Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvem var Lars Nibelvang? Næsten alle Martinus-interesserede vil vide, at Nibelvang (1879-1948) var den person, der blev den udløsende faktor for Martinus' indvielse. Denne betegnelse, indvielse, anvender Martinus selv for de ophøjede begivenheder, der fandt sted for nu 70 år siden (dette skrives sommeren 1991), lige før påske 1921. Se (især) den lille bog af Martinus: "Omkring min missions fødsel", Martinus Institut, 1977 (1942). Man vil også vide, at LN blev M's første elev og uundværlige støtte i sagens første, kritiske år, hvor smalhals og pres fra lønarbejde gav yderst vanskelige vilkår for skaberen af det nye verdensbillede, den ny kosmologi – den åndsvidenskab, som vi nu i dag har fuldt til rådighed i form af Martinus' livsværk "Det Tredie Testamente".

 

 

Hvordan så Martinus selv på Lars Nibelvang? Mange har nok læst bogen "Martinus' erindringer" (manuskript af Sam Zinglersen, Zinglersens Forlag 1987), hvor M (s. 63-74) fortæller om ovennævnte begivenheder og om LN. Lad mig blot nævne, at M bl.a. skriver dette om LN: "Han blev selve inkarnationen af hele menneskehedens åndelige spørgsmål". Vi ser, at LN blev den uundværlige katalysator for den vanskelige proces, det var for den helt skriveuvante M at formulere de eviggyldige livslove, som hans nyvundne kosmiske bevidsthed lod ham have frit udsyn til og fuld forståelse af. At M hele livet igennem bevarede sin taknemmelighed over for LN (og over for det forsyn, der lod LN være lige dér, hvor der var brug for ham), ser vi ikke mindst i Martinus' nekrolog over Nibelvang (bragt i uddrag i Kosmos 3/1987). Lad mig blot citere M's slutning "...så længe mine analyser består, og hvor som helst de vil brede sig ud over verden, vil de gøre mindet om Lars Nibelvang og alle de andre af min Sags trofaste venner lysende."

Hvordan oplevede så Nibelvang selv mødet med Martinus? Også dette ved vi meget om, især gennem LN's eget bidrag til bogen "Martinus – som vi husker ham" (redigeret af Sam Zinglersen, Zinglersens Forlag 1989). Bogens første bidrag (s. 11-33) er skrevet af LN, og det omhandler trængselsårene 1921-1928. LN giver her en medrivende og ofte gribende beretning om den utrolige oplevelse det var at være førstehåndsvidne til en så uhyre sjælden begivenhed som en kosmisk indvielse. At LN var forudbestemt til at medvirke hertil er, som tidligere antydet, nu ganske klart. Og at den nødvendige lydhørhed var til stede fremgår da også allerede af den bemærkning, som LN fremsatte efter blot én gang lige inden M's indvielse at have talt med M: "I dag har jeg været lærer for Dem, men jeg føler, at vi to snart vil komme til at bytte roller" (bemærkningen citeres lidt forskelligt afhængig af, hvor man møder den, men her er anvendt LN's egen formulering fra den lige omtalte bog). LN nævner i øvrigt også et par direkte vink fra forsynet; f.eks. at han nogle år før mødet med M drømte, at han en dag i sit eget hjem ville møde en stor åndelig reformator. Vil man læse ganske kort om LN's møde med M kan man, i Kosmos 11/1986, læse en gengivelse af det afsnit af en bog af LN ("Guddomsbegrebets udvikling i okkult belysning" – se senere i min artikel), hvor han beskriver sit møde med og efterfølgende kendskab til M. Lad mig slutte denne omtale af mødet mellem Martinus og Nibelvang med at anbefale de Martinus-interesserede, der endnu ikke måtte have læst bøgerne "Martinus' erindringer" og "Martinus – som vi husker ham", snarest at gøre dette. Bøgerne er i et fornemt udstyr, og de er velredigerede og letlæste beretninger om ikke mindst de begivenheder, de møder mellem mennesker, der skulle blive fundamentet for det store værk, der nu i form af M's analyser og under navnet "Det Tredie Testamente" lader os kende livslovene fuldt ud.

Vi har nu set på Lars Nibelvangs rolle direkte i relation til Martinus. Men hvilken baggrund havde LN egentlig? Havde han skrevet noget, før han mødte M? Skrev han noget senere hen? (tidligere i artiklen fremgår det allerede, at det gjorde han!) Og hvordan indvirkede mødet med M på hans eventuelle skribentvirksomhed?

