Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For nogen tid siden var jeg med til at rydde en lejlighed efter en mand, som i mange år havde studeret Martinus. Nu var han flyttet på plejehjem, og jeg fik for første gang mulighed for at hilse på nogle af hans slægtninge. En ung pige spurgte mig på selskabets vegne, hvad det var for noget mærkeligt noget, hendes morfar gik så meget op i. Min reaktion var besynderlig. Jeg rødmede som en skoledreng, men fik da fremstammet et par ret så pompøse brokker om verdensalt, evighed og reinkarnation. Ingen forstod et muk, og det var så det.

Siden har jeg hørt en anden klare sig ud af en tilsvarende situation på en langt bedre måde. Han fortalte, at Martinus' kosmologi var en videnskab om tænkning med dertil hørende naturlove, akkurat som i fysik og kemi; en videnskab, som det var en fordel at kende, hvis man ønskede at tænke logisk og i pagt med naturen selv. – Og det er jo helt rigtigt set fra hans og mit synspunkt.

Men hvad er Martinus' kosmologi, – hvis vi nu skal skubbe vores egne opfattelser lidt til side og se "realistisk" på det? – Og her kan jeg bare konstatere, at der foreløbig ingen plads er til Martinus' kosmologi inden for rammerne af kendte og anerkendte fag som filosofi, psykologi, teologi osv. Der er altså ikke rigtig noget at sammenligne med, og det betyder, at folk, som intet kender til Martinus, let kan gå hen og tro, at de her står over for en sekt eller en nyreligiøs bevægelse. Og vi, som kender til Martinus, har et problem med at forklare, at sådan er det netop ikke. Derfor følte jeg mig stærkt på gyngende grund, da pigen forhørte sig om sin morfars sære interesser (og venner!). For hvad var Martinus' kosmologi for hende? – Høflig interesse, tror jeg. Men for mig var det langt mere, end jeg kunne betro en fremmed, der blot viste høflig interesse.

Hvad var det da?

Og her mener jeg nok, at jeg kan slippe bedre fra svaret. Martinus' kosmologi er for mig en videnskabelig underbygning af den fornemmelse, jeg siden barn har haft, nemlig at alting i den sidste ende er godt, at verden grundlæggende er god, og at alt det onde er kulisser, der er stillet op med et godt formål for øje. Altså en utrolig naiv og barnlig forestilling, som jeg ville skamme mig over, hvis jeg ikke lige kendte Martinus' kosmologi. For mig er hans arbejde en videnskabelig legitimering af, at mine dybeste følelser er sande og rigtige.

 

 

Mennesker brænder jo for så meget forskelligt. Heldigvis, for det gør livet mangfoldigt og spændende. Men det ville være tåbeligt af mig at tro, at det, jeg brænder for, er sandere og mere rigtigt for de andre end det, de selv brænder for. Så ville jeg være fundamentalist eller korsridder, og det har ikke noget med videnskab at gøre. Derfor tør jeg godt brænde for Martinus' kosmologi. Den får ikke verden til at bryde i brand, – kun folk som mig, der i forvejen brænder for den samme sag. Og det var vel den brand, der førte os frem til hans bøger og symboler.

Martinus Institut har udgivet en lille pjece: Martinus Kosmologi – Hvad er det, og hvad er det ikke? Martinus har selv skrevet om emnet i bl.a. Omkring mine kosmiske analyser (småbog nr. 12b) og i Livets Bog, bind 4, stk. 1255. Måske er det en god idé at forberede sig lidt, hvis man en dag skulle blive spurgt.