Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

De bedste eventyr og fortællinger er dem, hvor man kan genkende sig selv. Og kan man tillige få noget godt at vide om fremtiden, så er opskriften på alle tiders historie klar. Den kommer her ...

 

Det fortælles om Jesus, at han på et spørgsmål om, hvad der var det vigtigste bud i loven eller rettere sagt alle loves fylde, svarede, at det var budet om, at man skal elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting. Jeg tror, at hvis man på samme måde havde bedt ham om at give et koncentrat af verdenshistorien og dens forløb i fortid, nutid og fremtid, så var det blevet til fortællingen om den fortabte søn (Luk. 15, 11-32). Ja, måske var det netop derfor denne historie i sin tid blev fortalt.

Selvfølgelig er der blevet fortalt mange andre historier både før og siden, men på en eller anden måde er de blot dele eller detaljer i denne korte beretning om en søn, der ønskede at flytte hjemmefra med sin rige arvepart, som han derpå satte over styr ude i den store verden for derefter at få så voldsom en hjemve, at han hellere end gerne ønskede sig en yderst beskeden tilværelse, når bare han kunne få lov til at komme hjem.

I den historie indgår ved nærmere eftersyn alle rigtige eventyr og fortællinger med deres happy endings og deres mellemspil, hvor alt ser så grueligt galt ud. Det gælder f.eks. fortællingen om Adam og Eva i paradisets have med syndefaldet og ... ja, som man vil se, mangler denne gamle beretning dén lykkelige slutning, som fortællingen om den fortabte søn har med. Og sådan er det med en del eventyr og historier, – ikke mindst med selve verdenshistorien, som den udfolder sig lige for vore øjne og ører i aviser, radio og fjernsyn. Det drejer sig næsten alt sammen om syndefaldet alias den fortabte søns arv, som er ved at blive sat over styr. Bagude skimtes de forholdsvis gode, gamle dage, der ikke nødvendigvis er en usandfærdig kliché, fordi den er blevet gentaget og gået i arv fra far til søn i generationer. Det er ingen overdrivelse, at kloden går mod sit endeligt på så mange områder. Arven i form af uskyld, naturligt mådehold og medfødt savoir-vivre er snart ikke til at få øje på mere, og tilbage er kun håbet om en bedre verden, trods alt ... hvad der så kan ligge af sandsynlige eller usandsynlige formodninger bag dette trods alt.

Læsere, som er fortrolige med Martinus kosmologi, vil have gode kort på hånden, når det gælder om at tro på en positiv fremtid. For dem vil sidste del af fortællingen om den fortabte søn være en oplagt afslutning på verdenshistorien in spe. Pointen i denne historie er ikke så meget, at det hele ender godt, men hvorfor og hvordan det går til. Det er den fortabte søns ændrede syn på tilværelsen, hans svækkede aggressivitet og manglende lyst til at spille playboy, der redder klodens fremtid, og ikke f.eks. en uventet tipspræmie.

 

 

Begivenhederne viser noget helt andet, og jeg skal nok vare mig for at analysere dem eller pege på en rød tråd, for kendskabet til Martinus kosmologi giver mig ingen anden hjælp, end at jeg fortsat vil holde fast ved pointen i fortællingen om den fortabte søn. Det er ikke en tipspræmie eller en revolution, der sætter skub i verdenshistorien og fører den ind i tredje fase af denne søns levnedsbeskrivelse. Derimod ser jeg, fra det udsigtspunkt som kosmologien giver, at sådanne "tipspræmier" nødvendigvis må komme til udbetaling af og til, så længe den fortabte søn anser dem for at være eneste mulige løsning på hans problemer. Sandelig, her lades ingen muligheder ude af betragtning. Alt skal åbenbares og prøves, alt skal der eksperimenteres med, så intet i den sidste ende kan være uforsøgt. Og det er dér, verdenshistorien står i dag – set med kosmologiens øjne.

Verdenssituationen vil blive det spejl, som samlet af bitte små spejlstumper af hvert enkelt menneskes skæbne viser, at der kun er én vej tilbage, og den vej går netop ikke tilbage, men frem mod den anvisning, som Jesus fremhævede som budet, der rummer alle de andre bud i sig: Du skal elske din næste som dig selv og Gud over alle ting.

Jeg tror, at mange mennesker i vor tid aner rigtigheden af denne løsning. Men at den på noget tidspunkt skulle kunne effektueres, lyder nok ikke så sandsynligt. Ligeledes er det heller ikke nemt at se, at man selv kan have nogen som helst indflydelse i den store og kollektive proces. Hvad nytter det, at jeg gør mig umage, når de andre ikke gør det? For at forstå, at det virkelig nytter, må fortællingen om den fortabte søn strækkes ud og forstørres, så hidtil usete detaljer kommer til syne. Det er sådanne detaljer Martinus peger på, og det er i dem man kan genkende sig selv, så man kan leve og ånde som et selvstændigt menneske, der vælger sin egen vej uden at lade sig suggerere af det store flertal. Martinus kosmologi sætter begivenhederne ind i en ramme, hvor man kan genkende sig selv og finde sin plads i helheden. På den måde får en gammel fortælling og et gammelt bud om næstekærlighed fornyet aktualitet.