Kosmos 1991/3 side 54
På vej mod en visdoms-psyke
af Per-Anders Hedlund
Hvor er vi på vej hen? Hvad er meningen med det der sker? For mange mennesker er disse spørgsmål stadig et stort mysterium at gruble over, og det giver mange stunder af angst og uro og måske en stærk følelse af meningsløshed og håbløshed. Men ud fra et kosmisk synspunkt hersker der ingen tvivl om, hvor det hele bærer hen, og det aner vi til en vis grad også selv ud fra vor egen sansehorisont.
Der foregår en utrolig hurtig og ikke sjældent smertefuld udvikling på jorden i dag. Hverken krig, optøjer eller andre større eller mindre oprør er sjældenheder. Samtidig ser vi en voksende kommunikation, forskellige kulturer og nationaliteter blandes, miljø- og energipolitik er blevet et fælles eller globalt problem, gamle politiske reformer og systemer er under opløsning osv. – for blot at nævne noget af alt det, der foregår for vore øjne her i slutningen af det tyvende århundrede.
Hvor er vi på vej hen? Hvordan skal det ende? Det er sikkert et påtrængende spørgsmål for mange, selvom de ikke selv er direkte indblandet i ovennævnte problemer.
Personlige lidelser er ofte en nødvendig forudsætning for virkelig at finde et svar
Ingen vil sikkert benægte, at sådanne overvejelser jævnligt sniger sig ind, fordi vi dagligt hjemme i vore stuer direkte gennem tv og avislæsning bliver mindet om, hvad der sker ude i verden. Naturligvis sløves sindet efterhånden noget, fordi nyhedsstrømmen ofte handler om gentagelser af det samme dag efter dag. Ja, det bliver med andre ord en slags "hverdagskost". Desuden afbrydes vore grublerier over verdenssituationen normalt i at blive alt for langvarige af så at sige ganske "naturlige årsager". Jeg tænker her på de arbejdsopgaver og andre daglige gøremål, hverdagen stiller os overfor, der jo optager en stor del af vor tid, især hvis de materielle interesser er stærke. Og dette er efter al sandsynlighed den største årsag til, at netop den åndelige videnskab, som vel må anses for at være den eneste instans, der virkelig kan besvare ovennævnte spørgsmål, ikke i dag hurtigere end tilfældet er kan udbredes og vinde interesse. Da det store flertal af mennesker i et velfærdssamfund har det relativt let og behageligt i hverdagen, er der heller ingen større motivation for mere alvorligt at trænge ind i de eksistentielle spørgsmål. Det er jo som bekendt oftest først i forbindelse med vedvarende personlige lidelser, at livsspørgsmålene får større alvor og aktualitet. Ja, først da kan der blive mulighed for, at den åndelige eller kosmiske videnskab kan blive aktuel i menneskets verden – vise det, hvordan tilværelsen er indrettet, vor nuværende position, det fremtidige mål og hvordan vi bedst når dette mål.
Det er en forceret åndelig udvikling, det jordiske menneske nu er inde i
På denne måde får det modtagelige menneske mulighed for – gennem det kosmologiske verdensbillede – at se sin egen "evighedsstruktur", i kosmiske termer: en "overbevidsthed" der indebærer, at væsenet altid overlever den fysiske krop, dvs. det skabte (X3). Individets ikke-fysiske eller psykiske resultater såsom kundskaber, erfaringer og evner etc. er altså noget som takket være denne "overbevidsthed" kan bevares eller lagres og derigennem følge og ændre individet fra liv til liv.
Det, det jordiske menneske lige nu oplever, er altså, kosmisk set, en forceret udvikling, hvis konsekvenser vil blive, at alle mennesker ledes længere og længere bort fra primitivitetens og egoismens verden frem imod et fuldkomment menneskerige af højeste humane, kunstneriske og tekniske kultur.
Det jordiske menneske er altså et evigt væsen, hvis nærmeste mål er at blive et fuldkomment menneske, blive ét med Gud eller "helhedsnaturen" og indviet i livsmysteriets løsning. Lad os derfor se lidt nærmere på de karakteregenskaber der kendetegner et fuldkomment eller modent menneske, samt på, hvad det er, set ud fra vor egen sansehorisont, der taler for en sådan udvikling.
