Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Et for et slipper bladene deres tag og falder til jorden. Blæsten hjælper til, og så har vi efterår. Havets bølger rejser sig i de første storme og kranses af hvide bræmmer. Hættemågerne trækker i vinterdragt og mange fugle tager på den årlige udflugt til sydens lande. Farvel sommer med varme og hededis, goddag efterår med mørke aftener og udsigt til regn og rusk.

Bag det hele ligger kræfter, som altid har tiltrukket sig menneskenes opmærksomhed. Man har taget varsler, set jærtegn og i vore dage lavet målinger, tegnet kurver og forbundet punkter, som i virkeligheden ikke eksisterer endnu. Man har kigget på havstrømme, aflæst termometre, seismografer osv. – beregnet og lavet prognoser.

Der er noget mystisk, undertiden truende ved disse naturkræfter, som f.eks. kan finde på at åbenbare sig i voldsomt vejrskifte, jordskælv, lavine, vulkanudbrud og syndflod. De afslører sig først, når processen er i gang. Men før den tid? – Så er der kun bevidstheden om disse kræfter, forestillingen om magter, der ligger på spring og venter på en god lejlighed til at vise deres sande ansigt. Ja, sådan er naturen. Den er som et levende væsen på godt og ondt.

Nøjagtig på den måde betragter naturfolkene deres omgivelser. For disse folk drejer det sig tilmed om personlige magter, som de har pligt til at styre på rette vis gennem rituelle handlinger og tabuer. Ignorerer de dette ansvar, ender verden i kaos.

En tilsvarende situation er i dette århundredes sidste halvdel opstået for os kulturmennesker. Vi har overtrådt nogle "tabuer", og der er opstået huller i ozonlaget, regnen er blevet forsuret og grundvandet forurenet. "Pas på", siger kloden, "tænk jer om, gør noget ved det!" Et stort, levende væsen synes pludselig at have fået mæle.

Eller hvad? En engelsk forsker, Jim Lovelock, viste for få år siden, at kloden i mangt og meget opfører sig som et levende væsen. Men selvfølgelig er det ikke ensbetydende med, at den også er det. Andre forskere har været mere dristige i deres konklusioner. Men lad os lytte til Martinus. Hans kilde er ikke naturfolkenes instinktive opfattelse, men udspringer af en intuitiv forståelse, som vi selv er på vej til at opnå. Det sker den dag, vi lærer at beherske vore egne naturkræfter. Det fortæller han om i sin artikel på de næste sider.

Alle kender disse kræfter. Der findes en hel videnskab, psykologien, til at sætte ord på dem. Men at beherske dem, det er temaet for dette nummer af Kosmos, der specielt giver praktiske tips om håb og skuffelse (Søren Olsen), træning og selvkontrol (Laila Falch-Nielsen) samt om en duelighedstest (Ingvar H. Nielsen). Endvidere fortsætter Hans Oldhage sin serie om Martinus kosmologi. Fra ex-Jugoslavien og Klint er der hilsener. Godt stof til mørke aftener, hvor efteråret banker på døren.