Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1997/7 side 128
Foto af Tage Buch
 
Hvorfor netop mig?
af Tage Buch
 
Menneskers skæbner udfolder sig vidt forskelligt, og i den nuværende epoke er det ofte lidelsesfyldte tilstande, mennesker oplever i form af sygdomme, ulykker, invaliditet, krige, økonomiske kriser, brudte ægteskaber, arbejdsløshed osv. Og ofte hører man, især når det drejer sig om pludseligt opstået alvorlig sygdom som f.eks. kræft, at mennesker udbryder: "Hvorfor netop mig?" Men spørgsmålet kunne lige så godt lyde "Ja, hvorfor ikke mig?" især i betragtning af, at hvert fjerde menneske her i Danmark rammes af denne alvorlige sygdom, og muligheden for at få den er således betydelig større end at vinde i Lotto, hvad mange netop tror eller håber på.
Mennesker undres over, at de rammes af lidelser og besværligheder, af skæbnens ugunst og betragter det mere eller mindre som en uretfærdighed, hvad det nævnte udbrud netop viser. Kun de færreste indser, at det har noget med deres egen tænke- eller væremåde over for omgivelserne at gøre. Nogle har let ved at indse, at ukontrolleret indtagelse af alkohol medfører ødelagte nyrer og lever. Andre indser måske, at tobaksforbruget har noget med deres dårlige lunger at gøre, men f.eks. at den bilulykke, de eventuelt kommer ud for, kunne have noget med kødspisning at gøre, kan være svært for dem at fatte. Andre forstår ikke deres bestandige fattigdom, eller at de altid kommer ud for ubehagelige chefer og overordnede el. lign. Atter andre befinder sig i helt fastlåste økonomiske eller forretningsmæssige relationer, i stridigheder med arbejdskolleger eller i næsten uløselige familiefejder og fatter ikke, at det måske har noget at gøre med deres egen indstilling og handlemåde, at de nu oplever et sådant langvarigt fastlåst forhold eller rettere misforhold til deres næste.
Mange af disse tilstande kan slet ikke forstås eller opleves som retfærdige, medmindre man har et langt større perspektiv på livet, end det er almindeligt med den i dag herskende meget materialistiske livsanskuelse. For at komme til sand forståelse heraf kræves i virkeligheden kendskab til væsentlige dele af det kosmiske verdensbillede. For det første er det nødvendigt at se livet som en kontinuitet, se det i et evighedsperspektiv og at se reinkarnationens nødvendighed (den almindeligt antagne étlivsteori kan ikke logisk underbygges). Videre er det nødvendigt at forstå årsags- og virkningsloven, dvs. at vi "høster som vi sår", og at dette ikke blot gælder f.eks. korn eller radiser, men at det også er et princip eller en lov, der gælder på andre fysiske såvel som åndelige områder, således at vi umuligt kan opleve andet end det, vi på et eller andet tidspunkt – i dette eller et tidligere liv – selv har iscenesat. Og det medfører så igen, at ingen kan lide uret, og ingen heller kan gøre uret imod nogen eller noget. Det vi kommer ud for, kan altså godt rent lokalt se ud som uretfærdigheder, men med forståelse af skæbnelovens ufejlbarlighed er al uret en umulighed, ligegyldigt hvor hård en skæbne, der så end rammer én. Lokalt set kan mennesker godt udøve en "uretfærdighed" imod dig, og det kan udmærket være en tåbelig eller ligefrem ond handling fra medvæseners side, men denne "uretfærdighed" over for dig er i virkeligheden en absolut retfærdighed. Den kan kun påføres dig, fordi du selv tidligere nødvendigvis må have foretaget dig noget lignende over for dine medmennesker, ellers kunne den ikke vende tilbage til dig. Skadevolderen er faktisk kun en budbringer, et "postbud", der bringer dig dårlige nyheder. Den "uret", der i dag øves over for dig, kan kun ramme dig, fordi du må lære ikke fortsat selv at udøve sådanne handlinger i forholdet til din næste. Det, du lige nu betragter som en "uretfærdighed", skal bringe dig til forståelse af dig selv og din egen fejlagtige handlemåde, sådan at du ikke i fremtiden skader eller sårer din næste – så du slet ikke kan nænne at påføre ham noget såkaldt "ondt". Den tilsyneladende uretfærdighed var retfærdig nok i det øjeblik, den ramte dig. Andre har ganske rigtigt gjort en "forkert" handling i forholdet til dig, men du har alligevel – kosmisk set – ikke lidt nogen uret, selvom det ofte kan være svært at forstå i første omgang.
"Uretten" viste sig i dette perspektiv at være retfærdig. "Uretten", lidelsen eller skaden du mødte er ingen straf. Lidelsens hensigt er at vække dig til live, til at skabe en sult efter eller et ønske hos dig om at finde årsagerne til lidelsens opståen og ligeledes finde frem til, om smerter og besvær kan modvirkes eller ligefrem forhindres i at opstå. Der skabes således modtagelighed for ny viden. Den tilbagevendende skæbnetilstand er udelukkende en undervisning, en belæring om, hvordan vi selv virker i forholdet til vore omgivelser. Set i dette lys bliver den tilsyneladende uret pludselig til virkelig kærlighed, idet den kun rammer i samme grad, som vi selv har udløst den, og den holder op i samme øjeblik, vi har indset, fornemmet og forstået, at vi må ændre vor tænkning og handlemåde. Og med den virkelige forståelses indtræden vil ubehagelighederne automatisk ophøre. Det vi til fulde har forstået, behøver vi ingen yderligere undervisning i.
