomien som det grundlæggende og styrende niveau, fremhæver andre politikken som afgørende. Andre igen lægger vægt på faktorer som det omgivende fysiske miljø, militære styrkeforhold og strategi eller den tekniske udvikling. Skønt de fleste historikere i dag vil foretrække at inddrage flere af disse forskellige aspekter, når de skal forklare historisk udvikling, er det ikke desto mindre betegnende for nutidens historievidenskab, at den savner et samlende perspektiv, der kan samordne de enkelte aspekter og levere en alment accepteret helhedstolkning af historien. Efterhånden som storheden i Martinus' værk bliver kendt og værdsat, må man regne med, at faghistorikerne vil lade sig inspirere af de analyser af loven for udvikling, han har formuleret i sit forfatterskab. Der kan derfor allerede nu være god grund til at undersøge historieopfattelsen i Martinus' kosmologi nærmere.
Åndsvidenskab kontra materievidenskab
Det første, man må gøre sig klart, er, at videnskabsbegrebet i Martinus' kosmologi er et andet end det, den traditionelle videnskab betjener sig af. Mens den materialistiske videnskab, og dermed også langt den overvejende del af historievidenskaben, tager udgangspunkt i den sanselige og målbare verden, tager Martinus sit udgangspunkt i en række grundlæggende analyser af de levende væseners kosmiske struktur. Disse analyser viser, at de levende væsener ikke er komplicerede, subjektløse automater, som naturvidenskaben og visse retninger inden for humaniora undertiden hævder, men at de derimod er evigt eksisterende og i allerhøjeste grad levende. I deres inderste analyse er de en syntese af tre aspekter: Et evigt, immaterielt jeg, en bevidsthed og en stoflig organisme. Mens den naturvidenskabeligt orienterede forskning ser den fysiske verden som en konsekvens af døde naturkræfters udfoldelse, ser Martinus den fysiske verden som et resultat af levende væseners bevidsthed og fysiske aktivitet. Det er derfor levende væseners bevidstheder, der står bag og er ansvarlige for den fysiske verdens konkrete udformning. På samme måde som en kunstner inkarnerer væsentlige sider af sit bevidsthedsliv i kunstværket, er også naturen et udtryk for levende væseners bevidsthed og vilje.
Læsere af Livets Bog vil vide, at Martinus i dette værk gør udførligt rede for, at de levende væseners fysiske fremtræden i mineral-, plante- og dyreriget afspejler det bevidsthedsniveau, de befinder sig på. Tilsvarende gælder det også for historien, at de enkelte samfunds indretning med deres institutioner og moralopfattelse er udtryk for det bevidsthedsniveau, samfundets medlemmer befinder sig på.
Civilisationerne mellem dyreriget og det rigtige menneskerige
Det er en grundantagelse hos Martinus, at der finder en udvikling sted. Historien er ikke cyklisk som antikkens indere, grækere og romere var tilbøjelige til at mene, og som visse senere historikere har villet hævde. Den er evolutionær. Martinus argumenterer meget grundigt for denne påstand. Han henviser til, at menneskene, som andre levende væsener, ikke kan eksistere uden at opleve. Oplevelse er en integreret del af livet. Enhver oplevelse afføder en erfaring, og erfaringer er ensbetydende med berigelse af bevidstheden. Det er denne stadige tilegnelse af ny viden, der er al udviklings og dermed også historiens "motor". Det er erfaringstilvæksten i den menneskelige bevidsthed, der bevirker, at samfundenes opbygning og indretning ændrer sig gennem tiden. Mennesker vil nemlig altid forsøge at indrette, det samfund de lever i, så det er i bedst mulig overensstemmelse med de erfaringer og den viden, de på et givent tidspunkt sidder inde med.
De civilisationer, der befinder sig på samme udviklingstrin, kan variere indbyrdes, når det gælder den særlige udformning af de sociale institutioner og den kunstneriske stil inden for arkitektur, skulptur og billedkunst, men der vil altid være visse karakteristiske fællestræk, der viser, at deres bevidsthedsmæssige og moralske grundindstilling svarer til hinanden. Det kommer måske klarest til udtryk i de mellemmenneskelige relationer, hvor den moralske holdning sætter sit præg på det forhold medlemmerne af civilisationen har til hinanden og til de omkringliggende samfund.
