Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I sidste nummer af Kosmos fortalte Knud Højgaard om Martinus første sekretær Erik Gerner Larsson (forkortet EGL) og året 1933, hvor hans første Martinus-bog udkom. Nu skal vi høre mere om 1933 og tiden der fulgte...

 

Mange af sagens interesserede, vel især de ældre, er sikkert bekendt med, at EGL har skrevet den i sidste nummer af Kosmos omtalte Martinus-bog, eller de kender dens 1945-pendant (se oversigten over EGL's forfatterskab sidst i artiklen). Måske er knap så mange opmærksomme på, at EGL i 1933 fik udgivet endnu en bog, nemlig den i indledningen nævnte digtsamling "Fremtidens Land". Her bogens data:

Larsson, Erik Gerner

Fremtidens Land: digte. – Kbh.: Axel Andersens Forlag, 1933. – 71 sider.

På omslaget: Mesteren, læreren og vennen MARTINUS tilegnet.

 

 

I det følgende vil jeg bringe en kort omtale af EGL's digtsamling. Det er ikke hensigten at give en litterær vurdering af digtene og deres kvalitet. Som antydet i artiklens overskrift: det er digtsamlingens titel, der her er det centrale. Indtil nu har vi set på datiden, på året 1933; men her ser vi, at EGL i digtform gør sig overvejelser over, hvad fremtiden vil bringe. Han kunne selv "følge fremtiden", og dermed sagens udvikling, i de næste 40 år, frem til sin død i 1973. Nu i 1993, 20 år senere, kan vi så gøre os vore overvejelser over, hvordan fremtidens land 1993, vor nutid, ser ud. Har udviklingen i de forløbne 60 år været, som man kunne forvente? – som man kunne ønske? – og hvad vil vor fremtid bringe? Vanskelige spørgsmål, men lad os nu begynde med ganske kort at se på EGL's digtsamling og dens tanker om fremtiden.

Digtene er delt i to grupper. Den første har betegnelsen "Blandede Digte", og den anden kaldes "Kosmiske Digte". De blandede digte står hovedsageligt for nutiden, altså 1933, og handler for de flestes vedkommende om forelskelse og kærlighed, eller giver (natur)stemningsbilleder.

Gruppen "Kosmiske Digte" begynder med et digt, som blot kaldes "Indledning". Han taler om den nye slægt, der vokser frem, en slægt, "der ikke hylder brand og bål men retfærdshånd på steder, hvor nu magten råder". De sidste fire linier lyder således (hele dette markante digt blev i øvrigt bragt i Kosmos 1984/8):

Endt er vor klodes mørketid,
en kosmisk sol påny sig over jorden hvælver,
en ny kultur blir langsomt født, –
i dødens krampe nu den gamle verden skælver.

Selve titeldigtet "Fremtidens Land" er mere poetisk end konkret; det skildrer den indre, religiøse trang, der giver os længsler mod og håb for fremtiden. – Flere andre digte kunne selvfølgelig nævnes, men af pladshensyn vil jeg slutte her, idet det omtalte indledningsdigt dækker den i artiklen anlagte synsvinkel meget godt.

Jeg vil nu vende mig mod fremtiden, Erik Gerner Larssons – og vor. Som nævnt kunne EGL deltage i og følge sagens udvikling i endnu 40 år. Han skrev mange artikler i Kosmos (foruden talrige "kontaktbreve"), og på basis af disse artikler kan man danne sig et billede af, hvordan han vurderede sagens udvikling. – Nu vil nogle nok her spørge, hvordan Martinus selv så på udviklingen, på sin sags fremtid? I al korthed: spørgsmålet bekymrede ham ikke meget. EGL anfører i "Martinus – som vi husker ham" (i det følgende: M2) på side 56: "Han vidste, at han skulle bringe menneskeheden dette nye verdensbillede. Men hvordan menneskeheden ville modtage det, var ikke hans sag". Benjamin Saxe skriver: "Martinus har flere gange udtalt, at han i virkeligheden ikke skrev for sin samtid, men for de kommende generationer ... Personligt er jeg ikke i tvivl om, at først fremtidens mennesker vil være i stand til at se ham som den åndelige fornyer, han i kraft af sine værker er" (M2 s. 81).

