Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Skyts-helgener kender vi nok. Det er hellige mænd og kvinder, der engang har levet, og som siden er blevet kåret til at værne søfart, handel, forskellige slags håndværk osv. Mange kirker har navn efter dem. – Men "skytsengle", hvad er det? Og kan man tale om dem uden at gå på akkord med sin sunde fornuft?

– Der gik en engel gennem stuen, siger man, når samtalen i et selskab forstummer. En af deltagerne har måske sagt noget, som alle lytter til og forundres over. Så er det, som går der en engel gennem stuen. Det er en følelse.

Og sådan er det også med "rigtige" engle, fortæller Martinus. De siger ikke noget, men går gennem os som en følelse. De maner til besindighed, de beskytter os mod at gøre noget uoverlagt, og de muntrer os op, når vi har brug for det. Men kun hvis vi "stiller ind" på dem. Fx ved at gå en tur i skoven eller langs stranden. Nerverne må falde til ro. Alkohol duer ikke, det bedøver bare. Medicin ligeså. Det ældste virksomme middel er bøn.

Når Martinus taler om skytsengle, kan man efter behag opfatte det som noget konkret eller abstrakt, noget virkeligt eller tænkt. Man behøver altså ikke at tro på engle, for at få noget ud af Martinus' artikel, – lige så lidt som man behøver at tro på den engel, "der går gennem stuen". Som så mange andre ord drejer det sig om et symbol, der hjælper os til at fatte, hvad sanserne ikke formår. Sådan er det også med "atomerne". Selvom vi ikke kan se dem, løser de en masse gåder. Eller "istiden". Hvem ved, om isen har dækket vore lande engang? – Ingen ved det, men vi tror det nok, og det er en god teori. På samme måde kan "skytsengle" være en god teori.

En dame fortalte, at hun kunne lugte, når hendes skytsengel var der. Så duftede der af fyrrenåle. For hende var engle altså noget konkret. For os andre er det måske mere abstrakt, – som en teori, der kan sætte ord på visse følelser eller fænomener. Det er det, Martinus gør.

Men naturligvis går det med engle som med atomer og istider. Når først man har arbejdet med dem et stykke tid, så taler man om dem på den mest selvfølgelige måde. I dette nummer af bladet skal vi høre om en engel, der ikke bare går gennem stuer, men krydser hele landområder – ja, virker overalt og er kloden selv – dens åndelige liv – betragtet som en skytsengel for menneskene.

Det er en teori, som kan sætte noget på plads for mange af os. Hvad er min rolle her på jorden, hvad er meningen med mit liv? Stillet over for disse store spørgsmål kan det ske, at teorien en skønne dag går hen og bliver til en slags virkelighed. At den tårner sig op, som når man på cykel aser sig op over en ås eller en morænebakke. Aha, her har isen altså ligget engang, mast og regeret.

Måske er det sådan, vi skal forstå dette nummers øvrige artikler. Det er, når teorien bliver til virkelighed, at der er noget at skrive om. – Det har vi Kosmos til.

Godt nytår!