Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Empedokles (ca. 490-430 f.Kr.) mente, at verden var sat sammen af nogle ganske få elementer – jord, vand, luft og ild. Engang var alt samlet i kærlighed, men hadet kom ind i verden og splittede den ad. Delene hvirvlede bort mellem hinanden, men samlede sig igen lidt efter lidt. Éns ting tiltrækker hinanden på grund af den kærlighed, der er imellem dem, mente Empedokles. På den måde fandt hver af de fire elementer hinanden. Men de indgik også visse forbindelser på kryds og tværs. Sådan opstod planterne, dyrene og til sidst menneskene. Kun de former, der klarede sig bedst i kampen for tilværelsen, overlevede.

Sjælen kunne Empedokles også fortælle om. Den måtte fødes mange gange, før den kunne vende tilbage til Gud. Selv følte han sig så langt fremme i denne proces, at Gud nok eftergav ham de sidste par inkarnationer. For at bevise dette steg han op på Etna og sprang i krateret. Efter sigende kastede vulkanen kun hans ene sandal tilbage!

Set med nutidens øjne er det forbavsende, så meget rigtigt der var i Empedokles' filosofi. I dag kender vi en række grundstoffer, som kan reagere med hinanden og danne kemiske forbindelser. De fire elementer genfinder vi i formerne: fast, flydende, damp og stråling. Had og kærlighed, som for Empedokles var verdens urkræfter, kan nemt forklares ved stoffernes frastødning og tiltrækning, der igen hænger sammen med deres elektriske ladninger.

Had og kærlighed er – også i Martinus' kosmologi – udtryk for "elektriske ladninger". De præger vore tanker og handlinger, de styrer hele verden, og alt afhænger af deres indbyrdes styrkeforhold. De kan koncentreres og fortyndes akkurat som i fysisk kemi. I bind 2 og 3 af Livets Bog behandler Martinus emnet: "Kosmisk kemi". Det drejer sig om næsten 1000 sider.

Forestillingen om en trinvis udvikling og naturens valg af de mest levedygtige former, møder vi 2400 år senere hos Darwin. Det er en teori, som også passer fint ind i Martinus' kosmologi. Endda med den ekstra pointe, at det er os selv, der stiger op trin for trin. På et højere trin vil vi frigøre os fra reinkarnationen og – som også Empedokles mente – "vende tilbage til Gud".

 

 

Empedokles' syn på begrebet "højt udviklet" fik fatale følger for ham. Noget lignende skete for Judas. Martinus fortæller, at når Judas angav Jesus, var det ikke for at skade ham. Judas tog fejl og troede, at "høj udvikling" betyder usårlighed. På korset viste Jesus, at usårlighed kan være noget helt andet. Det kan være evnen til ikke at blive "såret", dvs. fornærmet. Men først senere tider vil forstå disse begivenheder rigtigt, mener Martinus. For mange i samtiden og eftertiden vil Jesus stå som taberen. Akkurat som Empedokles, der endda måtte lide den tort, at kun hans sandal kom tilbage. Han fortjener at blive husket for mere end det. I tanken var han en pioner for både fysisk og kosmisk kemi.