Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Af de tre begreber frihed, frigjorthed og fred, som udgør overskriften til Martinus artikel på næste side, er det frigjorthed, som er nøglen der passer i låsen og åbner for frihed og fred. Hvad er det så man skal frigøre sig fra, for at få frihed og fred?

Lad os vende tilbage til dette spørgsmål om et øjeblik, men først følge en anden tankegang. I alle menneskers tilværelse er der et eller andet, som de får lov til at tro på et stykke tid. Denne tro giver dem et mål i livet, noget at stræbe efter. Det kan være udsagn som: smil til verden, rigdom er magt, tid er penge, man skal ikke finde sig i noget, familien er det vigtigste osv. For en tid får menneskene lov til at beholde en sådan tro, men før eller senere – måske skal der flere liv til – svækkes denne tro og erstattes af en anden. Det er livserfaringerne som lidt efter lidt ændrer på et menneskes kurs.

Forestil dig nu, læser, at et menneske er kommet i den umulige situation, at det via sine livserfaringer finder ud af, at det overhovedet intet mere har at tro på. Alt har efterhånden vist sig at være sandheder med modifikationer. Verden gynger under dine fødder, og du har ikke længere noget at holde dig til.

Gys ved tanken, læser, og gys endnu engang! Det er denne frigjorthed, der er nøglen til frihed og fred. Hemmeligheden ved at kunne stå oprejst og ikke miste fodfæstet i denne situation, er en hjælp som kommer til dig i sidste øjeblik. Du kan genkende den, for det er ikke første gang, du møder den. Blot hører den ligesom ikke mere hjemme på dit lange repertoire af tro. Det er fornemmelsen af Guds eksistens, som i en verden, berøvet alle illusioner, dukker op på ny. Tænk engang, at du skulle synke så dybt! Men midt i din store ensomhed på verdensoceanet opdager du, at du ikke er alene. Du har (igen) fået en ven, som altid er dig nær. Du behøver blot – som Martinus gjorde hver gang noget ubehageligt ganske pludseligt viste sig – sige: Vær hos mig! Derfra er der ikke langt til at sige: Ske ikke min vilje, men Din ...! Dette er den berømte nøgle til frihed og fred, den endelige og sidste nøgle, når alle dogmer, læresætninger og "selvfølgeligheder" har forladt dig.

Tro nu ikke, at den der skriver disse linier har nået dette stadium. Jeg elsker mine mange illusioner og holder godt fast på dem, så længe jeg kan. Men jeg bliver mere og mere ensom og ser tydeligt i hvilken retning, udviklingen går. Jeg ser også hvor lykkelige de var, disse utopiernes og ideologiernes fædre, som troede de kunne frelse os gennem propaganda og tvang. Det begynder at knibe betydeligt for hele den toneangivende verden at følge disse mænd. Det synes jeg er et godt tegn. Det tyder på at frihed, frigjorthed og fred er på vej til at få gode kår i verden. Nu gælder det bare om at være tålmodig og gøre gode miner til godt spil!