Frem til i dag har disse relationer på mange måder været præget af disharmoni. Man kan udtrykke det kort og sige, at alle civilisationer på jorden indadtil er blevet undergravet af økonomisk og social rivalisering i form af klassekamp, mens krige om magt og indflydelse med de øvrige civilisationer udadtil har tappet dem for menneskelige ressourcer og ødelagt betydelige kulturværdier. Indtil nu har klassekamp og krig sat sit umiskendeligt destruktive præg på civilisationerne og dermed vist, at dyrerigets kamp om føde og territorier har fået et energisk efterliv i samtlige historiens samfund. Det er grunden til, at jordmenneskene ifølge Martinus endnu må siges at tilhøre dyrerigets tilværelsesplan. I dag er det udelukkende denne arv fra dyreriget, der forhindrer fremkomsten af en fredelig civilisation på jorden. Sådan skal det imidlertid ikke blive ved med at være. Udviklingen går sin gang, og en dag vil de mennesker, der nu bebor jorden, have fjernet de dyriske tendenser fra deres bevidsthed. De vil da leve i en civilisation, hvor næstekærlighed og livsglæde er grundlaget for al aktivitet.
Undersøger vi fortidens civilisationer nærmere, kan vi imidlertid konstatere, at der er sket en betydelig udvikling i løbet af deres mere end 6.000 år lange historie. Ikke blot er menneskenes tekniske kunnen og viden om tilværelsens materielle aspekt forøget enormt, men der er også gennem internationale organisationer som fx FN sat helt nye standarder for, hvordan man i dag mener, at et humant samfund bør bygges op. Krige og social ulighed er ganske vist stadig en del af dagens orden, men vi kan iagttage, at mange mennesker overalt på kloden begynder at få kontakt med et renere og mere humant bevidsthedsklima, der sætter næstens ve og vel over den snævre egeninteresse. Selv om denne gruppe mennesker endnu udgør et mindretal, er de ikke desto mindre et tegn på, at jordkloden nærmer sig det tilværelsesplan, som Martinus kalder "det rigtige menneskerige".
Historiens første fase
Martinus skitserer, hvordan historien har udviklet sig gennem en række karakteristiske faser, der hver er blevet stimuleret af tre kosmiske energibølger, som han har kaldt verdensimpulser (1). I deres oprindelige, primitive form var de jordmenneskelige samfund, som vi også kender det fra de islandske sagaer, præget af direkte overfald. De stærkeste udnyttede deres fysiske styrke til at få magt i samfundet. At overfalde næsten og røve hans ejendom var under særlige omstændigheder ligefrem en heltemodig bedrift, der gav anseelse. Problemet var blot, at man gennem disse overfald pådrog sig risikoen for hævn. Og den risiko forsvandt ikke ved døden (fortæller Martinus), for blev hævnen ikke udløst i indeværende liv ville gengældelsen med sikkerhed ramme i et senere. Som en konsekvens af karmaloven kunne ingen derfor længere vide sig sikker. Martinus beskriver levende utrygheden ved at leve i disse samfund, hvor gengældelsen for "flere livs blodige myrderier af næsten lurede alle vegne. Den lurede ikke blot i de fremmede stammers og krigeres øjne og begær, men den blev efterhånden så nærgående, at den ofte lurede i ens allernærmestes tanke og sind." Forældre, søskende og ægtefæller, ja selv ens egne børn, blev redskaber for karmalovens gengældelse. Det er forståeligt, "at væsenerne her våndede sig i en permanent dødsfrygt, der underminerede glæden ved at være til." (2)
På et tidspunkt begyndte der imidlertid at bryde en ny lysstråle gennem jordens mentale atmosfære. Skønt denne impuls stadig byggede på selviskhedens princip, inspirerede den datidens mennesker til at skabe retssamfund, der var befriet fra den gamle blodhævnsmoral. Den nye holdning til forbrydelse og straf blev som et af de første steder formuleret i Det gamle Testamentes lovbøger. Med Moselovene blev der indført en retstilstand i samfundet, som forbød selvtægt. Det var herefter ikke længere tilladt samfundets medlemmer at dræbe, hævne og straffe hinanden. Straf for krænkelse af næstens liv eller ejendom påhvilede øvrigheden. På den måde blev de enkelte individer tvunget til at tøjle deres hævnlyst. Den nye retstilstand blev ikke indført straks overalt, men nåede de forskellige egne af kloden på forskellige tidspunkter. Mens den sandsynligvis vandt indpas i Palæstina så tidligt som i 1200-tallet f.Kr., blev den først indført i Grækenland omkring 700 f.Kr. I Vesteuropa, som gennem hele oldtiden var mere tilbagestående end landene omkring Middelhavet, vandt de nye retsregler først indpas med kristendommens udbredelse. I Danmark skete det med nedskrivningen af landslovene omkring 1200 e.Kr.
