Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Koncentrat af

Martinus' Foredrag

i Instituttets foredragssal
søndag den 1. maj 1955.

(Sluttet)

Denne Kristendom har verdensgenløseren givet udtryk i blandt andet følgende ord: "Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder op imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til!" Hvad vil det nu i virkeligheden sige? – Dette således at vende den venstre kind til, når man bliver slået på den højre, er jo ligefrem det samme som at udfordre ens fjende til også at slå på denne kind. En sådan udfordring kan da ikke være Kristendom. Det er rigtigt, at en sådan handlemåde i al almindelighed ville være en udfordring til ens forfølgere om også at slå på ens venstre kind, efter at de har slået på ens højre kind, men således er det ikke ment i den anvisning på væremåde, Kristus her har givet. Her er det primære dette, at vise fjenden eller sine forfølgere, at man, mentalt eller psykisk set, er ganske immun overfor voldshandlinger, og at ens menneskebevidsthed således er total uovervindelig for ens forfølgere. Al forfølgelse med vold og magt hører dyreriget til. Ethvert menneske, der anvender denne forfølgelse i sin væremåde, afslører og kompromiterer hermed sig selv som et menneske med dyrementalitet. Det er et sådant væsen, de store vise i en længst forsvunden fortid har symboliseret med den ældgamle sfinks: dyrekroppen med menneskehoved. Denne næsten uforgængelige stenkolos i ørkenen under Ægyptens breddegrader har igennem årtusinder og atter årtusinder skullet minde menneskene om, at de endnu ikke var færdige mennesker. Menneskehovedet på sfinksen udtrykker, at det jordiske menneske er nået frem til visse mentale evner, der ikke hører det almene dyriske tilværelsesplan til. Da disse evner er hjemmehørende i et tilværelsesplan, der ligger over dyreriget på samme måde, som dyreriget ligger over planteriget, hæver de mennesket op i det over dyreriget fremtrædende plan i samme grad, som det efterhånden udvikler disse højere evner i sin mentalitet eller psyke. Da disse højere evner er "menneskelige" evner, bliver "dyret" til "menneske" i samme grad, som det har udviklet sig frem til at besidde disse evner. Men da tilegnelsen af disse evner kun kan ske igennem en lang udviklingsepoke, vil denne epoke nødvendigvis komme til at udgøre et livsområde eller tilværelsesplan for væsener, i hvem de menneskelige evner befinder sig i en mere eller mindre fremskreden udvikling. Og disse væsener må derfor blive menneskelig præget i deres væsen i samme grad som disse evner i dem er udviklet. I kraft af denne menneskelige prægning adskiller disse væsener sig altså fra det almene dyrerige og fremtræder som "mennesker". Til disse væsener hører det almene jordiske menneske. Men et sådant væsen er altså ikke et "menneske" i renkultur. Det er kun menneske i samme grad eller omfang, som det i kraft af sine "menneskelige" evner og anlæg er udviklet til at kunne handle "menneskeligt". Men i manifestationsområder, hvor det ikke er udviklet til at kunne handle "menneskeligt", kan det kun handle "dyrisk".

Hvad forstår man nu ved "dyrisk" og "menneskelig" handlemåde? – For at forstå "dyrisk" og "menneskelig" handlemåde må man først gøre sig klart, hvad en handlemåde er. Et væsens handlemåde eller manifestation er et udslag af dets allerhøjeste inderste og livsnødvendige drift, nemlig "selvopholdelsesdriften". Uden denne drift kan et levende væsens Jeg eller inderste Selv umuligt opleve livet. Det levende væsens Jeg er, som udtrykt i mit hovedværk "Livets Bog", ganske vist en evig realitet, men denne dets evige eksistens ville intet som helst betyde, hvis ikke den kunne opleves af Jeg'et. Men for at kunne opleves, må den fremtræde i detailler, der indbyrdes fremtræder som kontraster. Og det er i kraft af dette kontrastprincip, at livsoplevelsen former sig som en udvikling fra primitive til fuldkomnere former, fra mineral til plante, fra plante til dyr og fra dyr til menneske og således videre. Forskellen på "dyrementalitet" og "menneskementalitet" er således en udviklingsforskel. Dyrementaliteten er primitiv, medens menneskementaliteten er længere fremskreden i udvikling og udviser i sit højeste stadium højintellektualitet.

