Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Gorgias (483-375 f.Kr.) gik ind for, at man skulle bruge sin tid på noget mere fornuftigt end at spekulere over tilværelsen. Det er dømt til at mislykkes, sagde han. Der er jo ikke noget, som er værd at tænke over, – dvs. noget, som er fast, evigt og uforanderligt. Og selv om der var, så ville det være håbløst at beskæftige sig med det. Tanken kan ikke fatte det. Og hvis endelig nogen mener, at de fatter det, så kan de ikke meddele det videre til andre. Nej, det er det rene tidsspilde ...

Gorgias ville ikke være filosof. Af grunde, som måske gjorde ham til en større filosof, end både han selv og hans eftertid var klar over. Det er først med Martinus, at man rigtigt forstår rækkevidden af hans ræsonnement. Hans situation minder om de tyske atomforskere under 2. verdenskrig. De opgav at fremstille atombomben, fordi deres beregninger fortalte dem, at det ikke kunne lade sig gøre. Imens arbejdede man på højtryk i USA for at komme først med bomben.

Nu viste det sig altså, at det kunne lade sig gøre. Bomben sprang, og det er nok ikke for meget sagt, at også Martinus med sine analyser viser, at "det umulige" godt kan lade sig gøre på trods af nogle beregninger, som viser det modsatte. – Jo, siger han, der er virkelig noget, som er fast, evigt og uforanderligt. Jo, det kan udmærket fattes af tanken. Jo, det kan også meddeles videre til andre. Nemt, endda med jævne ord.

Men hvordan? Hvor var det, Gorgias tog fejl?

Hvis Gorgias havde sagt, at man med sanserne aldrig vil kunne finde noget fast, evigt og uforanderligt, ville det være rigtigt. Men tanken kan. Tanken har sproget at støtte sig til, og med sproget kan man sætte tankerne i system og ordne verden. Sproget er ikke verden, sproget er symboler, men med symbolerne kan tanken fatte, hvad sanserne umuligt kan se, høre, lugte, føle osv.

Vi har alle en kim af noget fast, evigt og uforanderligt i os, hævder Martinus. Med sanserne kan vi ikke finde den, men tanken har forlængst fundet et ord for den, og vi bruger det, hver gang vi siger – jeg.

Kan det nu bevises? Det mener Martinus, men han lader det være op til læseren selv at tage stilling. Enhver kan jo se, at der er noget særligt ved jeget. Det egner sig fint til at være det faste, evige og uforanderlige noget, som Gorgias efterlyste. Alverdens flygtige begreber kan tilmed "læne" sig op ad det. Siger vi ikke: – Jeg er rig, fattig, ung, gammel, mæt, sulten, træt, frisk osv.? Det er da daglig tale ...

Læg mærke til, at døden ikke eksisterer med dette syn på jeget. Det kan hverken fødes eller dø som de vekslende egenskaber, det knytter til sig, og med hvilke det folder sig ud og træder i karakter. På den måde kunne Martinus "knække en nød", som andre måtte lade ligge i mere end 2000 år. Og give os en teori om udødelighed med i købet!

Så tæt på var Gorgias, og dog så fjernt.