Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Introduktion til Martinus:

 

 

En ung mejerist satte sig i 1921 behageligt til rette i sin nye kurvestol. Han var i mange henseender en ganske almindelig dansker. Men han havde en hemmelighed. Nu slog den ud i lys lue. Han ville bevise, at Jesus havde ret. Det kom der et helt verdensbillede ud af: Martinus kosmologi.

 

"Vi har retfærdiggjort en guddommelig udsending og stadfæstet hans budskab som videnskab for den udviklede forsker og vist det som identisk med vort eget daglige livs dybeste kendsgerninger."

Sådan beskriver Martinus i korthed sit livsværk. Den guddommelige udsending, han omtaler, er Jesus. Livsværket kaldte han derfor meget apropos: Det Tredje Testamente.

Han skrev og skrev. Udgav sin første bog i 1932 og sluttede først ved sin død i 1981. Det blev til ca. 40 bøger omfattende i alt op mod 6000 tekstsider.

I dag fremstår forfatterskabet nok som et af de mest usædvanlige, verden har set. Så kan man ellers mene om det, hvad man vil. Og det var også hans hovedtanke. Man skulle ikke tro på det, men selv finde tråden til sit "daglige livs dybeste kendsgerninger". Det var opgaven for "den udviklede forsker", dvs. det moderne, søgende menneske.

Han var døbt Martinus Thomsen, men kom som forfatter på fornavn med hele verden. Foruden de europæiske hovedsprog er han oversat til bl.a. tjekkisk, serbisk-kroatisk, russisk, japansk og esperanto. Han er ikke på listen over bestsellere nogen steder, men salget går stille og roligt fremad.

Martinus blev født uden for ægteskab i 1890. Moderen tjente som husbestyrerinde på en stor gård i nærheden af Sindal i Vendsyssel. Drengen blev straks adopteret af slægtninge, som boede lige i nærheden. Her levede han en lykkelig barndom i nøjsomme kår.

Som så mange andre børn på landet kom han ud af skolen ved konfirmationen, kom ud at tjene og uddannede sig siden til mejerist. Derfra gik turen rundt til forskellige mejerier for at ende ved det store mejeri, Enigheden, i København. Her fungerede han gennem en årrække som kontorist. Senere kunne han ved venners hjælp gøre sig fri og helt koncentrere sig om sit forfatterskab.

Han var selskabsmenneske. Nød at være sammen med andre, var meget lattermild og elskede sjove historier. Han spillede klaver efter gehør og underholdt sine venner med tryllekunster. For børn var han alle tiders legeonkel. Disse egenskaber fulgte ham gennem hele livet.

Den unge mand havde imidlertid en hemmelighed. Han var dybt religiøs. Og ikke nok med det, han kunne i enhver kritisk situation spørge sig selv: Hvad ville Jesus have gjort? Straks vidste han det – og handlede derefter.

 

 

– Hvad er det for en bog, du har der? spurgte Martinus.

– Den handler om reinkarnation.

– Reinkarnation, hvad er det for noget?

– Ja, det er altså noget med, at man har levet før.

– Har man levet før? Jamen det har man da sikkert!

Martinus lånte bogen. Den startede med en anvisning på meditation. Det måtte han prøve.

En aftenstund i marts 1921 satte den unge mejerist sig behageligt til rette i sin nye kurvestol. Han fulgte vejledningen og tog bind for øjnene, så han intet kunne se. Lyset havde han slukket. Der var helt mørkt i værelset. Nu gav han sig til at meditere på Gud". Et mærkeligt lys viste sig for ham:

"Jeg så lige ind i en skikkelse af ild. Et Kristusvæsen af blændende solskin bevægede sig nu med armene løftet som til omfavnelse lige imod mig. Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille bevægelse stirrede jeg lige ind i det strålende væsens bælteregion, der nu var lige ud for og på højde med mine øjne. Men skikkelsen fortsatte sin bevægelse fremad; i næste øjeblik gik den lige ind i mit kød og blod. En vidunderlig ophøjet følelse betog mig. Lammelsen var forbi. Det guddommelige lys, der således havde taget bolig i mig, gav mig evne til at se ud over verden. – Og se! Kontinenter og have, byer og lande, bjerge og dale lå badet i lyset fra mit eget indre. I det hvide lys blev Jorden forvandlet til "Guds rige". – Den guddommelige oplevelse var forbi. Jeg havde atter for mig den fysiske virkelighed, mit værelses detaljer, min positions ringhed. Men "Guds rige" lyste og funklede stadig i min hjerne og i mine nerver."