Det fuldkomne menneske – et udviklingsresultat af mange, mange liv
Hvad er da et fuldkomment menneske set ud fra et kosmologisk synspunkt? Af pladshensyn er det umuligt at komme ind på dets seksuelle struktur, i stedet henvises til Martinus egen litteratur: LIVETS BOG bind V, eller til Per Bruus-Jensen: "X" bind 4 samt "LIVET OG DET LUKKEDE RUM". Det fuldkomne menneske er, ifølge Martinus, et væsen, som sagt i korthed præges af to højt udviklede mentale grundegenskaber, som danner en tredje eller bliver en speciel syntese af de to andre. Denne psykiske syntese er, som læseren måske allerede aner, den grundkarakter vi har lært at kende under navnet "visdom". Visdom er på sin side, kosmisk set, en følge eller et resultat af en ufattelig lang udvikling gennem mange, mange fysiske liv, som udelukkende har haft én eneste hensigt med mennesket: at fremme dets evne til at kunne tænke, analysere, organisere og føle, sanse sig selv og sine omgivelser. Det vil sige, at udviklingens målsætning har været at udvikle følelses- og intelligensegenskaber i væsenets psyke.
Den mentale balance, som altid garanterer en fuldkommen handlemåde
På denne måde danner eller skaber Gud efterhånden igennem sin fysiske natur visdom i menneskets sjæl. Og det får her som belønning for sin balancerede tilstand mellem følelse og intelligens adgang til Guds egen bevidsthed. Er denne balancetilstand permanent, får det også permanent eller viljemæssig adgang til nævnte bevidsthed, dvs. "kosmisk bevidsthed". Hvis balancen derimod endnu ikke er helt stabiliseret, bliver adgangen til Guds bevidsthed i tilsvarende grad begrænset og kan indtil videre normalt kun åbenbares glimtvis, som "kosmiske glimt", i specielle gunstige balancetilstande, indtil ligevægten igen bliver stabil i dets psyke. Væsenet er altså her med andre ord endnu ikke helt færdig eller fuldkomment som menneske.
Det fuldkomne og helt modne menneskes grundkarakter består altså af en psyke med balance mellem på den ene side en udviklet følelsesevne og på den anden side en god og høj intelligenskapacitet. Følelsesevnen er af en sådan kvalitet, at mennesket absolut ikke på nogen måde kan påføre nogen anden den mindste lidelse eller ubehag, mener Martinus. Det tager hellere selv en stor lidelse på sig, ja, går endog i døden, hvis det derved kan redde eller hjælpe sin næste. Så stor og stærk bliver væsenets omtanke og kærlighed, når denne følelse af at være et med alt og alle, som det så dybt erkender, er total. Og med dets indsigt i livsmysteriet og Guds plan med væsenerne i forbindelse med dets høje intelligenskapacitet kan dets følelsesmanifestationer og kærlighedsytringer aldrig forårsage fejltagelser. – Alt hvad det foretager sig bliver visdomshandlinger, dvs. at det bliver til glæde og velsignelse for helheden og dermed for omgivelserne – måske ikke altid til øjeblikkelig glæde for de involverede, men derimod altid på længere sigt.
Forskellen mellem visdom og intelligens og mellem visdom og sympati
Det er netop denne gennemtænkte kærlige handlemåde, der er den vises kendetegn – en handlemåde, som er umulig at præstere for den, der mangler tilstrækkelig følelse eller tilstrækkelig intelligens i psyken. Derfor kan man absolut ikke sige, at intelligens og visdom er det samme, så lidt som man kan sige at visdom og sympati er det samme, da begge disse egenskaber eller evner hver for sig kun er én side af det fuldkomne menneskes psyke, men tilsammen skaber de visdomspsykens sande eller hele natur.
Når disse to sider ikke er i indbyrdes balance, resulterer det jo, som vi ser, let i yderligheder, såsom hensynsløshed, følelseskulde og udspekuleret egoisme, når intelligensevnen er i overvægt – eller i fanatisme, overdrevet sentimentalitet, melankoli, partiskhed eller andre ufornuftige følelsestilkendegivelser, når følelsesevnen er i overvægt. Ved begge disse yderligheder er det klart, at væsenernes visdom vakler på grund af den manglende ligevægt, som ellers ville afføde klogere handlemåde.
Alle ønsker at opleve behag – og korrigeres og ledes i den retning af naturen
Hvad er det da, der – set fra vor egen sansehorisont – kan bestyrke, at vi jordmennesker virkelig er på vej mod en afbalanceret sjælelig tilstand, dvs. på vej mod et visdommens sindelag? Ja, er det ikke selvopholdelsesdriften, dvs. ethvert menneskes – og alle levende væseners – grundbehov eller primære stræben efter at leve og efter at opleve behag? Mere detaljeret indebærer denne drift som bekendt at forsøge at opnå og opretholde et fysisk og psykisk velbefindende, – at få mad, drikke, søvn og at prøve at undgå alt, hvad der har med sygdom, smerte og ubehag at gøre. At eje en sund og frisk krop og leve og arbejde under trygge, fredelige og venskabelige forhold, og i det hele taget føle inspiration og velbehag, må vel også siges at være et grundbehov, som ethvert jordisk menneske har som en "programmeret" drift eller stræben i sit eget væsen.
