Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Idet jeg indsender følgende til "Kosmos", indser jeg – og bebrejder mig selv, – at det falder noget for meget i Prædikenform og er blevet, hvad man i Teologien kalder en Apologi, et Forsvar; i dette Tilfælde et Forsvar for noget, der i og for sig intet Forsvar kræver, da det ifølge sin Natur forsvarer sig selv.

Al den Forklaring, der behøves, findes desuden allerede i "Livets Bog" Stk. 123, 194–204 og 38–41. Men jeg har truffet flere Læsere af Bladet, der endnu ikke har læst "Livets Bog", – eller ikke har læst den grundigt; og iøvrigt i Betragtning af Menneskets Forskelligartethed kunde det tænkes, at maaske en og anden kunde finde sit Springbrædt i følgende sammenflikkede Betragtninger og Citater. Her tænkes paa dem, der kun kender Skolebøgernes og Præstens Religionsfremstilling og som, selv om de har forladt Troen paa denne efter Bogstaven, søger tilbage til selve Bibelen eller til Medmenneskers Tanker og Erfaringer.

Der er jo ikke faa, der bærer paa en levende religiøs Trang til at faa deres Tænke- og Skelneevne taget i Brug, men føler sig som i Dødvande, fordi Grundlaget for den Gruppe Mennesker dog er at starte paa den Forudsætning, de har i visse Felter fra deres hidtidige Tro og Viden (Væsenstyper fra Gruppe A. 2. Kategori, beskrevet i Livets Bog, dels under 1. dels under 4. Afd.). Det er navnlig – vistnok – fra de allersidste, naar de har hørt Martinus eller en Gengivelse af hans Lære, at første Spørgsmaal lyder: "Hvordan ved han det?".

Spørgsmaalet røber to Forhold, nemlig, at Spørgeren – uanset om han mener sig indforstaaet med Udviklingslæren – dog ikke regner med, at denne gælder ogsaa for det aandelige Livs Omraader; tillige at han ikke regner med de aandelige Kræfter som skabende eller omskabende, d. v. s. som mentalt ændrende Faktorer.

Det er den urgamle Forestilling om det guddommeliges Begrænsning i en personlig Gud kontra Menneskets Begrænsning i det zoologisk menneskelige. Hertil Forestillingen om, at dette Svælg kun een Gang for alle Tider er overskredet i Jesu Person, endskønt hans Forkyndelse som Hovedsag henviste til, at den Mulighed laa alle til Del.

Den folkelige Opfattelse om det umulige i en Forening af eller Korrespondance mellem det guddommelige og det menneskelige er imidlertid slet ingen teologisk Dogme. Tværtimod! Professor H. N. Clausen har herom bl. a. skrevet: "Det gælder om at fastholde det menneskelige og det guddommelige som uadskillelige og at forene dem i Begrebet af en Gennemtrængen af det menneskelige med det guddommelige, hvorved den menneskelige Begrænsning ikke bliver unaturligt ophævet, men paa aandelig Vis saaledes paavirket og ledet, at den ikke træder op som Aabenbaringsindholdets sande og kraftige Meddelelse".

Biskop H. Martensen nærmer sig samme Tanke i følgende Ord: "Inspiration er Guds Aands Indgang i Menneskets Aand til at begrunde en blivende Forening, og den er derfor det tilsvarende til Inkarnationens Under". Samme Aandsevolution definerer Martensen som "Aandens fortsatte Meddelelse gennem den fortsatte Frihedsudvikling og Bevidsthedsudvikling". Man lægger Mærke til hvor inderligt nøje Martensen sammenknytter Begreberne Guds Aand og Psykologi.