Denne oplevelse har han beskrevet i sin lille bog: Omkring min missions fødsel. Her fortæller han også om en anden åbenbaring, der fandt sted den følgende aften. Efter disse to hændelser opdagede han noget mystisk. Hver gang han stillede sig selv spørgsmål – f.eks. hvem er vi, hvor kommer vi fra, hvor er vi på vej hen? – så kom svaret til ham omgående. Men ikke i form af ord. Dem måtte han selv sætte på. Kun facitterne viste sig for ham. Sådan kaldte han disse tavse sandheder.

Snart forstod han, at der måtte være en dybere mening med de evner, han pludselig havde fået. Gud havde givet ham en opgave. Sådan følte han det.

Men spørgsmålet: Hvorfor! – var ikke blevet besvaret. Jesus havde ikke besvaret det. Han havde blot henvist til senere tider. Martinus følte, at tiden nu var inde. Han så det som sin opgave at give nutidens mennesker en forklaring på dette bud. Han ville vise, at det ligefrem kunne betale sig at følge det.

Det blev hurtigt klart, at der skulle intet mindre end et helt verdensbillede til. Tingene måtte jo hænge sammen. Men her stødte den vordende forfatter på sin første, store forhindring: Han havde fået en alt for ringe skoleuddannelse. Desuden skulle der sættes ord på noget, som for en stor dels vedkommende lå uden for sprogets normale begrænsning.

Han gav sig derfor til at tegne. Opgaven viste sig nu nemmere. Projektet bestod i at beskrive de åndelige love, der som en overordnet styring ligger bag det fysiske univers.

Tanken kan måske forekomme læseren noget fjern. Men der er intet fremmed i den. Vi ved jo alle, at det er tanker og planer, der ligger bag de handlinger – alle de "ting" – vi laver. Hele den industrielle udvikling f.eks. bygger på drømme, tanker, planer.

Det var altså en tankens grundlov, han måtte udrede – eller rettere anskueliggøre. For i modsætning til almindelig filosofisk virksomhed gjaldt det ikke om at gruble, få ideer og danne hypoteser. Facitterne var jo givet på forhånd.

"Matricerne" kaldte Goethe dem. Sådanne ord kendte den unge vendelbo naturligvis ikke. Men hans opgave var netop at fylde disse matricer ud, bygge bro til det daglige livs realiteter, skabe jordforbindelse.

Hans metode blev analysen. Han tog sit udgangspunkt i konkrete kendsgerninger, og ved hjælp af logisk sammenhængende tankerækker bevægede han sig nu frem til det facit, han kendte i forvejen. Denne metode blev kilden til hele forfatterskabet. En række brændende spørgsmål dannede udgangspunkt: Hvordan får vi fred i verden, er lidelserne nogen nytte til, hvorfor holder ægteskabet ikke? – osv. i en lang strøm. Der er næppe det problem – stort eller småt – han ikke har anvendt som udgangspunkt. Af logikken i hans sætninger fremgår indirekte, men tydeligt, hvad læseren selv kan gøre for at løse problemet, og hvad han må overlade til andre. Der er ingen løftede pegefingre eller ønsker fra forfatterens side. Kun den nøgterne fremlægning af årsager og virkninger, som læseren selv kan kontrollere ved at sammenligne med sine egne erfaringer. Som den afsluttende matrice, der rummer samtlige facitter lyder sætningen: "Alt er såre godt!", altså det samme resultat, som Gud kom til, da han havde skabt verden.

Men nu tilbage til starten. En stor del af facitterne var allerede givet i form af Jesu udsagn. Resten kom af sig selv. Opgaven for den vordende forfatter lød på at levere mellemregningerne (analyserne) i en så skudsikker form, at facitterne ikke kunne væltes eller modbevises af selv den mest rasende skeptiker. Analyserne skulle være matematisk funderet, som han kaldte det.

På den måde blev den unge mejerist tvunget til at tænke sig om og formulere sin tavse viden. Et forfatterskab var godt på vej.

Vi kender alle billedet af en general, der ved hjælp af knive og gafler, salt- og peberbøsse forsøger at vise slagets gang.

Situationen var den samme for den unge Martinus. Sindets dunkle energikilder, der gør mennesker glade eller bedrøvede, rolige eller ophidsede, var brikkerne i dette spil. Han havde i form af følelse, intelligens og intuition tre af disse grundenergier. De fik hver deres farve. Var der andre? Ja, der var også hukommelse, instinkt og "tyngde". Sidstnævnte ord valgte han som betegnelse for den motor eller lidenskab, der driver alt liv til at leve og overleve. Også disse tre energier fik hver deres farve.

På tilsvarende måde kunne han med farver markere mineralrige, planterige og dyrerige. Han kunne endda se tre riger til, som ikke var udviklet på Jorden.

