Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Plys og guldfrynser" – det var, hvad der spontant faldt mig ind, da jeg så overskriften til Martinus artikel på næste side. Og nu skal jeg fortælle hvorfor.

I sine erindringer fortæller Martinus, at da han overtog sagens nuværende ejendom på Mariendalsvej i København, var foredragssalen indrettet som kirke for en spiritistisk menighed. Der var lysekroner, orgel, kirkebænke og talerstol med plys og guldfrynser! Alt dette fik Martinus fjernet, for som han sagde: De mennesker, der fremover kommer her, er jo færdige med kirken, og hvis de kommer og ser dette her, vil de blive skræmt bort. Den slags har de fået nok af.

"Den hellige ånd" er også et af de udtryk, som mange mennesker har fået nok af. Det er som "plys og guldfrynser". Og dog bruger Martinus det uden blusel og – så vidt jeg kan se – med fuldt overlæg. Udtrykket tjener nemlig til at forbinde den gamle kirketradition med en ny tidsalders ånd. Ja, undskyld hvis dette lyder lidt højstemt, men visse realiteter i tilværelsen har det på den måde. Og det gælder netop også den realitet, der skjuler sig bag de banale bogstaver, som i fællesskab og rette rækkefølge danner ordene: "den hellige ånd".

Tro det eller lad være, men der kan for mennesker som væmmes ved plys og guldfrynser, alligevel være noget i livet, som allerbedst betegnes ved "helligt". Alle mennesker – vil jeg frejdigt påstå – oplever øjeblikke i deres tilværelse, hvor de ser mere klart end ellers. Det kan være øjeblikke i barndommen, der endnu står lysende klart i erindringen, det kan være en forelskelse, en sportspræstation eller bare noget ingenting, som kom helt af sig selv, og som brød hverdagens rutine, dens bekymringer, daglige utilfredshed osv.

At genkalde sig disse øjeblikke, at få dem til at opstå igen ... det er menneskets virkelige, eneste og største ambition. Den ligger mere eller mindre bevidst bag alt, hvad vi foretager os. Hvem kender ikke skuffelsen ved at gøre det samme én gang til og så opdage, at den hellige ånd udeblev. For dén var det jo netop, man ved gentagelsen forsøgte at nedkalde over sig på ny. Og hvad i alverden skulle man ellers kalde den end: "den hellige ånd"? Næppe noget udtryk dækker bedre.

Så nu, kære læser, forstår du måske, at Martinus ikke kvier sig ved at benytte dette gamle udtryk? Og nu forstår du måske også kirkens brug af prædikestole med plys og guldfrynser? – De skal jo netop minde om noget, der var engang, og hensætte den fromme kirkegænger i den rette stemning, så det måske kan ske for ham eller hende én gang til!

Dette er ritualernes sande formål, og det er (ad helt andre veje) også formålet med Martinus virke her på kloden. Den lille håbets stjerne, som blev tændt for 2000 år siden, vibrerer videre i hans litteratur. Dens lys er den virkelige drivkraft bag alt. Hvad betyder det så med en smule "plys og guldfrynser" – når det nu ikke kan undgås?