Disse to Citater er taget fra B. Paludan-Müllers Bog "Den prophetiske Inspiration" (1872), og henvisende til de samme skriver B. P.-M.: "Forudsat, at vi er skabt i Guds Billede og indblæst guddommelig Livsaande, kan Mennesket ogsaa fremdeles blive udkaaret til at modtage en ny Beaandelse af den samme Aand, som var fra Begyndelsen; heri ligger da ogsaa, at enhver, som ejer Gudbilledligheden, kan blive Organ for Aandens Aabenbarelse i Verden – og ejer den almindelige Mulighed og første Betingelse for at blive Aandens Organ ogsaa i særlig Forstand". Her vil maaske dogmatiske Bibellæsere indvende, at "Syndefaldet" og deraf følgende "Arvesynd" har diskvalificeret Mennesket. Men hvorledes da med de store, stærkt inspirerede Skikkelser fra Moses gennem Rækken af Profeter til Døberen Johannes? Mænd, om hvem den hellige Skrift selv siger, at "Guds Ord kom til dem", eller "lød" til dem; at de "raabte ved Herrens Ord" eller "Herrens Ord kom til dem i et mægtigt Syn". Stod disse Mænd under "Frafaldet" i dogmatisk Forstand, hvorledes da forklare deres saa tydeligt udtalte Bevidsthed som guddommelig Korrespondance; hvorledes da forklare deres Forudseende og Forudsigelser om metafysiske og jordiske Begivenheder, som senere blev historiske, eller forklare deres intuitive Indblik, hvortil selv det nye Testamente henviser Blad for Blad for at støtte sig autoritativt? At her er Tale om en vedvarende Tilstand og ikke om en øjeblikkelig Ekstase eller Fanatikers Feberdrømme bevises af, at en Profet i en Række af Aar ogsaa kunde optræde som sit Folks besindede og overlegent kloge moralske Raadgiver.

Indrømmes saa ogsaa dette, indvendes der maaske, at dette ikke beviser Muligheden af den hele Menneskeheds endelige Opløften i en saadan Inspirations eller Aabenbaringens Sfære; ja, end ikke nogen enkelt Gentagelse i Nutiden. Man vil nok gaa med til, at "de hellige Mænd" talte Guds Ord og har været Redskaber for den Helligaand, men at saadant ikke hører vor Tid til! Der menes at "Religionen" derved har haft sin Forberedelsestid og derefter – med Profetiernes Fuldbyrdelse – sin definitive Indstiftelse. Men alligevel, at trods Kristi og Pauli Ord Menneskeheden er saa ussel, at der intet kan fuldkommes i den.

Lige til Bibelens Slutning tales der gentagne Gange om "Guds Søns Erkendelse til Mands Modenhed", om "den fuldvisse Indsigts hele Rigdom", om Opklaring af og Belæring om Ting, som endnu ikke kunde "bæres", om Helligaandens Talsmand, om det nye Riges Komme o. s. fr., en Række Hentydninger til en udover angiven Tid vedvarende Skaben, Forvandling og Aabenbarelse ved, med og igennem Mennesket. Den Apostel, hvis Ord alle Kirkefolk i overvejende Grad benytter som Vejledning, skrev til en Menighed af ganske almindelige Mennesker: "Vide I ikke, at I er Guds Tempel, og at Guds Aand bor i Eder?" – Men det synes at vække ringe Eftertanke. Eller man gaar til den modsatte Yderlighed og forventer Apokalypsens Syn; ja endog dens Sprogbilleder bogstaveligt opfyldt – paa een Nat!

Men at stille "Guds Riges" Vækst i historisk Lys, at stille Profeterne og Verdensgenløserne i Historiens og Udviklingens Perspektiv, er det som om man ikke evner eller ikke vover. Og dog var det disse Skikkelsers Stilling paa hver sit bestemte Sted i Slægtens historiske Udvikling, der gjorde dem til det, de var, betydningsmæssigt.

Vilde noget være rimeligere, end at den menneskelige Aands Evner, – ogsaa netop i Kraft af den ved Jesus Kristus givne Rensning, Stimulering og Løftelse – lige saa vel som tidligere indebærer Muligheden for at hæve sig mod guddommelig Bevidsthed eller, om man vil, tjene denne som Modtager og Transformator? Hvor meget, der er guddommeligt, og hvor meget, der er menneskeligt, er jo et ganske ørkesløst Spørgsmaal. Det er det religiøse Livs Inderlighed, Renhed og Styrke, der former Budskabet og gør det til "Guds Ord", og de samme tre Faktorers Relation til Totalkvaliteten i "Verden", paa samme Tid, der vil bestemme, om der formes et nyt Guds Ord.