Nu havde han altså en række åndelige "genstande", som han med sine intuitive evner kunne placere på tegningen i en bestemt rækkefølge og indbyrdes kombination:

– Jeg var nået frem til at lave den endelige tegning af verdensbilledet, hvor alle de forskellige analyser skulle gå op. Det var navnlig disse grundenergier, der skulle ligge rigtigt. – Endelig fik jeg dem på plads! I samme øjeblik følte jeg hele den åndelige verdens medhold. Jeg følte en ubeskrivelig glæde og salighed gennemstrømme mig. Nu vidste jeg, at dér foran mig havde jeg hele livsmysteriets løsning.

I 1923 – endnu før den unge mand rigtig havde fået mæle – var verdensbilledet forklaret håndgribeligt.

Ikke blot en enkelt tegning, men en hel række symboler lå nu foran ham på bordet. Trappetrin i seks farver vekslede med kegleformede figurer og stjerner, hvorfra der udgik stråler. Alt sammen betød det, at levende væsener var på vej i en stadig vandring fra rige til rige. Mennesket kom fra planteriget, befandt sig lige nu i slutningen af dyreriget og spejdede som en sfinks (med dyrekrop og menneskeligt ansigt!) ind i et nyt og ukendt rige på Jorden: Det rigtige menneskerige.

Det var derfra Kristus kom. Martinus så det klart. Selv var han også gæst på Jorden. Før eller siden ville vi alle forlade dyreriget. Det var kun et spørgsmål om tid og udvikling. Kort sagt, så opfattede han sig som vejviser, en ældre broder i udviklingen.

Hvad så med den manglende skoleuddannelse? Ja, den fornemmede han nu som en fordel. Han var jo et ubeskrevet blad, og det betød for det første, at han ikke følte sig fristet til at forplumre sin intuitive viden med fremmed kundskab. For det andet blev han et levende bevis på, at der et sted i udviklingen findes et stadium, hvor man ikke behøver at kende andres resultater. Han var jo sin egen kilde. Sådan så han på det.

Nu begyndte han at skabe et sprog, en terminologi. Mange ord tog han direkte fra Jesus og Jesu lidelseshistorie. Getsemane er et helt begreb i hans verdensbillede eller kosmologi. Andre ord som kosmisk bevidsthed fik han anbefalet af mere belæste venner.

Mennesker, der er vant til at læse filosofi, vil sikkert nikke genkendende til mange af de klassiske problemer, der finder deres løsning inden for denne kosmologi.

Den tyske filosof, G.W.F. Hegel, opstillede i 1800-tallet et komplet tankesystem, der var i stand til at forklare alt. Men det manglede liv og føltes derfor ikke overbevisende. Søren Kierkegaard sammenlignede Hegel med en mand, der bygger et uhyre slot og selv bor ved siden af i en ladebygning.

I Martinus kosmologi er læseren (den udviklede forsker!) altid i centrum. Hans jeg er en stråle i lyset af Guds jeg. Det er læserens evner, hans formåen i enhver henseende, der skiller ham ud fra Gud – og fra alle andre. Det er denne faktor, stor eller lille, der gør hvert eneste levende væsen til noget unikt og deler Guds lys op i strålebundter.

Man kan i dette verdensbillede finde træk af den tyske romantik, som var på mode i begyndelsen af 1800-tallet. Det var dengang, man talte om "ånden, der slumrer i stenen, vågner i blomsten og bliver bevidst i mennesket". Hos Martinus er det læseren selv, der slumrede, vågnede og lige nu er på vej til at frigøre sig fra dyrerigets barske traditioner.

Mellem den moderne udviklingslære og kosmologien er der intet væsentligt skisma. Darwin beskriver jo nok så nydeligt en udviklingsstige. Der er bare ingen, der går på den. I kosmologien er det læseren selv, der trin for trin bevæger sig opad.

Et hovedtræk i Martinus kosmologi er forholdet til Gud. Alt, hvad der er skabt, er Guds organisme. Vore egne organismer er dele deraf, alt tilhører denne totalitet. Det gælder også de såkaldt døde ting: kloder, sole og mælkeveje. Tilsvarende ned i det små: organer, celler, molekyler osv. Intet er dødt. Alt er levende og nøje forbundet i et arbejdende fællesskab. Tilsammen danner det Guds ubegrænsede organisme, der er i uafbrudt bevægelse og udvikling.

– Det kan ikke nytte, at man i sin bevidsthed tilbeder Gud og samtidig sparker til menneskene, sagde Martinus. – Det er jo klap det ene sted og spark det andet sted på dette store væsen.