Bag dyrets selvopholdelsesdrift forekommer altså kun en ren primitiv og uintellektuel bevidsthed eller mentalitet. Dyret kan kun opretholde sit liv ved rent fysiske evner og kræfter. Og da dets opretholdelse af livet i stor udstrækning betinges af animalsk føde, må dets fysiske evner og kræfter i tilsvarende grad udvikles til at blive de dyr overlegne, som det skal jage og dræbe for at tilegne sig deres organismer som føde. Det er således en livsbetingelse for det, at det må dræbe for at leve. Og her bliver opretholdelsen af livet et spørgsmål om magt. Her er ikke tale om nogen form for retfærdighed eller noget femte bud: "Du skal ikke dræbe". Her hedder det tværtimod "Du må dræbe for at leve". Da mennesket er et væsen, der er under udvikling fra dette dyriske område, vil det, så langt som det er kommet i denne udvikling, repræsentere et tilsvarende højere udviklingstrin. Det er ikke mere et dyr i renkultur. Det nye udviklingsstadium har givet det nye evner og egenskaber, der mere eller mindre hæver det op over det dyriske stadium og bevirker, at det i virkeligheden ikke mere er en livsbetingelse for det at dræbe animalsk liv for at leve. Her hedder det derimod "Du skal ikke dræbe". Ja, er ikke hele livsbetingelsen her indbefattet i det ene store bud, der er alle loves fylde: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv." Opfyldelsen af denne væremåde er altså toppunktet af det nye udviklingsområdes livsbetingelse. Men til dette toppunkt eller til denne kulmination af væremåde er det almene jordiske menneske endnu ikke nået, selv om det er nået et godt stykke fremad på sin vej ud af det dyriske område. Det ufærdige jordiske menneske er altså et væsen, i hvem der delvis eksisterer dyriske tendenser og delvis menneskelige tendenser. Det er ikke så mærkeligt, at den menneskelige kultur i tilsvarende grad fremtræder delvis baseret på dyriske og delvis på menneskelige tendenser, hvilket igen henholdsvis vil sige: på princippet at dræbe og på princippet humanitet eller kærlighed. Vi ser derfor også store humane, tekniske og kemiske skabelser, glimrende materielle vidundere: kraft, lys og varme frembragt af mennesker. Igennem store kraftmaskiner bringer man naturens vældige kræfter til at arbejde for sig. På disse bundne kræfter lader mennesket sig befordre rundt på kloden, ligesåvel igennem luften og under vandet som hen over kontinenternes skinneveje, autostradaer og på oceanernes vandveje ud over verden. Men samtidig med højt kulturelle menneskelige velsignelser gennemsyres menneskenes kultur af de i deres mentalitet endnu herskende rester af den dyriske natur, i hvilken det er magten og ikke retten, der er fremherskende. I et meget stort område indenfor den menneskelige kultur hævder man endnu i større eller mindre grad princippet, magt i stedet for ret. At dyrke magtprincippet i stedet for retsprincippet eller retfærdigheden er her ikke en livsbetingelse og kan ikke her være en dyd, således som tilfældet er dyreriget. At hævde magtprincippet i stedet for retsprincippet indenfor det menneskelige samliv skaber afsporing af al menneskelig kultur i form af krig, mord, og drab, samt ødelæggelse af mange af de kulturelle forhold, der allerede i stor stil er blevet til glæde og velsignelse for menneskene. Denne underminering eller ødelæggelse af al kultur og samliv imellem menneskene er altså udelukkende en direkte følge af de i menneskene endnu fremtrædende dyriske naturer. Der findes ikke een eneste ulykkelig skæbne, der ikke har sin rod eller allerførste årsag i sit ophavs endnu i større eller mindre grad herskende dyriske natur eller mentalitet. Til dyrisk natur hører enhver form for tanke og handling, der udløser had, vrede, bitterhed, forfølgelse, bagtalelse, brødnid, misundelse, jalousi eller skinsyge etc. og de heraf udløste ødelæggende eller morderiske handlinger eller attentater på næstens liv og ejendom. Med disse handlinger og det sindelag, disse giver udtryk for, afslører mennesket den side af sin bevidsthed eller psyke, i hvilken det endnu ikke er blevet "menneske". Der, hvor det ikke er blevet menneske, har det kun sin "dyriske" mentalitet og bliver derfor her nødsaget til at handle "dyrisk". Den "menneskelige" natur, det endnu ikke har, kan det umuligt handle efter. Den, der bliver vred og hadefuld på et sådant væsen, afslører sig selv som ligeså ufærdigt et væsen, som det han forfølger.

Man forstår således her verdensgenløserens holdning der, hvor han mødte de dyriske naturer i sine forfølgeres mentalitet. Man forstår, hvorfor han på korset overfor sine bødler bad: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre", i stedet for at udløse had, vrede og bitterhed overfor dem. Man forstår, hvorfor han siger, at man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdindstyve gange syv gange. Man for står, hvorfor han sagde til Peter: "Drag dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Han så klart og tydeligt den sande årsag til, at menneskene handlede "dyrisk". Han så, at det udelukkende var fordi, at de i det givne felt endnu ikke havde nået at få "menneskelig" mentalitet. Og der, hvor de ikke havde "menneskelig" mentalitet, kunne de umuligt handle "menneskeligt". Han så, at dette at "straffe" eller hævne sig på et menneske herfor, var skrigende uretfærdigt. Han så, at uretfærdighed aldrig nogen sinde kunne føre til kærlighed, til lykke og glæde ved at være til. Og der, hvor der ikke er kærlighed, lykke og glæde ved livet, der kan der kun være had, brutalitet, ulykke, sorg og lidelse. Derfor vendte han selv den venstre kind til, da han blev slået på den højre eller af sine fjender blev korsfæstet. Og derfor rådede han menneskene til også at vende den venstre kind til, når de blev slået på den højre. Og det var derfor, han selv så lysende gik i forvejen og med sin væremåde og tale sagde til menneskene: "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hader eder, og beder for dem som krænke eder og forfølge eder ..." Han havde oplevet, at denne form for væremåde var den absolut eneste, der førte til vejen, sandheden og livet eller til målet for Guds skabelse – "mennesket i Guds billede".