Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det er en stående bemærkning hjemme hos os, at nu har jeg læst Martinus i så og så mange år, og hvornår begynder det at hjælpe...

Vist har vi det svært, vi der interesserer os for disse ting, og jeg vil gerne slå et lille slag for, at vore omgivelser forstår, at det er en ordentlig bid, vi er i gang med. Det drejer sig ikke bare om at forstå, hvad det hele går ud på her i livet, men også om at få styr på sit eget liv. Og den slags kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det drejer sig om en "mental kursændring", som Martinus kalder det i sin artikel på de næste sider.

Netop i sådan en situation bliver det ekstra pinligt, når man den ene gang efter den anden gør lige det forkerte. Især hvis man gennem flere år har underholdt familien med, hvordan "den udviklede forsker" griber sagen an. At alt det "onde", vi kommer ud for, er et "ubehageligt gode", som vi bare skal være lykkelige for!

Nej, det er ikke så nemt at tilegne sig noget nyt. Og slet ikke, når det som hos Martinus handler om at være "næstekærlig". Alene ordet er der noget mistænkeligt ved, hvis man ikke er klar over, at det først og fremmest drejer sig om at opføre sig ordentligt på hjemmebane. Undgå at jokke andre over tæerne, såre deres følelser osv. Men også vide, hvorfor man får det så skidt bagefter, når man kommer til det.

Bortset fra det overblik, som kosmologien har givet mig, har den også forklaret min dårlige samvittighed og den medfølelse, som jeg ikke tidligere har kunnet forstå, hvor kom fra. Jo, nu ved jeg, at det ikke er spor dumt at rette sig efter sin samvittighed. Det er måske det største, Martinus har givet mig.

I dette nummer af bladet skal vi se på én af de faldgruber, som selv garvede kosmologer ryger i gang på gang. Hvorfor netop mig? hedder en artikel. Ja, hvorfor lige dig! Det kunne da være rart at vide, ikke? Og så er der noget om åndelig udvikling og fysisk renselse. De to ting hører sammen, det er altid et godt sted at begynde. Og hvorfor står mine bambus'er ude i haven og ser så visne ud? Også det skal vi kigge på med kosmologiens øjne. Endelig er der trøst at hente i, at helvede og Satan ikke er så slemme, som de lyder til.

Må jeg slutte med at ønske for læserne, at de ikke tager det for tungt med kosmologien. Den er ikke skabt for at vise os, hvor dårlige vi er til at være næstekærlige. Den skal inspirere os, og vi skal ikke allesammen være som Mother Teresa og Abbé Pierre. Ikke lige med det samme i hvert fald. Lad os starte i det nære miljø. Vist er der plads i verden for nybegyndere som os!