Naturligvis forekommer der også behov, som er af skadelig natur (slik, tobak, narko og andre negativt virkende vanemæssige laster), ligesom der også findes mennesker, der slet ikke har et lige så stort behov for fred og venskab som andre – eller måske tværtimod anser krig, gengældelse og aggressivitet for at være helt nødvendige sider af tilværelsen. At de to nævnte eksempler er underminerende og ødelæggende i længden forstår vel det tænkende menneske. Man forstår også, at undermineringen og de ubehagelige konsekvenser i sig selv er en absolut nødvendig "advarselsklokke", ja, er den eneste garanti for at individet på et eller andet tidspunkt vil kunne ændre den kurs eller livsstil han eller hun er slået ind på, fordi den pågældende før troede, at den var rigtig og den mest gavnlige for én personligt.
Grobunden for fred og humanisme – før og nu
Er det ikke sådan, at hele verden i dag er ved at blive "vækket" som følge af vor letsindige og kortsigtede politik overfor det globale miljø? Og mættes ikke flere og flere af krig, vold, sult, uretfærdighed og diktatur etc.?
Derom vidner i hvert fald alle de alternative bevægelser, foreninger og samfundsinstitutioner, som er skabt i vor tid, og som alle klart har vist deres modvilje mod alt, hvad der hedder vold, ufrihed og uretfærdighed. Nogle har engageret sig i filantropisk eller politisk arbejde og andre har sluttet sig sammen om menneskerettigheder, verdenssundheden, freden og miljøet osv. Her er det nødvendigt også at nævne FN, den internationale verdensorganisation, som i den udstrækning det er muligt søger at nå frem til de mindst ødelæggende og mest fornuftige og humane løsninger på konflikter, der opstår mellem landene. Det er noget, der var mere eller mindre umuligt for hundrede år siden og helt umuligt for tusind år siden. Ja, der var end ikke den mindste lille chance eller mulighed for at danne FN eller nogen anden af ovennævnte organisationer i en verden, hvor erobringskrige foregik her og der, og hvor vikingers plyndringstogter, slavehandel, korstog og blodbade fandt sted. Desuden var det almindeligt at forfølge og henrette fritænkere eller den minoritet af mennesker, der var mere klartseende og intellektuelle end den store almenhed. Det skete fordi disse mennesker gav udtryk for egne selvstændige synspunkter om tilværelsen, hvad man anså for at være en trussel mod den magt, man havde over folket, og som man naturligvis fortsat ønskede at besidde.
I modsætning hertil lever disse intellektuelle – dvs. mennesker, der gennem studier og ved egne erfaringer besidder en vis uddannelse – forfattere, digtere, kunstnere, forskere etc. – i dag under helt andre omstændigheder, ligesom der er flere af dem.
Naturligvis eksisterer der sideløbende med denne kulturudvikling stadig forskellige former for primitivitet. Men alligevel kan vi se, hvordan visdoms-psyken begynder at gøre sig gældende i flere og flere mennesker, selvom disse mennesker fortsat er en minoritet og naturligvis endnu ikke helt er i balance.
Næstekærligheden er ikke et religiøst dogme, men en fundamental livsbetingelse
Vi kan se, hvordan demokratiet, friheden og de humane idealer langsomt men sikkert breder sig over jorden, og det til trods for, at humanister og fredsrepræsentanter ikke altid har et traditionelt religiøst temperament, men tværtimod meget ofte er ateister og tvivlere. Det viser således, at humanitet og næstekærlighed ikke på nogen måde er et religiøst dogme, men en fundamental livsbetingelse for menneskehedens fortsatte eksistens. Og er dette ikke et ret så stærkt argument for, at det er i retning af visdommens sindelag vor udvikling går, idet denne bevidsthed med sin livsindsigt og intuition – dvs. intelligens og dyb medfølelse med alt og alle – er det eneste, der virkeligt kan forhindre og underminere alle slags katastrofer og ubehag i vor egen og vore medvæseners tilværelse? Thi igennem visdommens sindelag bliver det en absolut umulighed at tænke kortsigtet og egoistisk samt hensynsløst at være med til udnyttelse eller manipulation af makrokosmos (jordkloden) eller vore medmennesker og væsener i mellem- og mikrokosmos.
Det kan naturligvis ikke lade sig gøre udelukkende igennem argumentation – ud fra vor egen sansehorisont – at overbevise alle om, at visdommens sindelag også vil blive praktisk virkelighed i alle menneskers psyke på jorden i fremtiden. Dertil kræves en mere fuldkommen og udviklet sansehorisont, og det vil derfor af de interesserede fordre et indgående studium af Martinus analyser.
Først da bliver det muligt at vurdere, om visdommens sindelag blot er en utopi eller en helt logisk konsekvens af den virkelighed vi lever i, men som vi jordmennesker blot synes at kende en meget lille del af – endnu.
Tilbage til forfatterregister
Forrige