Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om den naturvidenskabelige kosmologi kan give os så mange fakta om vort fysiske univers, at der næsten kræves en professorhjerne til at kunne udnytte al kundskaben, har man alligevel ikke noget komplet verdensbillede at give os mennesker. Så vidt jeg ved, findes der ingen indvendinger fra Martinus side angående vort univers' fysiske opståen ifølge den gængse kosmologi, men derimod er der mere at tilføje set med hans øjne. Til at begynde med er det, vi kalder universet, egentlig bare et lille "partikellegeme" inden i et gigantisk superunivers, som på sin side befinder sig i et endnu større univers osv. i det uendelige. Og går vi den anden vej, dvs. nedad i mikrokosmos, ser vi nøjagtig det samme princip. Det er jo den evolution, som er den primære ifølge Martinus kosmiske verdensbillede, og ikke de fysiske processer, som kun er sekundære.

Gennem de seks forskellige naturriger, Martinus har beskrevet, foregår der en evig evolution på den måde, at når det sidste rige "salighedsriget" er blevet gennemlevet, begynder livscyklen forfra gennem de samme seks riger, men nu på et højere niveau.

Det kosmisk bevidste menneske og "kosmolog" behøver altså ingen naturvidenskabelige metoder og instrumenter for at danne sig en opfattelse af vort univers. Her er det for os endnu uindviede så begrænsede perspektivprincip gennemskuet i både tid og rum. Her er evigheden blevet tiden, ligesom uendeligheden er blevet rummet. Og alle livets gåder er i princippet løst. Hvad angår universets ekspansion, som astronomer og kosmologer synes at se, gives der et så enkelt svar, at det næsten bliver naivt, hvis det ikke samtidig var så logisk, når man tænker på "livsenhedsprincippet", dvs., at det er et levende væsen, vi befinder os i. I bogen Martinus, som vi husker ham s. 108, fru Ingrid Okkels beretning, giver Martinus følgende svar på spørgsmålet: "Men det er jo ganske ligetil – det drejer sig blot om en makrokosmisk indånding, som senere vil blive efterfulgt af en udånding!".

En naturvidenskabelig kosmolog ville formodentlig have svært ved at acceptere et så enkelt svar – og måske Martinus verdensbillede i det hele taget, eftersom det er så ukontrollerbart set fra en naturvidenskabelig synsvinkel. Men ifølge Martinus er det ikke muligt at udforske hans verdensbillede med gængse videnskabelige metoder, som kun bygger på de fysiske sanser. Den eneste måde, forklarer han, er selv at opnå kosmisk synsevne, som er et resultat af et meget balanceret sindelag, uden nogen som helst tendenser til selviskhed og intolerance overfor sine omgivelser. Så selv om et menneske har en udviklet intelligens og forskerbegavelse, kan det ikke udforske andet end den rent fysiske tilværelse, så længe det har mere eller mindre inhumane tendenser i bevidstheden og derfor mangler den intuitive sans. Hvor meget det end forsøger at forlænge sit syn med f.eks. radioteleskoper og elektronmikroskoper, kommer det ifølge Martinus aldrig frem til nogen løsning på selve livsgåden. Den eneste mulighed for forskeren eller andre sandhedssøgere er altså selv at opnå intuition eller kosmisk synsevne. Og metoden til på den hurtigst mulige måde at blive kosmisk bevidst, forklarer han gentagne gange i foredrag og bøger, er at forsøge at arbejde med sin humane udvikling i hverdagen, dvs. at forsøge at blive mere og mere uselvisk, tolerant og kærlig mod sin næste. Det bør vel tilføjes, at der er og har været videnskabsmænd og -kvinder med en begyndende intuition, blandt dem, der har opnået en vis humanitet.

Per Bruus-Jensen: Projekt liv
"Big Bang"-teorien: Lilla faktaboken om jorden.