Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En af de barnlige glæder, som jeg endnu har i behold, er at cykle ud på en af de mange landevejsbroer, som på min egn krydser den nord-sydgående længdebane op gennem Østjylland. Her kan jeg sidde behageligt på min cykel med en hånd på rækværket og holde øje med togene. – Sjuumm! siger det, når et diesellokomotiv med alle sine mange hestekræfter drøner lige under mig. Slingrende følger de mange vogne efter, og snart er de ikke andet end små prikker og en rød lanterne i kurven langt borte. Stilheden sænker sig og fuglesangen høres atter.

Og dér ligger de så, de to par lysende skinner, blanke af hjulenes fart. Mine tanker følger dem ud i den store verden til eksotiske steder og spændende oplevelser. Undertiden kigger jeg også på det lille ledvogterhus, hvis tag ligger lige neden for mig. Hvad kunne det hus ikke fortælle om børn og voksne i en svunden tid, før broen blev bygget. Der har de haft deres gang, mens de hele tiden har haft klokkeslæt og bomme at passe.

Her på broen har jeg siddet, mens hededisen stod i et flimmer over skinnerne, og høstmaskiner arbejdede rundt omkring. Med en mærkelig længsel har jeg også spejdet ud ad de blanke spor på efterårsdage i det faldende mørke. Tryllebundet har jeg fulgt disse parallelle linier ud i uendeligheden, og det er, som bliver jeg ét med de blanke spor. Mit sind rækker som de ud i fremtiden, og min fortid hvisker til mig om glemte erindringer, når jeg kigger ned på det lille ledvogterhus. Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor er jeg på vej hen? Det er de evige spørgsmål, som Martinus i dette blad beskæftiger sig med. Denne gang er det julens toner, som giver navn til hans artikel.

Når jeg holder stille på min cykel ude på broen, er det i virkeligheden julens toner, jeg prøver at opfange – også i sommerens travlhed og lyse dage. De fleste af os har en rastløshed i sindet, som hænger sammen med de daglige gøremål, og ikke mindst vore forestillinger om disse gøremål. For mange er livet en galop, hvor nogle få sekunder eller minutter på selve juleaften er alt, som kan vække mistanke om en anden verden. Det er som en stue, man daglig går eller løber forbi året igennem. Man tænker ikke på at gå derind, selv om man bare behøver at gribe fat i håndtaget og skubbe døren op.

Det er julens virkelige mission at minde om denne mærkelige stue, som så sjældent får besøg. At være der i hverdagen, samtidig med at man har hoved og hænder opfyldt af praktiske ting, er vort foreløbige mål. Jeg synes, Martinus har hjulpet os godt på vej. Principperne har han fastlagt, resten må vi selv finde ud af, og gøre til en personlig oplevelse. Rigtig glædelig Jul!