Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

At tilgive kan være så svært "som at indtage en stad" – det ved enhver, som har kæmpet den kamp med sig selv.

For mit vedkommende skete dette i 1981 – til større indsigt i mit syn på mig selv – og meget senere til genkendelse via Martinus analyser.

En kollega, som også var min skolekammerat fra 1. klasse, skulle være den, der gav mig denne lærerige oplevelse.

Det firma, jeg dengang var ansat i, var kommet i den situation, at det blev nødvendigt at hidkalde fra et søsterselskab netop min skolekammerat for at hjælpe den anden sekretær og mig med at få has på en stak sager, som havde hobet sig op.

Min skolekammerat havde ikke ved siden af dette arbejde de daglige rutiner og fik i løbet af ganske kort tid sagerne bragt af vejen.

Hun var naturligvis glad over at have gjort et godt stykke arbejde og sagde til chefen, at hun ikke kunne forstå, min kollega og jeg ikke havde kunnet klare det arbejde.

Selvom min chef og jeg havde et godt samarbejde, blev han åbenbart i tvivl og lod skinne igennem "at ligefrem fyret blev jeg ikke, men ..."

Det slog mig helt ud. Jeg oplevede alle mulige følelser, lige fra "det kunne hun ikke være bekendt", "nu har jeg taget hensyn til, at vi var gamle skolekammerater" og "aldrig har jeg sagt noget dårligt om hende, selv om jeg kunne" – tankerne kværnede rundt i selvmedlidende og bitre baner.

Denne tilstand varede et halvt år. Jeg havde det meget dårligt, og når jeg var nødt til at møde hende, var jeg så vred, at jeg ikke kunne se hende i øjnene.

Jeg var efterhånden i en meget dårlig forfatning, som bl.a. gav sig udslag i natlige mavekramper og daglige negative tanker vendt mod min kollega.

På det tidspunkt kom jeg i forbindelse med en kinesiolog, som – efter at have hørt min historie om, hvordan jeg følte mig svigtet og dårligt behandlet af min kollega – sagde til mig, at jeg skulle sende min kollega nogle kærlige tanker!

Sende kærlige tanker? Alt i mig protesterede. Hvordan skulle jeg kunne det, når hun havde behandlet mig så dårligt?

Men kineseologen sagde, at det var den eneste måde for mig at komme videre på.

I tiden efter prøvede jeg adskillige gange på at tænke kærligt på min kollega, dvs. så langt nåede jeg ikke, før jeg mærkede en meget stærk indre modstand – og jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg var stadig meget vred og forurettet.

Ved et "tilfælde" lånte jeg en bog på biblioteket "Humor og alvor" af Øivind Berggrav – og jeg blev aldeles overrasket, for ord til andet beskrev han min situation med en kollega, han havde haft, og han sluttede af med at sige, at han (Ø.B.) havde fået balance i sindet igen ved at sende sin kollega kærlige tanker!

 

 

I de følgende dage prøvede og prøvede jeg, og pludselig lykkedes det! Jeg kunne tænke på hende som "også blot et menneske med de fejl og mangler, som vi alle har, hvor sårbar også hun var, hvis ulykken virkelig kom til hende", og jeg kunne omfatte hende med varme følelser.

Det var en kæmpe lettelse – det er helt ubeskriveligt – som om en mægtig byrde var taget væk fra mine skuldre.

Og der var ingen dårlige følelser tilbage. Når jeg herefter mødte hende, kunne jeg hilse med et smil, spørge hvordan hun havde det, se hende i øjnene – det var som et mirakel!

Og det "bare" fordi jeg overvandt mig selv til at tænke kærligt på hende i stedet for at sende alle de negative tanker.

Der har naturligvis været tilfælde senere i mit liv, hvor jeg har følt mig dårligt behandlet, men jeg ved nu, hvad jeg skal gøre: sende kærlige tanker!