Men giver da ikke vor Tids verdslige Foreteelser (hvis Aarsag dog er aandelige som al Kraft og alle Bevæggrunde er det) god Grund til logisk at antage, at Helligaandens Gerning fremdeles har Mulighed og "Mission" nu – – og i uendelig Tid? Eller var Lignelserne for to Aartusinder siden om Sennepskornet, om Surdejgen, om de betroede Talenter, kun Tale om midlertidige Ting? Var ogsaa Menneskesønnens Vidnesbyrd om sin guddommelige Fader en midlertidig Sandhed, en kun subjektiv Sandhed?

Er ikke Skaberen en evig Skaber? Og Sædemanden ikke en evig Sædemand?

"Noget faldt i god Jord – – –"

Den gode Jord er ikke blot den næringsrige, men den beredte; i aandelig Mening Udviklingsgraden, Bevidsthedslejet.

Det er sagt: "Sandheden skal frigøre Eder". Derfor søger ogsaa Alverden efter "Sandheden", helst en fiks og færdig, en afrundet letfattelig, i Form af en Religion.

Men den, der har en levende Sjæl, behøver ingen Religion. (Citat af Th. Carlyle). Og vokser ikke alt levende? Er ikke Udviklingen og Metamorfoserne alt levendes Særkendetegn? Ligesaa for Aanden: Himmeriges Rige, det guddommelige inkarneret i det menneskelige, Sennepskornet, Surdejgen, Talentet. Kun – som Kingo skrev –: her maa ties, her maa bies. Ventes og, som Lignelserne antyder: trofast arbejdes. Men med Vækst og Arbejde i evangelisk Mening er der jo tænkt paa det aandelige Omraade. Dette er for Masser af Mennesker "lukket Land" eller "mørk Tale", fordi Aandsarbejde og aandelig Vækst for saa mange ikke er naaet til at blive en personligt erfaret Oplevelse eller følt Kendsgerning og Virkelighed.

Hertil endnu et Par Forhold: Alle synlige Fremskridt i den nulevende Slægts Levetid synes udelukkende at bunde i Videnskab og deraf følgende Teknik med deraf opstaaede nye Erhvervsformer og Levevilkaar. Mere kan jo ikke overskues af et Nutidsmenneske ved almindelig Synsmaade. Dernæst indsnævrer samme Betragtning Nutidsmenneskets Interessefelt til at lade al Fortidens Religions- og Kulturhistorie, ja, al Menneskehedens Aandshistorie ude; f. Eks. det Forhold, at al Videnskabs Søgen fra Tidernes Morgen og indtil for 100 à 200 Aar siden var en Søgen efter at finde den kosmiske Orientering, den guddommelige Ordning, altsaa har haft det religiøse som Drivfjeder og det filosofiske og logiske som Ledetraad og Indication.

Intet Under da, at i Teknikkens og Forretningsaandens Aarhundrede kun faa kan gaa ind paa den Tanke, at det skulde være noget Menneske givet (d. v. s. muligt at have erhvervet sig) okkult Indsigt og være inspirativt eller intuitivt modtagelig (sansende). Man tvivler m. a. O. om Muligheden for nye Aabenbaringer; men regner kun med, hvad Videnskaben kan forme i Materie. Overfor Fænomener som Begavelse, Vidunderbørn, o. l. giver Arvelighedsforskningen og Psykologien blankt op; nærmest tilbøjelig til at "benægte Faktum". Sæden falder her paa "Stengrund".

Samtidig er der Tusinder af Mennesker, der kæmper "Jakobs Kamp" under dens Devise: "Jeg slipper dig ikke". Gerner Larsson plejer at sige: "Den, der som den Druknende kommer op til Overfladen for at snappe efter Luft". Det er de isolerede Enere, skuffet i sin Gudsopfattelse og sin Mennesketillid, men med en sandhedssøgende, levende Sjæl, søgende voksende mod "Sandheden, som skal frigøre". Et Sædekorn er faldet blandt "Torne og Tidsler", i og for sig ikke i den daarligste Jordbund, men overskygget af Traditions- og Vanetænknings frodige Tidsler, det materialistisk- merkantilistiske Krats fangende Net.

