Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Første gang jeg mødte det lille ord tilgivelse hos Martinus, vidste jeg ikke rigtigt, hvad han mente med det. Jeg kendte kun ordet i den højstemte betydning, hvor mænd eller kvinder på en teaterscene falder på knæ med foldede hænder: "Oh, tilgiv!"

Siden har min opfattelse af ordet udvidet sig kolossalt, og jeg har ligefrem valgt det som diagnostisk kendemærke for mit livs daglige udfordring. Et bedre ord kan jeg ikke finde, bortset fra ikke-tilgivelse, som rammer helt præcist.

Ikke-tilgivelse er en lille orm, der gnaver lykken ud af hverdagen og gør mig sårbar i enhver henseende. Undertiden starter den sit virke i det skjulte. Til andre tider ser jeg den nærme sig som et uvejr, uden at jeg kan gøre noget ved det. Men altid kan dens første entré føres tilbage til et mishag med et eller andet, som det – set i bakspejlet – ikke tilkom mig at kritisere eller blande mig i.

I gamle dage ville folk i den slags situationer bare resignere. Man var mere ydmyg dengang, alt var jo naturkræfter eller Guds uransagelige veje. I vore dage bliver man straks fornærmet, og så er ormen godt i gang. Derfor har det gamle ord "tilgivelse" efter min mening fået ny aktualitet. At forstå er at tilgive, hedder det, og det er forståelse mere end noget andet, der er brug for i vore dage.

Intet er jo perfekt, heller ikke én selv. Det er dette tilsyneladende "sjuskeri" man må lære at finde sig i. Man må forstå at vi er inde i en vældig udvikling, som rækker langt ud over et enkelt menneskeliv. Man må væbne sig med tålmodighed og vænne sig til at se tilværelsen under en større synsvinkel.

Det er denne synsvinkel Martinus i et vældigt panorama breder ud for sine læsere i sin artikel på næste side. Daniel Palmgren tager tråden op og fortæller om Kristus, som netop understregede tilgivelsens nødvendighed. Meget apropos har Melanija Marinkovic været i det krigshærgede, tidligere Jugoslavien. Hun har haft Martinus-bøger med i bagagerummet. Og fra Majvor Dahlgren har vi modtaget en artikel med overskriften: "Jeg øver... ". Gæt hvad den handler om.

I dette nummer fortsætter og afslutter Knud Højgaard sin spændende analyse af udviklingen inden for Martinus sag fra 1933 til 1993. Vi er nu nået så langt, at et billede af fremtiden begynder at tegne sig. I denne forbindelse vil det blive interessant at se, om et nyt initiativ vil få mærkbar virkning. Det drejer sig om annoncering for Martinus litteratur. Ib Schleicher fortæller. Det gælder om at udforme dette initiativ på den rigtige måde, så den fine tærskel der hedder "blufærdighed", ikke overskrides. Jeg mener det er lykkedes, men døm selv.