Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Siden italieneren Guglielmo Marconi i 1901 sendte meddelelser over Atlanten ved hjælp af elektromagnetiske bølger, er ordet bølgelængde blevet hvermands eje. Når to mennesker ser ens på en sag, er de på bølgelængde med hinanden.

I radiofoniens barndom sad man og skruede på en lille knap, indtil man fandt den tale eller musik, man ville høre. Og i vore dage må man også af og til ligesom skrue på et eller andet inde i sig selv, for at komme på bølgelængde med et andet menneske. Det kan godt knibe engang imellem, men hvis man ud af sin erindring kan hente et billede af sig selv, hvor man var i en tilsvarende situation som det menneske, man står over for, så går det nemmere. Derfor er det slet ikke så tosset at blive ældre og få nogle erfaringer.

Imidlertid kan man sabotere sin evne til at komme på bølgelængde med andre. Man kan låse sin knap fast på et bestemt område. Det kommer man ud for, hvis man f.eks. går og bekymrer sig om et eller andet. Så kan det ske, at man indstiller mere og mere på denne bølgelængde, og til sidst er opmærksomheden bundet så meget til den, at man ikke kan komme i kontakt med noget andet. Sådan kan det også gå, hvis man bliver irriteret. Tankerne strømmer ind i et snævert område og trækker alle andre tanker med sig. Det kan være det dejligste forårsvejr med solskin og fuglesang, men man er blændet af sin vrede. Det er ligesom man slår gnister, og så kortslutter både ens sender og modtager.

I sin artikel på næste side beretter Martinus om udviklingen fra plante via dyr og menneske frem til et endnu højere stadium. Denne udvikling kan opfattes som noget rent fysisk, men den kan også ses som en udvikling af bevidsthed, en evne til at indstille på det videst mulige område af bølgelængder. Her er planter og dyr bundet til ganske bestemte kanaler, mens humane mennesker spænder vidt. Der er en storslåethed og en largesse over deres natur. De har en kolossal indføling med andre levende væsener, de hænger sig ikke i småtterier og bliver ikke fornærmede.

I sin artikel kommer Martinus også ind på, at sygdomme kan helbredes ved brug af tanker. Dette synspunkt følger Per-Anders Hedlund op i sin artikel: At tænke sig rask, mens Walter Christiansen koncentrerer sig om en anden synsvinkel i Martinus artikel, nemlig kærlighed og favorisering. Christina Mattsson tegner i novelleform et muntert billede af fremtiden set med nutidens øjne. Endelig rummer dette nummer også et lille glimt fra en svunden tid: Dagen efter regn...

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så handler dette nummer om bølgelængder og indbyrdes kommunikation.