Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Alles lernen! skrev den tyske naturforsker og opdagelsesrejsende, Alexander von Humbolt, for 200 år siden. Og det betød for en hel generation af unge forskere: Læg mærke til alt, undersøg det, mål det op og giv det navn!

Og så drog de ud til fjerne mål i f.eks. Arabien, Afrika og Sydamerika. Mange af dem bukkede under og vendte aldrig hjem. Og den ildhu, som drev dem, var ikke bare nysgerrighed og lyst til berømmelse, men det var også trangen til i dyb respekt at ransage Guds veje. Man ville bevidstgøre de skjulte sammenhænge, finde frem til selveste "verdensånden", som forbandt alt, fra det største til det mindste, fra sten og konkylier over stedmoderblomster til mennesker. Man brød frimodigt med det kirkelige livssyn og Bibelen som højeste autoritet. I stedet indsatte man en ny myndighed: Naturen, som den åbenbares for vore sanser.

I vore dage forskes der med fortsat ildhu. Dog ... én ting har forandret sig siden Alexander von Humbolts tid, og det er håbet om nogen sinde at kunne nå fra detaljen til helheden, fra anelsen om en ånds tilstedeværelse i materien til selve denne ånd. Dette håb brast lidt efter lidt. Måske var den første generation af forskere for begejstret og blev senere stemplet som romantikere og sværmere? Eller måske glemte man dette håb, måske blev det væk i de uendelige kolonner af navne og tal? – Vi véd det ikke.

Men vi ser til gengæld, at naturen fra at være noget uden for os selv, en kulisse, som det var spændende at undersøge nærmere, er blevet en livsvigtig del af os selv. På en overraskende måde er de gamle romantiske forestillinger om en sammenhæng mellem menneske og natur blevet til dødsens farlig virkelighed. Og man skal ikke tro, at det som i gamle dage blot drejer sig om farlige insektstik, tropesygdomme og slangebid for nogle få forskere. Nej, nu er det en hel menneskeheds eksistens, der står på spil via den globale forurening.

Alles lernen! Var det farligt, var det forkert? – Det var farligt, men ikke forkert. Gennem det videnskabelige studium lærte forskeren at bruge sine øjne og skærpe sin forstand. Den krise, som nu truer menneskeheden, må kunne løses på samme måde. Hvordan ellers?

Alles lernen! Tro ikke, at klodens misere skyldes de kemiske stoffer. Det er menneskene selv, der ikke har sét nok og forstået nok. I sin artikel på de følgende sider hjælper Martinus den motiverede læser til at se og forstå. De NYE TANKER SKABER EN NY NATUR uden forurening, "drivhus-effekt" og huller i ozon-laget. Det fortæller Walter Christiansen om.

Er Martinus' tanker da nye? – Både ja og nej. Det er de samme tanker opdaget på ny, som inspirerede forskerne for 200 år siden. Men nu foreligger disse tanker i klare analyser og indgår i et større hele, som næppe tidligere har været offentliggjort på kloden.

Apropos at opdage på ny: 100 år efter Martinus' fødsel blev han genopdaget af turistforeningen på sin fødeegn. Det fortæller dette nummer af KOSMOS såmænd også om ...