 

 

– Det er fordi nye hjerneceller skal trænes op, sagde Martinus. – Jo mere interesseret du er, desto lettere falder du i søvn!

Man må nok sige, at Martinus bruger mange ord. Hans forfatterskab er et ocean af ord. Tilmed drejer det sig om abstrakte principper og begreber. Derfor kan symbolerne i mange tilfælde være en god hjælp.

Hist og her har hans sprog et anstrøg af den berygtede kancellistil. Andre steder er han mere poetisk. Det gælder f.eks. i den lille bog Blade af Guds billedbog, der er en usædvanlig kombination af poesi og analyse.

Nogle af hans læsere har følt sig inspireret til at formulere kosmologien på deres egen måde. De har udgivet bøger, og der er dermed skabt en pædagogisk fornyelse. Alligevel er det tydeligt, at der mangler noget væsentligt i disse bøger. De ejer ikke den intuitive styrke, der er nedlagt i Martinus eget værk.

Man har kaldt hans sprog for den kosmiske dialekt. Der er en egen skønhed over den. Hver ny gennemlæsning af hans bøger afslører ofte noget nyt, som man ikke lagde mærke til første gang. På den måde kan man trænge dybere og dybere ned i teksten.

Hovedværket består af syv bøger: Livets Bog 1-7. De tre første bind indeholder en systematisk gennemgang af verdensbilledet: Kosmisk kemi. Resten er en mere kalejdoskopisk fremstilling, hvor de samme elementer anbringes i forskellige forhold til hinanden, så nye detaljer kommer til syne.

Det Evige Verdensbillede er et koncentreret supplement i 4 bind med særlig vægt på symbolerne og deres forklaring. Det drejer sig om ca. 40 tegninger. De fleste i farver.

Dertil kommer 30 mindre bøger med specialemner, der ret konkret beskæftiger sig med livets daglige problemer. Det er karakteristisk for disse bøger, at man kan læse dem med udbytte, uden at kende den øvrige litteratur. I Danmark udgives bøgerne på Borgens Forlag.

Zinglersens Forlag har udgivet to biografier: Martinus erindringer og Martinus – som vi husker ham.

Martinus mente, det var nødvendigt. Han anså vores verden for at være et "kaos".

Det må man nok give ham ret i.

– Det er kærlighed, der mangler, sagde han.

Også det må man vel tilslutte sig.

– Mange af nutidens mennesker er materialistisk indstillede, de tror ikke på Gud, tilføjede han. – De kan udmærket føle lyst til at være gode. Men det er ikke altid nok. De vil også have en forklaring.

Martinus var i mange henseender et ganske almindeligt menneske. Han hed Thomsen til efternavn, havde cpr-nummer og var medlem af folkekirken. Men hverken omkring "Det Tredje Testamente" eller hans navn måtte der dannes nogen forening. Hans bøger skulle være et frit tilgængeligt studium, og hans person havde ingen betydning i den sammenhæng. Det var jo "den udviklede forsker", han henvendte sig til.

Eneste form for samlingsmærke i dag er det lille månedsblad Kosmos, som udgives på flere sprog fra hans institut på Frederiksberg. Her holdes også foredrag i vinterhalvåret. Endvidere er der et internationalt kursuscenter i Klint ved Nykøbing Sj., hvor interesserede kan mødes om sommeren, høre foredrag og deltage i gruppearbejde. På privat basis har mange mennesker rundt omkring i indland og udland skabt studiegrupper og centre for undervisning.

Gennem 60 års virksomhed med rejser til bl.a. Island, Sverige, England, Japan, Indien, Palæstina og Egypten spredtes lyset fra Sindal. Som foredragsholder hørte man tydeligt, at han var sin egen kilde. Han var besjælet af en indre glød, der udmærket kom til udtryk på dialekten fra hans barndoms egn i Vendsyssel. Den slap han aldrig.

Af og til kunne latteren runge gennem salen.

– Der er ikke noget så sundt som en god latter, sagde han. – Den gennemstrømmer organismens mikrovæsener som kolossalt lysende og varmende solskin!

Til sine tilhørere, der godt kunne have problemer med at forstå den dybere mening i et og andet, sagde han altid:

– Tag det du kan bruge, og lad resten ligge!

For Martinus var det bare et spørgsmål om tid, før menneskene ville forstå hans verdensbillede og være i stand til at bruge det. Selv havde han altid masser af tid og søgte aldrig publicity:

– Det er jo ikke honningen, der skal komme til bierne. Det er bierne, der skal komme til honningen. Og de skal nok komme, når de bli'r sultne!

Selv stod han midt i evigheden, mens urene tikkede omkring ham og lidt efter lidt bragte omverdenen til at forstå hans analyser.

Sådan så han på det.