Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og nu kører Ebbe Hansen i fast rutefart dagen igennem. Turen varer ca. tre kvarter, og vi ser bl.a. stedet, hvor Martinus var i smedelære på herregården "Baggesvogn", vi ser proprietærgården "Kristiansminde", hvor moderen tjente, og vi kører gennem den dejlige Slotved Skov, hvor plejefaderen arbejdede som skovhugger. Overalt får vi små historier med i tilgift, som de fleste af os vist forøvrigt kender i forvejen fra Martinus' erindringsbog. Men det er kosteligt at høre Ebbe Hansen fortælle om disse ting på et behersket vendelbomål, der leder tanken hen på ... ja, på hvad? – Såmænd på Martinus' måde at tale på. Jo, det er tydeligt, at vi er kommet til den rigtige egn. Og humøret i bussen stiger en ekstra tak, da vor guide fortæller os, at han indtil i morges var helt ukendt med Martinus. Hans kendskab til fødselsdagsbarnet strækker sig da heller ikke længere end til det punkt, hvor han blev mejerist.

Nå, nu drejer bussen ned mod Martinus' barndomshjem, "Moskildvad". Også dér er flaget oppe, men denne gang er det Sagens eget flag, som vejer. Heroppe fra vejen ser man imidlertid ikke op til flaget, men ned til det. For huset ligger i et dalstrøg, og dén omstændighed ser også ud til at have frelst det fra at blive omklamret af Sindals heftigt ekspanderende parcelhusbyggeri. Hvem vil bygge nede i en slugt? – Så nu ligger "Moskildvad" lunt og godt for sig selv, og den følsomme rejsende kan uhindret drømme sig tilbage til gamle dage.

Nu er vi nede ved huset. Ud af bussen, ud og kigge. Nej, hvor er det lækkert. Undskyld udtrykket, men alt er så rent og pænt. Duftende nyt træværk og (det véd vi jo) splinternyt murværk, som alt i alt virker beroligende på den, der pr. refleks tænker på vedligeholdelse ved synet af sådan en gammel ejendom. Her bliver vist ingen udgifter lige med det samme. Og patina' en ... den skal nok komme.

Taknemmelighed, glæde og dejligt lunt sommervejr møder mig udenfor. Her er man blandt interessefæller, som godt véd, hvem denne ukendte Martinus er. Og det er li'som vores glæde og interesse for sagen får noget konkret at holde sig til med dette smukt restaurerede, gamle hus. Det var her, det startede for 100 år siden – og nu er vi der – på selve stedet!

Kl. 17.30 begyndte festlighederne i Sindalhallen, hvor som sagt 700 mennesker deltog. Sv. Å. Rossen fungerede som konferencier, og første taler var Instituttets revisor og økonomiske rådgiver, Finn Bentzen, der bød velkommen og indledte med at fortælle om "Sam Zinglersens fond". Gennem mange år har Sam Zinglersen arbejdet for at kunne bevare og genopbygge "Moskildvad". For at kunne gennemføre dette projekt og videreføre det i fremtiden har Sam Zinglersen stiftet et fond. Det skete den 28. december 1988, og hovedsigtet med dette fond er at yde støtte til dét verdensbillede, som er formuleret af Martinus. Fondet kan således yde støtte til uddybning og udbredelse af dette verdensbillede, og ligeledes til udbredelse af kendskabet til Martinus' liv og gerning og herunder også bevaring og drift af "Moskildvad". Om dette fond fortalte Finn Bentzen videre, at dets bestyrelse består af tre medlemmer, hvoraf ét medlem ved sin indtræden også skal være medlem af "Rådet for Martinus Institut".

Herefter talte Aage Hvolby på Instituttets vegne. Hans tale, der havde titlen: "Martinus' liv og værk som gave betragtet", tog sit udgangspunkt i en skala af forskellige muligheder for gavegivning lige fra den sikre forventning om modydelse til den helt betingelsesløse gave. Med citater fra DET NYE TESTAMENTE kunne den ideelle gavegivning nu koncentreres om nogle få, særlige karaktertræk, og forskellige eksempler på gavegivning bedømmes herudfra. For yderligere at uddybe emnet blev træk af den hinduistiske filosofi medinddraget, og herefter var vejen banet for en detaljeret påvisning af, med hvilken utrolig omhu Martinus har overgivet sit værk til menneskene, så det i enhver henseende stiller alle frit og uforpligtet. Og Martinus' eget liv blev i sig selv en gave af uafladelig omsorg for andre.

Aage Hvolbys tale vil senere blive gengivet i sin helhed her i KOSMOS, og det samme er tilfældet med den næste tale, som blev holdt af Rolf Elving, der fortalte om det centrale i Martinus' liv, nemlig kosmisk bevidsthed. Rolf Elving karakteriserede Martinus' arbejde på linie med tidligere verdensgenløseres. Men som noget nyt gælder det ikke tro, suggestion og fromme forhåbninger, men intellektuel forståelse af virkeligheden som en levende realitet. Rolf Elving pegede herefter på, at Martinus' fødsel med hensyn til tid og sted ikke var tilfældig. Martinus havde i sin levetid fået lejlighed til realistisk at opleve den gamle verdensimpuls i hele sit forløb. Fra at stå i fuld blomst ude på landet for 100 år siden havde han oplevet dens degeneration gennem dogmatisme, materialisme, ateisme og verdenskrigenes brodermord. Dermed havde han fået de bedste forudsætninger for at repetere baggrunden for sin egen kosmiske bevidsthed og samtidig fået det bedste udgangspunkt for at få den menneskehed i tale, som han med sin mission skal hjælpe frem til det næste trin: kosmisk bevidsthed.