En "Dag" før man aner det, snapper hele Verden efter Luft – – –. Mærkeligt, at i Læren om "det evige Liv" er anvendt et Udtryk som "Tidens Fylde". Kan nogen, ogsaa den, der tager Skriften alvorligt og saavidt muligt bogstaveligt, tænke sig dette Udtryk ment som et Begivenhedshøjdepunkt i Tiden eller Evigheden? Et saadant sprogligt Udtryk lig med "Tiden er inde" eller "Tiden er nu til, at dette eller hint maa ske", passer hver Gang Verdensbegivenhederne, bag hvilke jo ligger en tilsvarende Mentalitet, har skruet sig sammen i en Situation, der gør Tiden (Forholdene) moden til Mutation, d. v. s. pludseligt Fremspiring af noget Nyt. Da er det hele Verden, der "snapper efter Luft" (Sammenlign Livets Bog Side 41–44).

At en Opfattelse i Traad hermed slet ikke var fremmed for Aposteltiden eller for enhver af Kirkens senere Tjenere er noget, der kunde samles mange Beviser for. I "Den prophetiske Inspiration" skriver B. Paludan Müller bl. a.: "Skulde det store Frafald, som i vore Dage rører sig saa kraftigt, maaske betyde, at Tiden er nær, da ogsaa de senere Profeters Gerning løftet op i Christendommens højere Sfære, staar i Begreb med at vende tilbage?" Og angaaende den rent menneskelige Mulighed og Brugbarhed siger han videre: "De overordentlige Vidnesbyrd kan vistnok ikke paa nogen Maade "videnskabeligt" forklares; men vi staar her Ansigt til Ansigt med det Punkt i den menneskelige Personligheds Udvikling, hvor det aandeligt selvbevidste, tankeklare Liv bliver til, fødes ud af. Sjælens dunkle Grund som et bestemt afgrænset og fastsat Aandsindhold, hvis Tilblivelse skyldes Vekselvirkning mellem det Subjektive og Objektive, mellem den levende, sig aabenbarende Personlighed og det udefra givne. Er det ikke saaledes, at al menneskelig Aandsudvikling foregaar? Hvorfor skal vi da i vor Forestilling opstille den falske Sætning, at Menneskets Aand i sig selv indeholder en absolut og uoverstigelig Begrænsning? Men vistnok! Naar det om Sjælens Anelser og Forsøg paa at løfte Sløret i Regelen og sædvanligt gælder: Børnene er komne til Fødsel, men der er ingen Kraft til at føde (Es. 37.3), saa er det netop den gudbeaandede Personligheds Mærke, at den har faaet Kraft til at føde de Forventningens og Forhaabningens Børn, der bæres under Hjertet af os alle".

I Bogen "Aabenbaring og Inspiration", 1913, skriver Henry Ussing (henvisende til den af de to Retninger af Bibelkritiken, som Bogen viser, at han accepterer): "Efter Retningens Grundsprog kan man ikke begynde fra Skriftens guddommelige Side. Dette anses jo netop for den gamle Læres Grundfejl. Man maa gaa ud fra Skriftens menneskelige Side og saa (ad Induktionens Vej) søge at naa op til det, man søger. Ud herfra forstaar man da Inspirationen i Lighed med al anden menneskelig Genialitet. Mennesker med en friere og renere ethisk-religiøs Sans naar gennem personlig Selvfordybelse ind til Forstaaelse af Guds Væsen, d. v. s. hans Forhold til Menneskene og hans Krav til dem, som for deres laverestaaende Samtid maa blive en Aabenbaring. De er selvfølgelig Børn af deres Tid og i hele deres Tankegang bestemt ved den, ja ogsaa i Opfattelse af de ethisk-religiøse Skatte, de er naaet ind til, er de præget af deres Begrænsning, men de har noget nyt at bringe, der udspringer fra det religiøse Livs inderste Kilder, – altsaa naar man tror paa en levende Gud, fra en aandelig Berøring med ham, ja fra en Art Meddelelse fra ham, som gennem disse Redskaber vil drage Slægten til sig". Senere, samme Bog Side 60: "Grundlaget for Inspiration er et personligt Gudsforhold. Men et saadant, ikke blot religiøs Trang til Gud og Tanker om Gud, findes kun, hvor Gud selv træder i Forhold til Mennesker. Derfor er virkelig Inspiration kun at finde indenfor den særlige Aabenbarings Omraade".

Som Fodnote hertil bemærker H. U., at det samme var Schleiermachers Grundsætning, som førte Teologien ind paa den nye Betragtning: Inspirationen er en blivende personlig Tilstand; ikke, som før opfattet, et Diktat.

