Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1998/4 side 75
Spørg om kosmologi
 
Hvordan kan kunstig befrugtning lade sig gøre?
Fra en Kosmos-læser i Spanien har vi fået et spørgsmål, der lyder: Hvordan kan kunstig befrugtning overhovedet lade sig gøre, når Martinus siger, at det er ekstase-energi under parringsakten, der får et diskarneret væsen til at besjæle de sammensmeltede æg- og sædceller? Og i samme forbindelse: Hvordan kan fx et diskarneret dyr overhovedet ønske at inkarnere til en grusom tilværelse som slagtedyr?
SVAR: Det er rigtigt, at der "ikke kan være megen ekstase-energi i laborantens syl eller dyrlægens arm", som læseren skriver. Men mindre kan gøre det. I Kosmos nr. 7-1985 besvarer Martinus selv spørgsmålet: "Enhver normal livsproces forekommer i en så rig fylde, at dens mission til en vis grad kan lykkes, selv om ikke alle ydre betingelser er til stede. Hovedbetingelsen for en befrugtning er jo den mandlige sæds indføring i den kvindelige kønsorganisme. Ved denne sæds udtømmelse fra den mandlige kønsorganisme kan der, selv om denne foregår på kunstig måde uden samleje med en kvindelig partner, udløse sig så megen salighedsenergi, at den kan tiltrække et diskarneret væsens aura og her skabe en forbindelse eller kontakt med den, der kan holde et vist begrænset tidsrum eller så længe, som sæden på kunstig måde kan holdes levende. .....Den diskarnerede ånds talenter for organismedannelse kan således ved den her opståede forbindelse og sammen med den organiske skabende kraft i moderlivet komme til udfoldelse, og fosterdannelsen begynder. Men det skal dog bemærkes, at dette er en undtagelse fra det normale, hvorved der opstår et vist minus i denne fosterdannelse, nemlig dette, at generationerne af dette afkom vil dø ud, da de efterhånden taber forplantningsevnen og således bliver ufrugtbare."
Konklusionen er altså, at overalt, hvor der overhovedet er mulighed for, at fysisk inkarnation kan lade sig gøre, der vil der inkarnere et væsen. Men så kommer vi til det andet spørgsmål: Sidder det diskarnerede væsen virkelig i salighedsriget og bestemmer selv, til hvilken skæbne det vil inkarnere? Nej, naturligvis ikke. I så fald ville hele den fremadskridende udvikling gå i stå. Der er derimod tale om "væsenernes lighed i talentkerneområdet", – altså en elektromagnetisk tiltrækning. Men der, hvor vi ser lidelser for det pågældende væsen, ser Martinus det "ubehagelige gode", der skal bringe væsenet op på et højere udviklingstrin. Og der, hvor vi kun ser en stakkels slagtegris, der ser Martinus langt videre. I Livets Bog bind 2 stk. 449 og fremefter fortæller Martinus om dyrenes udvikling: "Det almindelige dyr har ingen erkendelse af sit eget væsen. Det oplever kun den ydre verden. ... Det kan naturligvis nok føle smerte, sult og tørst, men ikke engang disse foreteelser kan bringe det på tanker om dets egen identitet som henholdsvis udgørende "Jeg" og "Det" ... Opdagelsen af det selv, dets egen identitet og væsen, var tankeforeteelser, der først kom langt senere ind i dets bevidsthed. Tigeren, der jager sit bytte, såvel som byttet, der bliver jaget af tigeren, aner absolut intet om sig selv." Og nu ser vi altså selve formålet med dyrenes voldsomme lidelser: En udvikling frem mod en langt højere bevidsthed, – en fortsættelse af den lange rejse fra planteriget til dets nuværende midlertidige stadium.
Endnu engang har Martinus åbnet vore øjne: Vi skal se tingene i et langt større perspektiv for at forstå den dybere mening.
Hans Wittendorff