Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En italiensk dame, som har boet her i landet i næsten tredive år, skulle for første gang hjem at fejre jul. Som alle italienere er hun fyldt med en energi, der kun kan få rigtig udløsning på hendes eget modersmål.

– Jeg glæder mig som en påske! sagde hun, og tilføjede så – men det kan man vist ikke sige på jeres sprog?

– Pinseglans over livet! forsøgte jeg, idet jeg straks kom i tanke om titlen på en artikel af Martinus. – Vi skal jo lidt længere hen på foråret her oppe på vore breddegrader, før solen får magt og humøret stiger, tilføjede jeg.

Så fortalte min italienske bekendte mig, at hun med sin danske mand og deres voksne børn skal fejre julen hos deres italienske slægtninge i Rom. De skal bo på hotel i et kvarter, hvor hun som barn gik i skole. Men det hun glæder sig aller mest til, er at vise frem. For en gangs skyld er det hendes sprog og kultur og måde at fejre jul på, det drejer sig om. Hun er ikke længere gæst, men vært. Hun er på hjemmebane, selv om hun har levet næsten hele sin tilværelse heroppe i et fremmed land, hvor hun iøvrigt er faldet godt til.

Jeg forstod hende i grunden godt, for selv om jeg altid har boet i mit fædreland, så kender jeg alligevel denne længsel efter at komme hjem og blive forstået på mit eget sprog. Vi har alle et rum inden i os med dertil hørende sprog. Når vi er dér, er vi uden for frygt og fare og kan bare være os selv. Jesus nævnte engang, at vi inden i os har noget han kaldte "himmeriges rige", og det er lige dét jeg tænker på. Af og til kan man være heldig at træffe mennesker, undertiden helt fremmede, som man på en vidunderlig måde føler sig på bølgelængde med. Det er som om man taler ud fra sit eget indre himmerige med den andens indre himmerige, og en skøn samklang opstår. Jeg har oplevet det i flygtige bekendtskaber på busser, færger eller i tog. For en kort tid har vi spejlet os i hinandens væsen og vendt himmeriget udad. Vi var ikke fremmede for hinanden, men talte samme sprog.

Pointen i den form for oplevelser er desværre, at man kender adskillelsens time. Man kender sig selv og verden godt nok til at vide, at himmeriget endnu kun er et frø, et sennepskorn, som ikke kan bære al den fortrolighed i det lange løb. For et samvær med andre på dette plan kræver, at man gør sig umage, at man er tolerant, og det kan kun få jordiske mennesker klare ud over en begrænset tid. Det er ligesom med julen: dens glæder ere tvende, først dens indtog, så dens ende.

Men længslen bærer vi med os hele livet, og i den forbindelse er det dejligt at vide, at dette himmeriges rige netop er som sennepskornet. Det vil vokse, og vi vil en dag kunne gøre hvert eneste medmenneske til en permanent fortrolig. Julen vil brede sig langt ud over påske og pinse til hele året. Den vil heller ikke være geografisk bestemt. Vi vil føle os hjemme overalt og tale samme sprog. Det er dette lysende håb Martinus gjorde til videnskab, og det handler hvert eneste nummer af KOSMOS om.

RIGTIG GLÆDELIG JUL!