Endelig, angaaende hvorvidt der i Bibelen er sagt "sidste Ord", kan her endnu citeres samme Forf. og Bog (Side 104): "Da der er en Fremskriden i Guds Opdragelse af Slægten, og fra Folkets Side først lidt efter lidt en dybere Tilegnelse af Guds Riges Værdier, er der ikke noget forunderligt i, at vi fra Ny Testamentets Stade kan se baade et og andet som forberedende, nu tilbagelagt, derfor vel lærerigt for os at forstaa Guds Tanker med de gamle, men ikke normativt guddommelig Sandhed for os." Ogsaa i Ny Testamente indrømmer han, findes vel et og andet, der nærmest maa henregnes til samme Gruppering (Side 116): "Mange og store Spørgsmaal svarer Bibelen ikke paa; de vedbliver at være aabne Spørgsmaal, fordi Gud ikke har villet meddele os mere derom (saaledes om Guds Væsen, om Livet hinsides, om de sidste Ting o. a.)".

Nej, saa sandelig langtfra! Hverken Jesus eller hans Apostle har ment at have sagt det sidste, som Menneskeheden skal vide. Mesterens sidste Tale til sine Disciple (Johs. Ev. 14-17) handler især herom. Og Paulus udtalte Gang paa Gang sin Fortrøstning til Fremtiden, til "det kommende" angaaende det Arbejde, han havde viet sit Liv, men selv var vidende (indviet) i kun var fragmentarisk (1. Korintherbrevet 13, 9-13 og 12. 1-11). Næppe noget andet Sted i Bibelen er mere tydeligt og sammentrængt forklaret, end i disse 2 Kapitler af 1. Korintherbrev, hvad Aand, Aandsviden og den højeste aandelige Evne er. – Men at det dog ikke ligger ud over, hvad ethvert Menneske har tilgode, udtrykker H. Ussing med de jævne Ord: "Gud tager Mennesker, hvor de er; han bruger den menneskelige Udviklings Midler, hvor han kan."

Det bliver da ikke Personens ydre Kendetegn, men Forkyndelsen, der bliver Kendetegnet; nøjagtigt det samme, der gjaldt for alle Bibelens Forfattere som for alle senere Aandsvidner.

Men den, der ikke har Ører at høre med, han hører ikke. Den der dømmer, han dømmer sig selv. Den, der først blev kaldet eller indbudt, bliver den sidste eller udeladt. Den sikkert staaende risikerer Faldet. For Daaren – efter Verdens Maal – kan aabenbares, hvad der er skjult for den – efter samme Maal – vise. Og Kirkens Trusler forener sig med Videnskabens Haan mod den, der ransager Guds Veje! Kirken skræmmer med Advarsler mod "falske Profeter", som om den ikke selv kendte Prøvekemikaliet: Kærlighed!

Endelig siger Deterministerne: Hvad nytter al Moral, ny eller gammel; hvad nytter ny Aandsviden og en ny Levelære, naar alt er saa automatisk virkende og forudbestemt? – Jeg tager Svaret fra en nulevende Mands Bog, nemlig Oluf Thomsens "Religiøs og biologisk Opfattelse". (Side 33): "Vi handler paa Grundlag af alt, hvad vi har og i Handlingsøjeblikket er naaet til, og Overvejelserne forud for Handlingen er den nødvendige Følge af hele den aandelige, ofte meget uensartet sammensatte Ballast, vi fører med i vort skrøbelige Fartøj". Handles der urigtigt, kunde der vel ikke have været handlet anderledes, men Sorgen, Smerten over egen Uformuenhed og dens Følger, vil ikke derfor være mindre, og netop heri ligger en Mulighed for Udvikling. Den, der er tynget, men ogsaa beriget med Erfaring gennem Oplevelser, er ikke mere den samme som forhen og vil aldrig kunne handle under samme Vilkaar som før.