Nu tilbage til EGL. Årene 1932 og 1933 blev, som det er fremgået, særdeles bemærkelsesværdige år i sagens udvikling. Alligevel blev Livets Bog 1 "... ikke straks den "bestseller", som jeg ikke var ene om at forvente" (EGL i M2 s.55). Sagen vokser dog. Kosmos Feriekoloni opstår (som tidligere omtalt) og trives; men ude i Europa trækker tordenskyerne sammen, og Danmark må gennemleve fem års tysk besættelse 1940-45. Dette vanskeliggør naturligvis på mange måder arbejdet; men EGL opretter i 1941 korrespondanceafdelingen, der udsender breve med opgaver i kosmologien. Dermed er problemerne for studiekredsene afhjulpet!

Besættelsen får omsider en ende, og arbejdet normaliseres efterhånden igen. I Kosmos 1947/8 skriver EGL en artikel "Næste etape!". Han gør først status over sagens stade og spørger dernæst: "Skal væksten i Martinus arbejde følge de linier, vi hidtil har set, eller vil der indtræffe betydningsfulde ændringer?". EGL mener, at det vil der; sagen står foran en vækst ud over landets grænser. Dette vil selvfølgelig forudsætte, at der findes fremmedsproget studiemateriale. EGL er i gang med at udarbejde et omfattende kursusmateriale (se oversigten over hans forfatterskab), og det skal oversættes til svensk, engelsk og esperanto. Studiegrupper vil så kunne dannes over hele verden, og der vil kunne blive international undervisning i Kosmos Ferieby; endvidere vil Kosmos kunne udkomme også i fremmedsprogede udgaver. "Som man vil se, udgør de her afdækkede planer en ny etape i sagens liv".

I Kosmos 1951/3 ser EGL, i artiklen "30 år efter –", mere langsigtet og/eller overordnet på udviklingen. Det er uden betydning, hvad mennesker i dag mener om Martinus arbejde, for det er hævet over timelighed. Det vil bestå og vil i sin "egen tid" fuldbyrde det, som var dets bestemmelse. – I 1953/7 ser EGL igen på den faktiske udvikling. Der er god gang i kontakterne til udlandet, og "på mange områder mærker vi nu, at "tøbruddet" er i gang, og at drømme, vi engang drømte, står foran deres opfyldelse".

Midt i og sidst i 50'erne er EGL på én gang aktiv, optimistisk – og realistisk. Det realistiske ser vi afspejlet i Kosmos' årsskrift 1956 (1955-67 udkom Kosmos kun som årsskrift; til gengæld udsendtes hyppigt kontaktbreve), hvor EGL skriver: "Vi som lever i dag, vil næppe opleve andet end at se verdensbilledet blive skabt og se dets første svage rodfæstning i vor verden ... fremtidens menneske ... vil tilegne sig det". Det aktive fremgår (årsskrift 1958 og 59) af, at EGL i et par perioder er i Indien, hvor han arbejder med at oprette studiegrupper, og hvor han sideløbende hermed udsender engelsksprogede kontaktbreve. I Kosmos 1986/7 bringes (fra årsskrift 1958) uddrag af EGL's rejsebreve fra Indien november 1957. EGL skriver blandt andet, fra et besøg på det sted, hvor Buddha oplevede den store fødsel, om de overvejelser, dette besøg gav anledning til. Især spekulerer han over, "hvor lang tid der vil gå, før det, som er hændt i vort land, vil kaste de samme lysbølger ud over verden, som det budskab har kastet, der var udgået fra den plet, hvor jeg nu sad ... jeg følte ... at det vil sætte sin blomst ... nøjagtig til den tid, det er forsynets bestemmelse. Men jeg følte også, at det budskab, jeg så brændende bar i mit hjerte, nok skulle vide at bane sig vej, og at jeg ikke ville vende tilbage, uden at den mission, min rejse i sig selv var et udtryk for, ville være lykkedes". – Her var så det optimistiske!

Det viser sig dog, at sådan skal det ikke gå. Arbejdet i Indien er fysisk overordentlig krævende, og EGL må igen koncentrere sig om indsatsen i det hjemlige. Her har Kosmos Ferieby stadig hans store interesse. I Kosmos 1969/9 (fra og med 1969 udkommer bladet igen som tidligere) slutter EGL en artikel om feriebyen med at komme ind på fremtiden i Klint. Hans hensigt er, at han vil anvende sidste afsnit af sit "nuværende liv" til udbygningen af den skole i livskunst, han som ung drømte om. Martinus verdensbillede er EGL's livsfundament, men målet er nu for EGL en skole ikke alene i Martinus kosmologi; EGL har også fundet "uundværlige teorier" i andre åndelige bevægelser. Men først og sidst skal feriebyen være et næstekærlighedens hjemsted.