Det, du lige nu betragter som en "uretfærdighed", skal bringe dig til forståelse af dig selv og din egen fejlagtige handlemåde
Vi kan således lære at indse, at den syge nyre eller lever godt kan hidrøre fra overtrædelser af livslovene inden for et enkelt liv, og de dårlige lunger kan også opstå ved et langt livs tobaksrygning, hvorimod det ikke let lader sig påvise, at kødspisning kan have med f.eks. bilulykker at gøre. Her må vi først lære at indse, at alle de drab på dyr, vi igennem mange liv enten selv har udført eller ladet andre udføre, for at vi kunne mætte os med dele af dyrs organismer, har sin tilbagevendende virkning eller reaktion, som netop kan være ulykkestilfælde. Lemlæstelsen sker her ved metal- eller glassplinter, som trænger ind i kroppen, og førerne af bilerne er ganske neutrale over for hinanden og har hverken had eller uvilje over for hinanden. Og situationen er fuldstændig tilsvarende ved slagtningen af dyr, som får spidse genstande (slagteknive) stukket ind i kroppen, og slagteren har ingen uvilje eller ondskab i forholdet til dyret, men er ganske neutral under udførelsen af sit arbejde. Virkningen af tidligere dyredrab kan ramme os her og nu, og der vil fortsat være en risiko for ulykker og en voldsom død, indtil vi har forstået, at vi må ophøre med at dræbe og fortære andre levende væseners organismer. Drabstilstandene i verden i dag hører ikke med til virkelig menneskelig adfærd, hverken i forholdet til mennesker eller dyr, og de forhindrer den virkelige verdensfreds skabelse.
En nuværende bestandig fattigdom kan være virkningerne af vor i tidligere liv fortsat grove økonomiske udnyttelse af andre, og de ubehagelige chefer, som vi måske nu har, taler deres tydelige sprog om vor tidligere, ubehagelige opførsel i forholdet til eventuelle underordnede. Men hvis vi er fastlåst i en økonomisk eller praktisk situation, må vi stille os selv det spørgsmål, om vi selv har haft eller stadig har en eller anden selvskabt fastlåst situation i forholdet til vore omgivelser. Sådanne tilstande kan let opstå der, hvor vi føler os uretfærdigt behandlet og er vedholdende i vor opfattelse af, at det "er de andres skyld – jeg har ret, og de andre har gjort mig uret. – Jeg er ikke egentlig vred på dem, jeg vil blot ikke have med dem at gøre". Det er sådanne situationer, der ved langvarighed kan udvikle sig til et martyrium, og en sådan martyriumsfornemmelse kan vi kun selv opløse eller neutralisere ved at tage initiativet til at søge at genskabe en god menneskelig relation. Og uden tilgivelse løses sådanne situationer ikke (ofte må begge involverede parter tilgive hinanden). Vi må opdage eller erkende, at den midlertidigt fastlåste tilstand, vi nu er bundet i, har forbindelse med eller er et resultat af den fastlåsthed, vi selv har skabt et helt andet sted eller i forholdet til helt andre mennesker, og vi må søge at genoprette et godt forhold til den eller de mennesker, vi har dette misforhold til.
Det primære i vor udvikling er ikke teorien, men erfaringsdannelsen
Når vi således oplever livet i form af ulykker, sygdomme, fattigdom, martyrium, ubehagelige medmennesker osv., er det nødvendigt at ransage vor egen tænkning og adfærd i forholdet til levende væsener og ting i vore nærmeste omgivelser. Det drejer sig om at opdage, og det vil sige at "se noget for første gang", hvor vi overtræder livslovene og derved skaber uheldig skæbne for os selv. Og livslovene siger jo, at vi, hvis vi vil opleve lykke, glæde og fredelige tilstande, selv må "så" disse, før vi kan "høste" eller opnå disse tilstande – ingenting skabes ud af intet.
Det bliver efterhånden klart for os, at vor tilegnelse af de fundamentale livslove er uomgængelig nødvendig for forståelse af vor egen skæbne – at det vi rent lokalt kan opleve som tilsyneladende uret, kosmisk set er retfærdigt nok og tillige en nødvendighed for vor videre udvikling. Det er vigtigt at komme til forståelse af, at årsags- og virkningsloven ikke udgør et straffesystem, men derimod som tidligere nævnt udgør en undervisning i verdensaltets logik og retfærdighed. Vi kan med tiden lære at indse, at alt hvad vi oplever i tilværelsen af godt eller af det såkaldt "onde", der i virkeligheden udelukkende er et "ubehageligt gode", er en kærlig belæring og dermed kun kan være det samme som ren kærlighed.
Det primære i vor udvikling er ikke teorien, men erfaringsdannelsen, og det vil sige oplevelsen af virkningerne af vore fejltagelser, der igen oftest betyder besværligheder eller lidelser. Efterhånden som den virkelige forståelse af vor skæbnesituation eller tilværelsen vokser i vor bevidsthed, vil vi blive i stand til at takke for ikke alene alt det gode, der overgår os, men også for alt det ubehagelige eller mørke, som vor hverdag kan være opfyldt af. Endemålet med undervisningen i kosmologien er derfor indvielsen i den visdom, der viser verdensaltet som den evige, alvise, almægtige og alkærlige Guddom og vor egen plads i universet som gudesønner, der oplever eller ligefrem bader sig i den evige guddoms kærlighedsocean – ligegyldigt, hvordan vor nuværende skæbnesituation så end former sig. Og så er der ikke mere grundlag for et "Hvorfor netop mig", men snarere "Ja, selvfølgelig måtte det gå sådan".