Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En læser skriver: Jeg har et par spørgsmål, som jeg endnu ikke har fået svar på i mine studier af Martinus kosmologi: 1) Hvor befinder "helvede" sig i kosmologien? 2) Hvordan opfatter Martinus begrebet "Satan" og "satandyrkelse"?

SVAR: Lad os først og fremmest slå fast, at "helvede" absolut ikke skal forstås som en evig brændende ild, der piner "de ugudelige" i al evighed –! Den ældgamle opfattelse har de fleste moderne mennesker nok forlængst forladt. Men hvilken mening har begrebet da? Også her er Martinus' forklaring ganske logisk. I den lille bog Den ideelle føde, kap. 6, skriver Martinus: " Helvede er ikke en straffeanstalt i form af et gloende ildsted et eller andet sted henne, tjenlig for en evig forbrænding af levende væsener, men fremtræder derimod som en her i det daglige liv velkendt realitet, idet al sygdom, sorg og pine er helvede. Noget andet helvede findes absolut ikke. Da sygdom, sorg og pine eller al elendighed er udtryk for virkninger af udløste handlinger, som ikke har været i kontakt med de evige love, i kraft af hvilke verdensaltet opretholdes, bliver helvede således det samme som den samlede disharmoni i tilværelsen."

Sagt på en anden måde: Helvede er netop her, hvor vi befinder os i det evige kredsløb, midt i det kulminerende mørke. Men hvilken nytte er da et sådant helvede til? Her er vi jo på en måde midt i kosmologiens brændpunkt, hvor Martinus i sine analyser påviser, at også lidelser og mørket tjener et formål, – ja, er lige så nødvendige ingredienser i spiralkredsløbet som det, vi opfatter som lyset. Det vil nok føre for vidt at behandle dette problem nærmere her, men jeg kan varmt anbefale at man læser videre om emnet i Martinus' værker. I Livets Bog 3, stk. 891 til og med 901 giver han en vældig god beskrivelse af "helvede" og forklarer, hvordan lidelser og smerter er det samme som "erfarings- og kundskabsberigelse".

Martinus' svar på det andet spørgsmål vedrørende Satan er lige så fascinerende. I Livets Bog 6, stk. 2202 og 2203 opridser han menneskehedens udvikling fra de helt primitive stadier og frem til vore dages "overdimensionerede mordmaskiner", skabt af væsener med et bevidsthedsområde i psyken, som leder tanken hen på "djævlebevidsthed". Og så spørger Martinus: "Når et sådant væsen ikke er et "dyr" og heller ikke er et "menneske", hvad er det da? – Det udgør i virkeligheden åbenbaringen af det mentale bevidsthedsprincip, manifesteret i kød og blod, der i Bibelen er udtrykt ved begreberne: "djævelen", "Satan" og "slangen". I realiteten er det, der dækker sig under nævnte begreber, således et manifestationsprincip, og ikke et enligt i mørket herskende væsen, i den forstand, i hvilken man i kraft af overtroen har opfattet de overleverede bibelske dogmer, der kun er symbolske udtryk for nævnte princip". I Det Evige Verdensbillede 2, hvor Martinus forklarer symbol nr. 22, nævner han direkte, at benævnelsen Satan er "udelukkende udtryk for det jordiske menneske på dets kulminationsstadium i mørket".

Og det er jo en analyse, der nok er et nærmere studium værd –!