Vi kan kun gisne om, hvordan Martinus (i det følgende: M) selv og andre i bevægelsen har set på denne artikel. I dag vil vi nok alle mene, at der i Martinus Center udelukkende skal undervises i M's kosmologi. Af Love af 25. maj 1982 for Martinus Åndsvidenskabelig Institut fremgår da også, at undervisningen udelukkende skal ske i og ud fra Martinus kosmologi.

EGL's helbred er nu vaklende, og han skriver ikke meget mere (selv om Instituttet får forespørgsler med ønske om flere EGL-artikler). Nogle få artikler bliver det dog endnu til, og så sent som i 1972, året før sin død, holder EGL stadig foredrag i feriebyen.

Vi ved ikke, om EGL i sine sidste år og i sit inderste jeg måtte opleve en vis skuffelse over sagens "opbremsning" først i 1960'erne. Han havde i hvert fald måttet sande sine egne ord fra "Fremtidens Land" i 1933 om, at "en ny kultur blir langsomt født" (min understregning). Udadtil havde han (også) i sine sidste år været vidne til, at hans ord "i dødens krampe nu den gamle verden skælver" havde bevaret deres aktualitet (Sovjetunionens nedkæmpelse af "det tjekkoslovakiske forår" i 1968 – og USA's ulyksalige og stadig stigende involvering i Vietnamkrigen sidst i 60'erne og først i 70'erne). Men han havde set, at "en kosmisk sol på ny sig over jorden hvælver", og at "vor klodes mørketid" dermed i princippet er ovre.

Tyve år er nu forløbet, siden Erik Gerner Larsson måtte slutte sit virke i sagens tjeneste. Mange af bladets læsere vil have disse to årtier i klar erindring, og alle vil selvfølgelig have et indtryk af, hvordan sagens situation er netop nu, 60 år efter, at EGL i digtform gjorde sig tanker om "Fremtidens Land". I sin artikel i Kosmos 1947/8 (omtalt tidligere) forudså han, mere konkret, international undervisning i Klint, fremmedsprogede udgaver af Kosmos samt oprettelse af studiegrupper i udlandet. I hans egen tid blev det ikke, selv om han gjorde sit bedste for at realisere ideerne.

I dag ser vi, at den internationale undervisning er etableret i Klint, og at Kosmos udkommer også på svensk, engelsk, tysk og hollandsk. Hvad studiegrupper i udlandet angår, er situationen nok ret vanskelig at bedømme. Det nødvendige basismateriale er ved at være til rådighed, således at forstå, at oversættelsesarbejdet er godt i gang, selv om der selvfølgelig endnu mangler meget. Alligevel synes det endnu at være meget vanskeligt at grundfæste arbejdet med studiegrupperne. I Kosmos 1988/8 skriver Hans Sonne, i artiklen "Intet hastværk", om sine forsøg på at vække opmærksomhed om sagen i det fjerne udland. Han må konstatere, at selv om det ikke er sådan, at der ikke er lydhørhed, så ser det alligevel ud til, at tiden endnu ikke er moden. Tilsyneladende paradoksalt mener Sonne, at den voksende indflydelse fra den nye verdensimpuls betyder, "at det behov, som Martinus selvoplevede der var i Danmark for hans kosmiske analyser fra 1930'erne, er i færd med at blive mættet". Hans argument er, at nutidens søgende mennesker (i den engelsktalende verden) allerede har adgang til et stort og stadigt voksende udbud af åndelig "føde". At denne føde så ikke altid er lige lødig, er en anden sag.

Med andre ord: der findes, til forskel fra i 1930'erne, i dag et stort og stadigt voksende udvalg af "alternative" bøger. Det gælder i såvel den engelsktalende verden som i Danmark; ja, vel efterhånden næsten overalt. Eksempel: den amerikanske læge Raymond Moodys populære, men seriøse bøger. Hans første bog "Livet efter livet" (om nær-død-oplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser), blev i øvrigt udførligt anmeldt af Sv.Å. Rossen i Kosmos 1977/5. – Disse "alternative" bøger giver ganske vist ikke nogen regulær forklaring på fænomenerne; den må man til Martinus åndsvidenskab for at finde! men de dækker indtil videre i høj grad det voksende behov for materiale til belysning af disse emner.

