Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kære læser! Denne gang skal vi i teateret. Du befinder dig i en festligt oplyst sal. Omkring dig taler herrer og damer, replikkerne flyver fra parterre til balkoner, og tilbage igen. Der hilses og præsenteres. Selv sidder du stum og kigger spændt på fortæppet, hvor små bevægelser afslører, at skuespillerne er ved at indfinde sig på den skjulte scene. Nu dæmpes lyset, tæppet går op, og spillet kan begynde!

Det du nu skal overvære er en forelæsning – for det er ikke noget almindeligt teater, du befinder dig i. Det er et anatomisk teater. På scenen ser du et af disse nøgne borde med lige ben og rustfri stålplade, som man bruger når de døde skal obduceres. Den uhyggelige stemning, som du plejer at forbinde med en sådan handling, står i stærk kontrast til den festlige atmosfære, som publikum og teater i forening udstråler. På bordet ser du en aflang genstand skjult af et hvidt lagen: En menneskelig skikkelse, et lig? Ja! Og nu træder en herre i kjole og hvidt ind på scenen. Med en fejende bevægelse stryger han klædet bort fra den døde. "Mine damer og herrer!" – Og forelæsningen begynder...

Det vi nu overværer er en symbolsk dissektion. Liget forbliver uberørt af operationskniven, men alligevel får vi i ord og billeder fortalt, hvordan muskler hæfter sig på sener, og sener på knogler. Ved at betragte den døde udefra, kan vi slutte os til, hvordan han må være konstrueret indvendig. Skalpellen er afløst af tankens evne til at opløse og analysere. Synet af de blottede knogler, sener og muskler er erstattet af forestillingen om dem. Fra salen synes at komme spredte spørgsmål og udtryk for tvivl, men de opfanges straks af den geniale foredragsholder – endda før de kommer over tilskuernes læber. Det er som om han kan læse tilhørernes tanker, ja ofte synes han at komme dem i forkøbet, længe før de bliver til tanker og bevidsthed. Hurtigt opfatter han tvivlen og møder den ved at stille modspørgsmål. Omhyggeligt forfølger han en mulighed til den ender blindt, finder en anden, følger den, og lidt efter lidt fremkommer en hypotese, som nu afprøves i alle ender og kanter. Hele tiden henviser han til det vi kan se, til de anatomiske landskaber og de fysiologiske mekanismer, som vi er fortrolige med.

Pludselig er den døde væk. Men det anatomiske teater fortsætter med tilskuerne som demonstrations-objekter. Her sidder vi så og lærer os selv at kende indefra. Ser hvordan sjælen er konstrueret, og hvordan vi i virkeligheden er guder midt i et guddommeligt liv. Et sug af overraskelse, glæde og længsel går på en gang gennem tilhørerne. Hverdagen skrumper ind og udvider sig på samme tid.

Forestillingen er forbi, tæppet går ned, og man er fuld af mod på at fortsætte sin egen vej som dén man nu engang er. Hvor morsomt er livet ikke, hvor genialt er det ikke konstrueret? Her er noget at huske på og holde sig til, når hverdagen atter begynder at skrumpe i mangel på... ja, netop: Overblik!

Forelæsning i åndelig anatomi: Se næste side!