Om Nibelvangs baggrund ved vi god besked. Som det fremgår af de tidligere nævnte kilder var han af profession musiker, men havde, da han som 42-årig mødte Martinus, et helt usædvanligt dybtgående kendskab til teosofi, antroposofi og lignende religionsfilosofier. Gennem mange års interesse for disse forskellige grene af åndsvidenskaben havde han samlet sig en righoldig bogsamling (og M's ønske om at låne en af disse bøger blev som bekendt anledningen til M's tidligere omtalte så betydningsfulde første besøg hos LN). Vi må se LN som en udpræget "søger", hvis store religionsfilosofiske interesse ikke fandt tilstrækkelig næring i den vesterlandske kirkes dogmer, hvorfor han havde søgt svarene ikke mindst i de mange religionsfilosofiske værker, der stammer fra østens trossamfund. Også mere "okkulte" områder som f.eks. spiritisme havde hans store interesse.

Som tidligere nævnt sad også LN for det meste i små kår, og man kan forestille sig, at der, da han mødte M, endnu ikke havde været råd til at binde an med noget så økonomisk usikkert som at få udgivet en bog inden for et, i almenhedens øjne, så afgrænset område. Vi må huske, at vi her er 70-90 år tilbage i tiden; dengang udkom der generelt langt færre bøger end nu, og da kun ganske få "alternative" – i modsætning til disse års overvældende udbud af bøger inden for de såkaldte alternative områder. Vi ved imidlertid, fra LN's (tidligere omtalte) eget bidrag til bogen "Martinus – som vi husker ham", at han, inden mødet med M, havde skrevet nogle filosofiske artikler. Af tidsmæssige årsager har jeg ikke opsporet dem, men de fleste (alle?) skulle (ifølge telefonsamtale med Sam Zinglersen) være bragt i tidsskriftet "Okkultisten" (i parentes bemærket: med undertitlen "Tidsskrift for intelligente sandhedssøgere"...). Det bør nok her understreges, at ordet "okkult" (af latin: occulere: skjule), der måske i dag kan lede tanken hen på odiøse områder som lyssky ritualer og deslige, her skal opfattes ganske bredt. Gyldendals Tibinds Leksikon, 1977, giver følgende definition: "Teoretisk og praktisk beskæftigelse med fænomener der ikke synes at kunne forklares ud fra de kendte naturlove og derfor henføres til mystiske, såkaldt overnaturlige kræfter".

Vi ved også, at LN senere fik udgivet mindst én bog. Som tidligere nævnt gengiver Kosmos 11/1986 nogle sider fra en bog af Lars Nibelvang: "Guddomsbegrebets udvikling i okkult belysning", der blev udgivet af netop Okkultistens Forlag (1941). Inspireret af 70-årsdagen for mødet mellem M og LN og af min viden om, at der i hvert fald var tale om én bog – og af den Martinus-video ("Mennesket og verdensbilledet"), der blev vist i dansk TV 2 i maj 1991, og hvor Nibelvang også blev pænt omtalt, gik jeg da i gang med at gennemse gamle årgange af Dansk Bogfortegnelse. – Apropos de gamle bogfortegnelser, så ved vi jo, at Livets Bog I udkom i 1932. Og, ganske rigtigt, Dansk Bogfortegnelse for 1932 har: Martinus (dvs.: Martinus Thomsen), Livets Bog (klassificeret under "særlige psykiske spørgsmaal" (!); i dag er hele M's værk klassificeret under "religionsfilosofi" i underafdelingen "livsanskuelse/ verdensanskuelse"). I øvrigt fremgik det også, at kapitel 4 af Livets Bog I ("Et internationalt verdensrige under skabelse") samme år blev udgivet som særtryk. Fascinerende læsning er det kapitel stadig nu næsten 60 år senere; og vi må så blot konstatere, at der endnu er langt igen, førend det ny verdensrige er etableret. Men impulsen er givet, og det gælder så om at væbne sig med tålmod og erkende, at tiden skal være (helt) moden, før store forandringer kan ske. – Men tilbage til Nibelvang! Året efter finder vi en Nibelvangudgivelse: "Er døden en illusion?". Bogen blev klassificeret som religionsfilosofi. Vi skal nu frem til 1941, hvor, som vi ved, hans "Guddomsbegrebets udvikling i okkult belysning" udkom. Klassifikationen var under "okkultisme"; svært at klandre ud fra titlen (og det forhold, at bogen, som tidligere nævnt, udkom på Okkultistens Forlag), selv om betegnelsen religions filosofi havde været mere dækkende. Sidste gang vi finder Nibelvang repræsenteret i bogfortegnelsen, er i 1946, to år før hans død. Der er tale om en ny udgave (egentlig et nyt oplag med enkelte tilføjelser) af bogen "Er døden en illusion?" fra 1933. Den udkom også på Okkultistens Forlag og blev, åbenbart som følge heraf, nu klassificeret under "okkultisme". Ikke helt rimeligt, men forhåbentlig har det ikke skræmt for mange væk.

