Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Min cykel købte jeg hos den lokale cykelsmed for 25 år siden. Det var før racercyklerne slog igennem med deres håndbremser, smalle dæk og masser af gear. Til gengæld behøver jeg ikke at spekulere over, hvornår det går op ad bakke. Jeg behøver heller ikke at undgå grusveje, for dækkene er så solide, at en punktering nærmest kræver forsætlig vold. Desværre blev denne hypotetiske mulighed til fuldbyrdet kendsgerning, da en af min søns kammerater lånte cyklen og tog til festival. Ud på aftenen ringede han hjem og fortalte, at min cykel desværre var blevet stjålet. Men nu havde de lige fundet den. Baghjulet var exet og låsen ødelagt. Straks drog jeg ud for at frelse min cykel fra dette voldelige miljø. Blandt måske tusind andre cykler, smidt og parkeret mellem hinanden i halvmørke, fandt jeg den. Den ragede op, stiv og mærkelig, ikke så lidt nøgen og sårbar blandt alle disse fremmede cykler. Jeg kunne straks kende dens udstråling. Det var tydeligt, at det var en meget ubehagelig situation, jeg havde bragt den i. Og nu gjaldt det bare om at komme hjem til sig selv.

Dette med udstråling er i grunden noget mærkeligt noget. Måske lægger jeg mere i det, end godt er, når det drejer sig om min gamle cykel. Men det er et faktum, at ting kan have udstråling af deres ejermand. Og naturen og menneskene har en kolossal udstråling. Men ikke alle kan se det. Fx var min tankegang for 25 år siden lige så stiv og "firkantet" som min cykel. Den gang ville jeg ikke tillægge et fænomen som udstråling nogen værdi. Det ville være "uvidenskabeligt". I dag ser jeg anderledes på det.

Hvis jeg skal opstille en fællesnævner for artiklerne i dette nummer af Kosmos, må det være den fysiske verdens udstråling som en (ånds)videnskabelig kendsgerning. Martinus appellerer i sin artikel til os mennesker om at være opmærksomme på denne udstråling. Bemærk, siger han, at alting udstråler noget mere end det, det rent fysisk giver sig ud for. Hvordan virker det, hvor kommer det fra? Det får vi svar på her. Men vi må selv fornemme udstrålingen for at forstå Martinus og fatte interesse for hans tanker.

Olav Johansson fortæller om to slags rødder. Den ene er den fysiske verden, den anden er dens udstråling. Og han viser på en fin måde, hvor den sidstnævnte har sit dybeste udspring.

Søren Olsen kommer ind på emnet: Hvad er naturligt, og hvad er ikke naturligt? Det er først og fremmest fænomenernes udstråling, der gør os i stand til at skelne. Og det er også denne evne, der frier os fra at slå andre oven i hovedet med vores egen opfattelse. Det kan man ellers let komme til, som Daniel Palmgren viser i sin skildring af nogle dagligdags oplevelser i bussen og på vej ned i Stockholms tunnelbane. Det er, når vi stivner i firkantede forestillinger, at vi glemmer at holde øje med naturens og menneskenes udstråling. Det gælder om at holde disse sanser i højeste beredskab. Holde øje med de andres udstråling, bøje af, være tålmodig, holde sig munter. Det er en hel videnskab!