Begreberne Skyld og Ansvar kommer da til at staa i en anden Belysning, men deres Realiteter bliver ikke mindre. Den enkelte vil faa en langt dybere Forstaaelse af sin egen Stilling; han vil rigtigt opfatte sig selv som en ringe, men ingenlunde betydningsløs Del af Helheden. Der er ikke Plads for en altfor højttalende Individualisme. Stillet midt i Livet med alle dets Mangfoldigheder af Ytringsformer vil han føle Ydmyghed overfor det Universe, Barmhjertighed overfor den Enkelte; Hadet vil have daarlige Betingelser for at trives. Maaske vil han blive mere tilbøjelig til at agte paa Menneskers Handlinger; og – hvad man under de foreliggende Forhold vil have Grund at vente – Skuffelsen vil ikke saa let faa Magt over ham. Han vil føle sig som et Redskab for Godt og Ondt; eller, da han er et tænkende Væsen, vel snarere som den, der har faaet et betydningsfuldt Arbejde betroet."

Det er saaledes hverken den hellige Skrift eller dens redeligste, alvorligt aandsforskende Fortolkere, der forkaster Muligheden eller Nødvendigheden af Menneskehedens fortsatte Ledelse gennem Intuition og dennes Opnaaelighed gennem en Forandring af Mentalkvaliteten.

Og ligesaa lidt er det enhver Videnskabsmand, som vil benægte, at denne Mentalitetsforandring finder Sted i Kraft af Erfaringsmassen og underlagt Udviklingens Lov, altsaa er som en fremadskridende Landvinding, en Tiltagen i aandelig Renhed og Styrke eller Klarhed og Kraft for Individet, men til Nytte for Helheden. Dette Forhold er jo netop dybeste Aarsag til Videnskabens Tilblivelse, og de fleste af dens Dyrkere har været sig dette – omend mere eller mindre – bevidst, navnligt da indtil for 100 à 200 Aar siden. – "Det guddommelige Bud, som byder Menneskene at lære, staar skrevet i Verden selv, ikke i udtrykkelige Ord, men dog tydeligt udtalt i Overensstemmelsen mellem den selv og de menneskelige Begreber og Sanser. Tillige driver dog ogsaa en vis Skæbne paa en hemmelighedsfuld Maade os Mennesker, nogle til denne, andre til hin Videnskab og forvisser dem om, at ligesom de udgør en Del af Skabningen, saaledes har de ogsaa Del i det guddommelige Forsyn." (Kepler, f. 1571). – "Tror du ikke Skriften, saa tro Erfaringen." (Linné, f. 1707).

Man møder ofte to Trospaastande, at "Guds Veje er uransagelige" og at en saadan Ransagning er syndig, navnlig ved at tage Forstanden til Hjælp. Og der er den Rigtighed deri, at paa et bestemt Trin i ethvert Individs, ethvert Samfunds, enhver Tidsalders Udvikling har det været Sandhed. Men det er taget i Brug af Kirken til Værn om dennes Læres og Magts evige Ukrænkelighed; altsaa af Katolicismen, men uantastet gaaet igennem ved Reformationen, fordi ogsaa efter denne forblev den refleksionsløse Tro Hovedsagen. – Derfor Kirkens forbitrede Kamp mod baade Videnskab og logisk Filosofi, især før, – – og tildels endnu med samme Dogme som Vaaben.

Nævnte Paastand og Betragtning udelukker ganske Evolutionens Kendsgerning baade paa biologisk og aandeligt Omraade, altsaa ogsaa den af Jesus i sine Lignelser skildrede "Himmeriges Riges" Vækst efter samme Love som Sennepsfrøets, Sædekornets, Surdejgens, Formuens (Evnens, Talentets).

Læser, du vil sige, at i foregaaende er der talt i Flæng, snart om det ganske almindelige Menneskes aandelige Udviklingsmuligheder, snart om forskellige Grader af Inspiration, Intuition o. l., snart om Væsener, der søgte Gud, og snart om Væsenet, der er ét med Faderen, men dog Menneske. – Det er der, fordi alt dette maa sés i Sammenhæng; allermindst har jeg tænkt at adskille Kategorierne ved Gradmaalstreger.

Her er kun tilsigtet at henlede Tanken paa, at det, vi plejer at kalde Menneskeaanden, i Virkeligheden har sit Hjemsted og virkelig lever og rører sig i Faderhjemmets mange Boliger. Endnu et Bevis herfor er vore Tankers og Forestillingers og disses Udtryks mange, vidt forskellige, ja, stundom tilsyneladende kontrasterende Former.