Som tidligere nævnt er ideen nu at se på, hvordan. Nibelvangs forfatterskab fremtræder i relation til Martinus' livsværk. Vi har set på de personlige relationer mellem M og LN og er således helt på det rene med, at LN allerede lang tid før sin første bogudgivelse var helt klar over, at det var M's værk, der skulle være den store ledestjerne for alle søgere. Alligevel får LN udgivet sine tre bøger efter at Livets Bog var begyndt at udkomme. LN's motiver? Hvordan er indholdet set i relation til M? Hvorledes er bøgernes omtale af M?

I det følgende vil jeg forsøge at besvare disse spørgsmål ved, i kronologisk rækkefølge, at gennemgå hver af LN's bøger (som jeg uden problemer lånte på Det Kongelige Bibliotek). Af pladshensyn må omtalen af den enkelte bog have hovedvægten på de netop opridsede spørgsmål.

Nibelvang, Lars "Er døden en illusion? Seks afhandlinger". (Kbh?). Funkis Forlag 1933. – 152 sider.

 

 

I denne afhandling ser vi for første gang en henvisning til Martinus. Han omtales som en af dem ("fra en Plotinus til nutidens Martinus"), der er vokset så højt, at de via (glimt af) kosmisk bevidsthed har bekræftet udødeligheden.

Vedrørende karma-problematikken har LN i øvrigt et indirekte M-citat: "...en stor mystiker og kær ven ... sagde: Menneskene glemmer deres gamle gæld. De kræver, at omgivelserne skal begynde med at vise sig gode og venlige mod dem – saa kan de jo altid senere (dersom det passer dem) begynde at gøre lidt gengæld!" (Jeg har ikke verificeret citatet – det kan jo eventuelt være fra en samtale mellem LN og M – men går ud fra som givet, at det må være Martinus, der er den "store mystiker og kære ven").

Hovedindtrykket af Nibelvangs første bog er, at den giver en stort set meget velunderbygget argumentation for, at titlens spørgsmål kan besvares med, at døden er en illusion. LN demonstrerer et dybtgående kendskab til de østerlandske troslærer og filosoffer. Martinus' indflydelse spores ofte, men der er kun relativt få direkte henvisninger til M. Man skal her være opmærksom på, at (grundlaget for?) afhandlingerne sandsynligvis i realiteten er skrevet langt tidligere (det gælder især de 4 første) end 1933 – velsagtens i form af de omtalte filosofiske artikler i "Okkultisten". Det er således nok kun et tilfælde, at afhandlingerne udkommer i bogform næsten samtidig med Livets Bog I. I 1933 var Livets Bog selvfølgelig endnu ikke kendt i vide kredse, og der er for mig at se ingen tvivl om, at LN's bog opfyldte et behov for en behandling i bogform af det emne, døden, der selvfølgelig også dengang interesserede de mange, der ikke finder forklaring/trøst nok i kirkens dogmer. En del læsere kan måske have ment, at de to sidste kapitler tilsyneladende er lidt på afstand af bogens hovedemne, men til gengæld var der et måske endnu større behov for oplysning om "tabuemnet" (1933!) seksualitet. Generelt skal det, apropos, erindres, at man på den tid (som tidligere omtalt) kun havde et fåtal "alternative" bøger til rådighed, sammenlignet med det overflødighedshorn af alternative bogtitler, der præger vore dages bogmarked. Endelig må det huskes, at der på udgivelsestidspunktet kun forelå ét bind af Livets Bog. Min opfattelse er, at LN med sin udgivelse har ment, at bogen kunne være med til at gøde jordbunden for de kommende bind af Livets Bog.

I næste nummer afslutter Knud Højgaard sin artikel med en omtale af Lars Nibelvangs to sidste bøger.