Kosmos 1998/11 side 218
Idéernes verden
Hvis man vil undersøge et eller andet, må man have en idé om, hvad det går ud på. Det lyder enkelt, men er i virkeligheden lidt af en gåde. Lad os tage et eksempel. To stykker træ ligner hinanden, og straks siger vi, at de er ens. Altså har vi en forestilling om, at de kan være ens. Men strengt taget er det umuligt at opdrive noget som helst i denne verden, der er fuldstændig ens. Og dog siger vi, at det findes. Hvor stammer den idé fra? – Fra en højere verden, mente Platon (427-347 f.Kr.). Han kaldte den "idéernes verden".
Og hvad med et begreb som "godhed", hvor kommer det fra? Heller ikke det gode er til at opdrive i ren og ublandet form, – og dog har vi en forestilling om det. Hvor kommer den fra? – Fra idéernes verden, siger Platon.
Nu synes formålet med vort liv at ligge klart foran os. Jo mere vi beskæftiger os med det sande, det skønne og det gode i livet, des mere vil de idéer, der ligger bagved, påvirke os og gøre os bedre, dygtigere, måske smukkere. Platon skriver:
– Ved synet af noget smukt betages vi, og inde i os føler vi en længsel mod "det smukke i sig selv", selve det skønnes idé ... Den gode handling er den, der forsøger at realisere det godes idé, og vi må have idéen i os, før vi kan kalde en handling god ... Mens alt i den ydre verden opstår, forandrer sig og forgår, så består ideen som det faste og sikre i en overjordisk evindelighed.
Frem til begyndelsen af 1900-tallet talte man vidt og bredt om Platons "det sande, det skønne og det gode". I vore dage bruger man mere ord som videnskab, kunst og religion. Men det er det samme. Og nu som før synes der at være et menneskeligt håb knyttet til netop disse tre begreber – et håb om at overskride nogle grænser og nå frem til det perfekte, det fuldkomne, det sublime! –
Måske til den "idéernes verden" som Platon talte så meget om. Vore sjæle hører hjemme dér, mente han. Når et menneske fødes, glemmer sjælen sin oprindelse. Det er den sande lærers opgave at få sin elev til at erindre den tabte verden. Det er fra den, visdommens kilde springer.
Hvad der her er sagt om Platons tanker, kan udtrykkes i et kort citat af Martinus fra Livets Bog 1, stk. 183:
– Sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud.
I alle Martinus' bøger går som en rød tråd beretningen om en ophøjet verden bag den fysiske virkelighed her på jorden. Ligesom Platon kunne Martinus fortælle om vore sjæle og deres længsel efter denne højere verden. Faktisk tager sjælene ophold dér i en forklaret tilstand mellem døden og en ny fødsel. Men bare synet eller duften af en blomst kan ubevidst vække erindringen om den tabte verden, måske inspirere til videnskabelig forskning, kunstnerisk udfoldelse eller religiøse tanker. Det sande, det skønne og det gode – det er nu engang vor måde at forstå verden på – og nærme os det fuldkomne. Ganske som Platon så det.
sh
Tilbage til forfatterregister
Forrige