Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

En dag i maj 1952 fik Martinus telegram fra den verdensberømte engelske forfatter Paul Brunton. Næste dag traf de hinanden, og herefter fulgte næsten fire måneders intensivt samvær på et højt åndeligt plan. Ingrid Okkels fungerede som tolk, og hendes beretning skal vi blandt andet høre i dette tilbageblik. Mange forventede, at Brunton ville skrive om Martinus, og gøre ham kendt ude i den store verden. Hvorfor skete det ikke?

 

Paul Brunton (1898 – 1981) var et søgende menneske, der på en praktisk måde forstod at forene sine åndelige interesser med sin profession. Han var engelsk journalist og forfatter og berejste store dele af verden for af afæske vismænd deres viden om veje til erkendelse af livets store sandheder. Den bog som med et slag gjorde ham verdensberømt, var "A search in secret India", der udkom i 1934 og blev oversat til mange sprog. På dansk kom den til at hedde "Bag Indiens lukkede døre".

I 1952 besøgte Paul Brunton Martinus. Kontakten blev formidlet på privat initiativ af Ingrid Okkels, der havde været i forbindelse med Martinus siden 1948. Før Brunton gav tilsagn om at komme, udbad han sig en kort oversigt over Martinus analyser.

– Jeg var allerede på det tidspunkt kommet til at kende Martinus så godt, at jeg efter at have udfærdiget en kort oversigt over analyserne på dansk kunne vise ham mit forslag. Han godkendte det, hvorefter jeg oversatte det til engelsk og sendte det til Brunton. Resultatet blevet kort orienterende besøg og siden, at han i maj 1952 sendte et telegram til Martinus. Heraf fremgik det, at han kom til København og gerne ville have, at der blev sørget for hotelværelse til ham.

Martinus modtog telegrammet, der jo var på engelsk. Han kunne derfor ikke forstå det og ringede mig op. I telefonen stavede han det for mig, så jeg kunne oversætte det til ham. Derpå bad han min mand og mig om at tage ud til Kastrup og modtage Brunton.

Den næste dag mødte Brunton så op på Mariendalsvej for at høre Martinus holde søndags-foredraget kl. 10. (den 18. maj, red.), skønt han jo ikke forstod et ord dansk. Bagefter bad han mig oversætte til engelsk. Jeg blev hed om ørerne, for hukommelse er ikke min stærke side. Men jeg bad forsynet om hjælp og holdt derpå et tre kvarters foredrag på engelsk, mens Brunton samtidig skrev ned på sin maskine. Det resulterede i, at han fik undervisning hos Martinus tre gange om ugen i de små fire måneder han var i Danmark; og han bad mig om at være tolk.

 

 

Der var et bestemt spørgsmål, som Brunton altid vendte tilbage til. Han havde problemer med mennesker, der mediterede på grundlag af hans bøger. Derved var han kommet i store vanskeligheder, for nu fik han breve fra pårørende, der klagede deres nød: Min mand/kone/bror/kæreste osv. er blevet fuldkommen tosset, efter at han/hun er begyndt at meditere. Vil De fortælle os, hvad vi skal gøre for at få ham/hende normal igen!

Derfor var Brunton meget opsat på at finde ud af, hvor farlig meditation er, og han blev ved med at vende tilbage til dette spørgsmål. Martinus på sin side fastholdt gang på gang, at den eneste form for meditation, der er absolut farefri, består i at sætte sig hen og tænke kærligt på sin værste uven. Og så tilføjede han altid: "Ja, bare fem minutter – mere kan de færreste holde til!"

Brunton gjorde i massevis af notater, og det var hans plan at skrive en bog. Men alt dette forsvandt, da han rejste fra Danmark. Hans kuffert med alle notaterne blev stjålet undervejs til Cairo, hvor han ville gøre ophold inden han rejste ud til Indien igen.

Brunton havde udgivet gennemsnitlig én bog om året i tidsrummet fra 1934 til 1943; så fulgte et spring på ni år til hans næste bog "The spirituel crisis of man", der udkom samme år, som Ingrid Okkels tolkede for ham i København. Herefter var der stilhed omkring Brunton til hans død i 1981, hvor man begyndte at udgive en række af hans notesbøger.

Bruntons popularitet var umådelig stor, og de fleste af hans bøger er genudgivet i reviderede udgaver på talrige sprog. I tilknytning til disse nye oplag skrev Brunton ofte et lille forord, som også blev hans eneste livstegn til de mange læsere. I den danske udgave af "The secret path" ("Den hemmelige vej"), skriver Brunton i en tilføjelse (1977):

Imidlertid finder jeg det nødvendigt her at rette en advarsel til begyndere i meditationsøvelser. De evner, som udfolder sig i tidens løb, når man arbejder med meditation, såvel som dens indvirkning på personlighedens forskellige sider, nødvendiggør denne advarsel. Man bør kun foretage forsøg på at meditere samtidig med at man alvorlig prøver på at forbedre sin karakter moralsk, at udrydde alle ødelæggende følelser som had, vrede osv. og skabe ligevægt mellem personlighedens forskellige aspekter. I modsat fald vil der opstå skadelige følger i stedet for gavnlige.

Måske får vi gennem disse få linier en indirekte hilsen fra Martinus og den visdom, som Brunton sugede til sig under sit ophold i København. Men det blev vist nok også det eneste lysglimt, der fik lov at slippe ud. For Brunton var i 1952 færdig som skribent, og de forhåbninger som man måske kunne have om, at Martinus gennem ham kunne blive kendt ude i den store verden, blev dermed gjort til skamme.

I København mødte Brunton nøjagtig den samme meditation – hvem er jeg? – i form af Martinus analyse af det levende væsen; dels som grundanalysen (X1-X2-X3) og dels som de tolv grundfacitter. Men i modsætning til Maharishiens tavse udstråling blev visdommen her leveret i et overdådigt væld af ord og billeder, dvs. på Bruntons egne præmisser som forfatter og journalist. Skulle Brunton efter kun fire måneders elevtid sætte sig ned og skrive en bog om Martinus' lære, måtte han nøjes med for det første at referere og for det andet at henvende sig til en meget beskeden læserkreds.

Hvad mon der var sket, hvis det var lykkedes Brunton at skrive bogen? – Så ville millioner af hans læsere være blevet umådelig skuffet, og man ville igen have fået bekræftet, at Brunton var færdig som skribent. Han særlige charme som forfatter bestod jo netop i, at han formåede at trænge ind på forbudt område og fravriste østens vismænd deres hemmeligheder. Men hos Martinus fandt han ingen lukkede døre og ingen hemmeligheder, men derimod en vedholdende opfordring til træning i næstekærlighed. Her var ingen genveje til åndelig magt og position, ingen storslåede, mystiske eller maleriske guruer til at beskytte den farlige visdom fra at falde i ukyndiges hænder.

Alligevel er der ingen tvivl om, at mennesker, som gerne ser kendskabet til Martinus analyser brede sig over hele kloden, må være Brunton taknemlig. Det er sådanne forfattere, der på godt og ondt er med til at gøre forarbejdet og gøde jordbunden, uden at Martinus analyser overhovedet behøver at blive nævnt.