Tilbage til Sonnes artikel. Han konkluderer, at åndsvidenskaben "først rigtigt vil se dagens lys, når mørket her på jorden har kulmineret" – og slutter artiklen således: "Jeg tror "sagens" fornemste opgave på nuværende tidspunkt er at leve de kosmiske analyser og dermed at vise deres sande frugter".

Et af udsagnene fra Sonnes konklusion må belyses nøjere. Han anfører, at mørket her på jorden endnu ikke har kulmineret – selv om indflydelsen fra den nye verdensimpuls er voksende. Ser man på forholdene ude i den store verden, kunne man egentlig godt få det indtryk, at den nye verdensimpuls er slået afgørende igennem inden for de sidste 5-8 år. Man kunne yderligere fristes til at personificere den i en Mikhail Gorbatjovs skikkelse. Han var den supermagtsleder, der, i den korte periode fra sin fremtræden som leder af Sovjetunionen i 1985 til sin tilbagetræden seks år senere, udvirkede og/eller kanaliserede de næsten utrolige udviklinger, vi i dette korte tidsrum blev vidner til: kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionen (at vi så alligevel engang, ret forstået, vil nå frem til en ideel kommunisme eller socialisme er en anden sag, som man kan læse om i Livets Bog 1, kapitel 4), samt genforeningen af det delte Tyskland. Helt afgørende indebar dette, at den hidtidige så faretruende supermagtskonfrontation synes at være fortid nu. At denne meget pludselige og positive udvikling så også har medført nogle "kramper" i form af opløsningstendenser og (borger)krige i udkantområderne kan ikke forrykke hovedindtrykket, der er, at en hidtil næsten utænkelig ændring til det bedre er indtruffet.

Man kunne således være fristet til at mene, at Sonne må være galt afmarcheret, når han anfører, at mørket endnu ikke har kulmineret. Dog, Martinus har peget på, at der vil komme endnu en trængselstid, den sidste. Mogens Møller nævner (Kosmos 1977/4), at M har givet udtryk for, at slutningen af dette og begyndelsen af næste århundrede vil være en krisetid, hvor en gammel verden går under, og en ny er ved at fødes. Men M har også sagt, at det ikke betyder jordens undergang og menneskehedens udslettelse. Sv. Å. Rossen anfører (1981/6), at M mange steder har skrevet herom og nævner videre, at lidelseserfaringerne fra den nuværende og/eller kommende ragnaroksperiode vil skabe et dybtfølt ønske om et nyt samfund, som er baseret på retfærdighed, uselviskhed og indbyrdes kærlighed.

Også den i min artikel tidligere omtalte Nostradamus har spået om et verdensopgør – der er blevet tolket sådan, at det skal finde sted lige ved årtusindskiftet. Endelig ved vi jo fra Det Nye Testamente, at Jesus advarer os om, at der skal komme en sidste "stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu" (Matt.24 v.21).

Hvorledes skal sagens interesserede så reagere på alt dette? Det tjener nok ikke noget formål at spekulere for meget over eventuelle kommende trængselstider, eller over hvor omfattende de i givet fald bliver. Livet må gå videre uden hensyn til, hvad fremtiden vil bringe, og vi bør derfor også uanfægtet virke for sagen, uanset om der så eventuelt skal noget ekstraordinært til, før den kan slå afgørende igennem.

Et sådant syn på situationen synes også Per Bruus-Jensen at have (PBJ var i en periode personlig elev af Martinus. Han har skrevet adskillige bøger om M's lære). Han giver i Kosmos 1990/7-8 i artiklen "Arven efter Martinus" en tankevækkende redegørelse for sin opfattelse af sagens udvikling, idet han baserer sig på sine samtaler med Martinus derom. PBJ nævner først, at ikke mange har bemærket den provokation, det i "Jantelovens eget fædreland" er at lancere sit livsværk under betegnelsen Det Tredje Testamente. M's arbejde er dog langtfra ukendt; men hvad skal der til for at et gennembrud kan ske? M's værk er så teoretisk, siger man. Hvor er der "remtræk til den sociale virkelighed"? M understregede i den forbindelse, at hans, Martinus opgave ene og alene bestod i at redegøre for den måde, verden er indrettet og opbygget på, fysisk og åndeligt. Det kosmiske verdensbillede skal være et "søkort over virkelighedens store hav". M fortsatte: "Mennesket har altid tilpasset sig til virkeligheden, som det så den ... og sådan vil det også gå med det kosmiske verdensbillede, efterhånden som det bliver kendt og accepteret". Mennesket vil tilpasse sig, og ud af denne tilpasning vil der helt af sig selv komme en mængde praktiske resultater.