Det gamle Testamentes retsprincip betød større tryghed for samfundets medlemmer, men det hvilede dog stadig på en moralopfattelse, der var baseret på straf og hævn. Det var blot ikke længere privatpersoner, men samfundet der effektuerede straffen.
Også på andre punkter bredte Det gamle Testamentes moralopfattelse sig til den øvrige del af kloden. Det gælder den forretningsmoral, der i dag er en integreret del af den kapitalistiske markedsøkonomi, og som Martinus har givet betegnelsen "det falske forretningsprincip". (3) Baggrunden for dette princips oprindelse var netop kriminaliseringen af den fysiske magtanvendelse mellem samfundets medlemmer. Martinus forklarer det på denne måde: "Men da begæret efter næstens gods, goder eller fordele stadig brændte og flammede i individets indre, og disse goder ikke mere kunne erhverves ved rå magt eller selvtægt, da en sådan tilegnelse nu blev betragtet som 'røveri' og dermed var 'strafbart', kunne 'røveri' af næstens goder og fordele kun ustraffet finde sted ad skjulte eller camouflerede baner. Og det er disse camouflerede baner, der blev til det altbeherskende system, vi i dag kender som 'forretningsverdenen'. Nævnte verdens fundament er ikke i sig selv det guddommelige 'forretningsprincip': 'samme værdi for samme værdi', men derimod et helt andet princip, der former sig som udløsning af 'størst mulig værdi for den mindst mulige værdi'." (4) Jordklodens økonomi hviler i dag på dette princip, der fuldt legalt gør det muligt for store udsnit af jordens beboere at skaffe sig indtægter, der overstiger den værdi, de ved egen arbejdsindsats har tilført samfundet.
Der findes endnu en interessant parallel mellem Det gamle Testamentes moral og de efterfølgende civilisationers moralopfattelse. Det gælder den "herrefolksmentalitet", der fik jøderne til at opfatte sig selv som "Guds udvalgte folk", der var udset til at herske over alle andre folk på jorden. Ifølge Martinus er denne illusoriske opfattelse af egen overlegenhed et uundgåeligt led i udviklingen. Ethvert folk og enhver nation vil på et bestemt tidspunkt i deres historie anse sig for at have visse fortrin frem for andre folkeslag og nationer, der berettiger til at herske over disse. (5) Det tredje Riges ideologi og militaristiske udenrigspolitik er et sent, men markant udtryk for denne holdning. Skønt herrefolksmentaliteten i dag taber terræn til internationalismen og mellemfolkeligt samarbejde, trives den stadig og skaber sorg og ødelæggelse rundt om på kloden. Kinesernes besættelse af Tibet og de etniske stridigheder i det tidligere Jugoslavien er to nutidige eksempler.
Noter
(1) Jf. Livets Bog 1, stk. 66-68 og Det evige Verdensbillede 1, s. 14-15.
(2) Livets Bog 4, stk. 1317.
(3) Livets Bog 4, stk. 1324.
(4) Livets Bog 4, stk. 1319.
(5) Livets Bog 4, stk. 1308.
Tilbage til artikelregister
Forrige