Dette sidste, der ikke alene kendes som "Strid mellem de Lærde" eller som Forskelle i de store Vises og Seeres eller endog Verdensgenløsernes Syn og Forkyndelse, maa derfor ses i baade tidshistorisk, bioevolutionistisk og aandsvidenskabeligt Perspektiv. Det er samme By, vi ser fra hvert af dens Taarne eller fra Frederiksberg Bakke, Bellahøj, Bispebjerg, Havnen eller fra Undergrundsbanen, men hvor forskelligt vilde ikke Beskrivelsen falde ud! Og næsten af tilsvarende forskellig Indstilling er Byens Indbyggeres Opfattelse af Byens Liv, Styre og Økonomi og af hver enkelts Samhørighed dermed eller Kontrastilling dertil.

Som et Afsnit for sig laa det ogsaa nær at komme ind paa endnu en Omtale af de to Grupper af Vejledere, som gennem Handling (Martyrer, Helgener) eller gennem Tænkning (Filosofer) har hævet sig betydeligt over det Almindelige; men det vilde dog være Sidespor her. Derimod er der fire Navne, som hverken Historikere, Teologer eller Psykologer kommer udenom som levende Beviser for det kosmiske Klarsyn, som Kendsgerning. De skal her nævnes i kronologisk Rækkefølge for at udelukke enhver Vurdering. Det er Jacob Böhme (1575–1624); Emanuel Swedenborg (1689–1772); Madame Blavatsky og Rudolf Steiner, begge sidstnævnte endnu levende indenfor sidste Menneskealder.

Da disse fire Aandsvidner som sagt ikke nævnes her for Klassifikations eller Vurderings Skyld, navnlig ikke paa Bekostning af hinanden og allermindst paa Bekostning af eller i Forhold til tidligere eller senere; men kun som historiske og faktiske Beviser paa kosmisk Klarsyn forbunden med og givende sig Udtryk i Aand og Etik af saa høj Rang, at end ikke Kirke eller Videnskab kan rokke derved, maa det være nok bare at henvise til, at deres overordentlige Evner paa ingen Maade bundede i enten det filosofiske eller det lærde. – Böhme var en fattig og ganske ulærd Skomager; Swedenborg ganske vist derimod en højt anset Geolog, yderligere eksamineret med høj Udmærkelse i flere andre Videnskaber, statsansat og hædret af den svenske Regering, men hans Beskrivelser af hans i fuldtvaagen og bevidst Tilstand oplevede Omgang med aandelige Væsener og klare Syn i en for andre usynlig og uhørlig Verden, bar aldrig mindste Spor af den jordiske Lærdom, han besad. Tværtimod blev det hans overordentligt mange fagvidenskabelige Værker der vandt Genialitetens Mærke gennem Swedenborgs intuitive aandelige Viden.

Det gør ikke disse fire Hovedvidner ringere (hverken som saadanne eller som Beviser for den intuitive Inspiration som Kendsgerning) at erkende, at det, de hver især bragte "Verden", havde en Tilknytning til paagældende Tider. Men absolut ikke saaledes, at Forkyndelserne var tilpassede efter Tidsforholdene eller af "Forfatterne" skrevet med et skævende Henblik paa Samtiden, derimod "et Ord i rette Tid" i den Forstand, at den mest fremskredne Part af Samtiden heri mødte en ny Impuls. Böhme og Swedenborg var begge paa sin Vis kristeligt prægede, men maa ses i Sammenhæng med Reformationen (om ogsaa de stod fjernt fra Luther), thi før den Tid vilde sikkert begge og deres Værker være blevet dømt til Baalet. Og paa lignende Maade kan man se Teosofiens og Antroposofiens Grundlæggere ikke som Følge af, men som "kaldede" i Sammenhæng med, henholdsvis den rationalistisk-materialistiske Verdensanskuelses Frembrud sidst i det 19. Aarhundrede og dennes Vigen igen for Trangen til ny Aandelighed i Begyndelsen af det 20. Aarhundrede i Form af virkelig Aandsforskning, bygget paa logisk Grundlag.

Her kan nærværende Forsøg paa et lille historisk Tilbageblik over Aandslivets Historie, saaledes som det er synligt og til at opfatte efter dets egne Manifestationer, ikke føres videre paa anden Maade end at henvise til Gerner-Larssons Bog om Martinus og til dennes eget Værk "Livets Bog".