Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Fælles for eventyrene og Martinus kosmologi er, at de fremhæver det eventyrlige i en ellers så prosaisk hverdag. Det gælder ikke mindst historien om Lillgumman, der går helt tilbage til Martinus' sags pionertid, hvor den blev fortalt og senere nedskrevet. Og her er den så. Oprindelsen er ukendt.

 

På svensk hedder en lille, gammel kone en lillgumma. Der var engang i Sverige sådan en lille, gammel kone, og man kaldte hende aldrig for andet end Lillgumman. Hun var en dejlig kone. Altid havde hun et smil og en hjælpende hånd tilovers, hvor der var brug for det.

Lillgumman boede i en landsby i et lille hus med en have foran. Og blomsterne trivedes og groede i hendes have, for hun snakkede og puslede om dem, så de blomstrede og duftede, så det var en fryd.

Det blev sagt om Lillgumman, at der ikke var noget som helst, der kunne slå hende ud, og folk i landsbyen elskede hende. Det var altid godt at komme til Lillgumman. Var man ked af det, så blev byrderne lettere at bære, når bare man fik talt med Lillgumman om det. Og var man glad – ja, så blev man endnu gladere, når man delte glæden med Lillgumman.

Men så gik det, som det så tit går, når man bliver lidt for populær ... der var nogen, der blev misundelige! Og en dag var der én, der sagde til fanden:

– Hende Lillgumman, hende skal du nu passe lidt på, for hun er stærkere end dig.

– Ja så, sagde fanden. – Hvorfor tror du det?

– Jo, for hun er altid glad og hjælpsom og i godt humør, og så lader hun sig ikke gå på af noget som helst.

Fanden spekulerede lidt over det, og så væddede de om, hvem der kunne få bugt med Lillgumman.

Så en dejlig forårsdag, da Lillgumman sad på trappestenen uden for sit hus og glædede sig over solen og blomsterne, så hun døden komme gående ude på fortovet.

– Hej død! hvem skal du hente i dag, råbte Lillgumman.

Og døden kom ind gennem havelågen og op ad havegangen og sagde:

– Jeg kommer for at hente dig, Lillgumma.

– Men dog, sagde Lillgumman. – Jeg troede såmænd, jeg skulle være her lidt endnu. Men det er da i orden, jeg er parat.

Så flyttede hun sig lidt, så der blev plads ved siden af hende på trappestenen og sagde:

– Vil du ikke have en kop kaffe, inden vi går?

Men døden sagde nej tak, de skulle gå med det samme. Og Lillgumman rejste sig beredvilligt op og sagde:

Nå ja, men lad os så bare komme afsted ... Næ forresten! Der er lige noget, jeg skal have med.

Så smuttede hun ind i huset og hentede en lille pakke, som hun tog med sig, da de gik.

De vandrede nu ud ad landevejen. Lillgumman så glad og forventningsfuld ud, og pludselig udbrød hun:

– Hvor jeg glæder mig til at komme i himlen!

Men døden havde endnu en trumf i baghånden, og skottede til hende, mens han svarede:

– Vi skal ikke til himlen...

– Nå ja, sagde Lillgumman. – Jamen jeg har så tit gået og småfrosset de sidste år, så det skal såmænd blive dejligt at komme et sted hen, hvor der er ordentligt varmt!

Så gav døden op. Han satte farten op, og snart stod de ved helvedes port. Døden bankede på, og fanden lukkede selv op. Han kunne jo straks se, at Lillgumman ikke var det mindste bange eller fortvivlet. Så trak han hende indenfor, og døden gik sin vej.

– Hvad har du dér, spurgte fanden og greb fat i den lille pakke.

– Det er såmænd bare blomsterfrø, svarede Lillgumman. – Jeg tænkte, at hvis der nu ikke lige var nogen af den slags dér, hvor jeg kom hen, så kunne jeg da så nogen.

Men fanden rev så arrigt i pakken, at papiret revnede og frøene fløj for alle vinde. Så førte han Lillgumman hen til en rigtig kedelig afdeling, hvor alle gik og så sure og vrede ud. Derpå gik han sin vej, for der er nok at gøre i så stort et hus, og dette skulle jo nok snart få Lillgumman til at komme på andre tanker.

Men Lillgumman så sig om. Hun så de sure miner og de selvoptagne mennesker ... og så gik hun i gang!

– Hvad er du dog så vred over, spurgte hun en af de nærmeste.

Manden stoppede op, for dette, at der i det hele taget var nogen, der interesserede sig for andre, var noget aldeles uhørt i helvede! Og så fortalte han, hvad der nagede ham, og efterhånden syntes han i grunden ikke, det var så slemt. Og Lillgumman gik til den næste, og efter kort tid var der smil og sang og hjælpsomhed omkring hende. Og blomsterfrøene, som var fløjet rundt, begyndte at spire, vokse og blomstre. Der blev så dejligt.

Så en dag fik de besøg. Det var portneren fra nabogården, der kiggede ind. Han hed Skt. Peter.

– Jeg måtte da lige se, hvad her foregår, sagde han. – For den ene efter den anden af vore engle flyver herover, og når de kommer tilbage, fortæller de, at der er lige så godt hér som hjemme ... og det har de da ret i ... her er jo aldeles dejligt.

Nu rygtedes det jo hurtigt i et stort hus, når der er fint besøg, så inden længe dukkede fanden selv op. Han blev stående lamslået over, hvad han så.

– Nej fy for min oldemor, råbte han forfærdet. – Det afskyelige kvindemenneske har jo aldeles fordærvet mit gode, onde helvede. Skt. Peter! skynd dig at hjælpe mig at flytte skellet. Jeg kan ikke have dette her til at brede sig til de andre afdelinger.

Der er nemlig det ved smil og hjælpsomhed og munterhed, at det smitter så ganske forskrækkeligt, for det er jo så dejligt.

Og Skt. Peter var mere end villig. Han tog fat, og skellet blev snart flyttet. Og sådan gik det til, at der blev taget et stykke fra helvede og lagt et stykke til himlen. Så stor magt havde Lillgumman, og så stor magt har enhver, der spreder smil og glæde og godt humør omkring sig.