Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/2 side 22
Kommentar
 
Det ufattelige
 
Det hænder, at Martinus ikke bliver rigtig forstået.
Enhver af hans læsere kender den situation, at man midt i en sætning siger: Hov, sådan er det nu ikke altid!
Når man så læser lidt videre, gør Martinus opmærksom på at: Sådan er det nu ikke altid.
Det sker også, at læseren føler sig fortabt. Han står foran en afgrund, hvor han godt kan se over på den anden side. Han kan bare ikke finde ud af at bruge den flotte bro, som Martinus har bygget til ham.
Hvordan kan noget være evigt, spørger læseren, når det bliver ved med at forandre sig?
Her vil en primitiv nødbro ofte være sagen: Fordi det er evigt foranderligt!
Stort postyr opstår, hvis læseren har indlevet sig stærkt og med følelse i en bestemt opfattelse. Hele hans verden synker i grus, når Martinus hævder at: Sådan er det nu ikke altid.
Det kan ikke passe, siger læseren.
Jeg har mødt mennesker, som i 50 år har lukket øjnene for noget i kosmologien, som de umuligt kunne gå med til. Heldigvis holdt de godt fast ved Martinus ord: Tag det, du kan bruge – og lad resten ligge. Det virkede.
Andre har sagt nej-tak og kvittet det hele. Enkelte har samtidig smækket med døren.
I Martinus artikel på næste side finder læseren en af disse anstødssten. Vistnok den mest berømte. I koncentreret form bringer vi den som "Månedens citat" på bagsiden.
Martinus sekretær, Erik Gerner Larsson, plejede i al hast at rigge en nødbro op, når talen kom ind på dette emne. Han kaldte den: Jordbær med fløde! Meningen var, at selv den største delikatesse kan gå hen og blive kedelig, hvis den serveres morgen, middag og aften. I dagevis, ugevis osv.
I sin artikel bygger Martinus en noget bredere bro. Folk i fjerne verdensdele, der aldrig har hørt om jordbær og fløde, vil kunne bruge den. Martinus kalder sin bro: Sult- og mættelse.
– – –
Temaet for dette nummer af Kosmos er: Det ufattelige!
Det er ufatteligt i ét menneske – Martinus – at møde så megen kærlighed. Mogens Munch gjorde det. Ole Therkelsen har været i Rusland. Man vil måske trykke bøger derovre i oplagstal, som er – ufattelige. Det er skæbnens veje også, hvilket fremgår af en historie om Abraham Lincoln. Siv Dreiwitz fortæller om udødeligheden, mens Per-Anders Hedlunds emne denne gang er "At tæmme sin vrede". Det sidste er en betingelse for at fatte noget som helst.
Ikke mindst det ufattelige.
sh