Efter te- og kaffepause kom turen til Per Bruus-Jensen, som tog sit udgangspunkt i Martinus' rolle som beskytter, underviser og træner i verdensgenløsningens tjeneste. Nogle mennesker klager over, at Martinus er alt for teoretisk, og hvad skal vi med hans analyser i praksis? Svaret er helt enkelt: vi skal forsøge at omsætte dem i praktisk væremåde; det er dét, Martinus i sin rolle som træner opfordrer os til. --- Martinus er ukendt og uforstået ude i verden, hvilket buschaufføren var et godt eksempel på. Han vidste alt om Martinus' barndom, men han kendte ikke noget til det videre forløb, og det var jo netop denne side af Martinus, som gjorde ham til noget stort – også for Sindal by. --- Ønsker vi at gøre Martinus analyser mere kendte, sker det ikke blot gennem et godt kendskab til "grundenergiernes kombination", "spiralkredsløbet" osv. Det er vor evne til at omsætte analyserne i praktisk væremåde, der skal få mennesker til at føle sig tiltrukket. Det er bierne, der skal komme til blomsterne, men de kommer ikke for ingenting. Skal folk komme til sagen, må vi, der kender analyserne, virke tiltrækkende med vor væremåde, fremhævede Per Bruus-Jensen, hvis tale også vil blive gengivet i KOSMOS på et senere tidspunkt.

Herefter vistes Sam Zinglersens spillefilm fra 1956, hvor Martinus fortæller om, hvorledes Gud skaber menneskeheden i sit billede. En nærmere omtale finder læseren i KOSMOS 1986, nr. 10.

Herefter fortalte Sv. Å. Rossen om de sidste nyheder inden for området: oversættelser og udgivelser i udlandet. Vi fik lejlighed til (på afstand) at se en ejendommelig udgave af DEN IDEELLE FØDE. Stjernesymbolet sad på bagsiden, og bogen skulle læses bagfra. Hvad kunne det være for et sprog? Det viste sig at være japansk, og historien om denne bog går helt tilbage til 1965, hvor Ib Schleicher besøgte Japan. Her mødte han bl.a. Norija Esumi, som lovede at oversætte denne bog fra esperanto til japansk. Og det løfte stod han ved, selvom der gik næsten tyve år, før der pludselig en dag kom besked om, at nu var det gjort. Men ikke nok med det; bogen er blevet præsenteret for kejseren af Japans rige. Det er gået sådan til, at en af sagens venner, Torben Eggers, der er ansat i en dansk bank i Japan, kender en kollega, som via en tredje person har adgang til kejseren. Så der er skrevet et brev til denne fornemme person, hvor man meddeler, at man gerne vil forære 500 eksemplarer af bogen til Japan. Og i brevet står yderligere – hvad måske ikke alle er klare over – at Martinus på et tidspunkt har sagt, at han har oplevet, at Japan vil være dét land i verden, hvor kosmologien først bliver indført i den almindelige undervisning.

Herefter fik Martin Marinkovic ordet. Han er jugoslav, bosat i Malmø og har i flere år arbejdet med at oversætte til sit modersmål. I dagens anledning havde han en gave med, nemlig første bind af LIVETS BOG oversat til serbisk og udgivet i Jugoslaviens hovedstad, Beograd. Han fortalte, at hans projekt også omfatter LOGIK, som allerede ér trykt og udkommer i august måned, samt MENNESKEHEDENS SKÆBNE og DEN IDEELLE FØDE, der udkommer til oktober. Endvidere er første bind af DET EVIGE VERDENSBILLEDE planlagt til at udkomme i december måned.

På Balkan gør der sig i øvrigt ganske særlige forhold gældende for udbredelsen af Martinus analyser, fortalte Martin Marinkovie. Den nye verdensimpuls, som Martinus jo fortæller om, er på Balkan forsøgt udbredt i form af kommunismen. Og det er mislykkedes, fordi det er sket med vold og terror. Mange mennesker i disse områder er derfor skuffede, de har ingen håb om fremtiden og ser ingen alternativer. Og måske er det derfor, at der netop fra disse lande lyder de kraftigste røster: Hvad er sandheden? Hvad skal vi gøre for at blive salige? Der er kort sagt en vældig sult i Jugoslavien og på Balkan efter åndelig litteratur.

Nu gik Ib Schleicher på talerstolen for at fortælle om Josef Vasek i Tjekkoslovakiet:

Aftenens program var hermed slut, men som et afsluttende punktum spillede en af sagens venner, Lilly Olesen, på flygel for os. Hun er til daglig ansat på konservatoriet i Ålborg. Også tidligere på aftenen havde hun underholdt os ... dejligt med disse små tænkepauser, hvor vi fik lejlighed til at høre musik af Scarlatti, Chopin og Debussy.