PBJ konkluderer, at individuel indsats er både mulig og ønskelig. Den enkelte må, i den grad det personlige udviklingstrin tillader det, "skabe remtræk til den sociale virkelighed, der omgiver os og herigennem vise, at det kosmiske verdensbillede er andet og langt mere end teori og intellektuel dybsindighed".

PBJ gør sig ikke, i hvert fald ikke direkte, overvejelser over, i hvor høj grad sagens videre udvikling afhænger af eventuelle ragnarok-begivenheder. Han henviser generelt til "livets egen tale", som er en afgørende faktor i den evolution, hvert eneste levende væsen deltager i.

Nu vil nogle nok spørge: "Hvordan ser rådet på sagens udvikling? Rådsmedlem Aage Hvolby redegør udførligt for det i artiklen "Sagens vækst" i Kosmos 1988/2. Han anvender en videnskabelig terminologi, med grafisk afbildning af en såkaldt logistisk vækstkurve. En sådan kurve begynder med at udvise en "nølefase", hvor væksten kun er svag. Derefter stiger kurven brat, inden den til sidst flader ud igen. Hvolbys konklusion er, at sagens aktiviteter på alle områder undtagen ét endnu må siges at befinde sig i "nølefasen". Undtagelsen er dér, hvor det drejer sig om M's fremstilling af det evige verdensbillede. M's virke fulgte også en logistisk kurve, men kurven blev gennemløbet fuldt og helt, og vi har nu hans fuldstændige beskrivelse af verdensbilledet. Hvolby slutter med at henvise til Martinus sidste foredrag, hvor M sagde, at vi skal vænne os af med at være utålmodige, at vi skal vænne os til at betragte tingene med Guds øjne.

Selvfølgelig er det op til den enkelte at finde sin måde at forholde sig på, sin måde at arbejde med analyserne på. Fremover vil vi dog have en vejledning, der nu er blevet tilgængelig for alle sagens interesserede: i rundskrivelse fra rådet juli 1992 meddeles det, at Strukturen (som Martinus kaldte for sit testamente – hvor vi alle er arvinger) er klar til udgivelse. Rådet udtrykker håb om, "at Strukturen for alle interesserede vil betyde en klarlæggelse af, hvordan vi allesammen, hver på sin måde, kan blive inspireret til at arbejde med analyserne". Og rådet fortsætter: "Udgivelsen af dette testamente må betyde, at en ny epoke i sagens historie nu kan begynde".

Et fascinerende perspektiv! Fremtiden må så vise, hvor hurtigt den nye epoke vil tage fart, hvordan den vil udvikle sig, og hvorledes den vil blive influeret af "livets egen tale" (hvordan denne tale så end vil komme til at lyde). Tålmod vil, for mig at se, fortsat være påkrævet; men, som Mogens Møller udtrykte det (i Kosmos 1970/14-15 i en omtale af sagens vækst i England: "... der kræves konstruktiv – ikke passiv – tålmodighed".

Baggrundslitteratur

Martinus erindringer / manuskript efter lydbånd: Sam Zinglersen ; efterskrift: Tage Buch. Frederiksberg : Zinglersens Forlag, 1987. – 202 sider : ill., delvis i farver.

Martinus – som vi husker ham / redaktion: Sam Zinglersen. – Frederiksberg : Zinglersens Forlag, 1989. – 290 sider: ill., delvis i farver.

Bøger af Erik Gerner Larsson

Fremtidens Land: digte. – Kbh.: Axel Andersens Forlag, 1933. – 71 sider.

Martinus : en kort fremstilling af hans barndom og ungdom, samt et lille indblik i hans lære. – Kbh. : Axel Andersens Forlag, 1933. – 86 sider, 2 tavler.

Martinus : en introduktion. – Kbh.: Kosmos, 1945. – 129 sider, 6 tavler: ill.

Kursus i Martinus åndsvidenskab. – Kbh. : Kosmos, 1948-52. – 6 hæfter : ill. – (Udarbejdet på basis af disposition af Martinus. – I alt 412 sider + tavler).

(Kursus ... udkom på svensk 1954-56 og på engelsk 1957).

Åndsvidenskab for hvermand. – Kbh. : Kosmos/Martinus Institut, 1953-67. – 4 bind. – (I alt 531 sider).

På sporet af en ny livsanskuelse : koncentreret gengivelse af hovedlinierne Martinus verdensbillede. – Kbh. : Kosmos, 1966. – 58 sider.