Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I ovennævnte bog var en henvisning til Martinus' lille bog VEJEN TIL PARADIS, og den fik jeg det lokale bibliotek til at bestille hjem fra det mere velforsynede hoved-bibliotek. Da jeg slog op og læste på første side, blev jeg meget forundret. Jeg havde jo ventet at finde en slags fortsættelse af den spændende beretning, jeg var blevet optaget af i Jacobsons bog. Men det var helt anderledes med Martinus. Jeg læste den ene sætning efter den anden og undrede mig meget over stilen. Den var ny og fremmedartet. Jeg læste sætning efter sætning og prøvede ligesom med vilje at komme i opposition til forfatteren. Men det ville ikke rigtigt lykkes. Jeg måtte gå med til det ene udsagn efter det andet, samtidig med at jeg modstræbende måtte erkende, at forklaringerne og den logiske fremstilling hverken kunne have været afkortet eller gjort længere. Jeg havde imidlertid ikke læst ret langt, før jeg følte en umådelig træthed, og det var med nød og næppe, at jeg kom igennem det første kapitel. Men da kunne jeg lægge bogen fra mig med en spirende mistanke om, at nu havde jeg fundet hvad jeg søgte – ja muligvis meget mere!

Hvad var det egentlig, der var så særpræget ved Martinus' stil? Det var hans sikkerhed! For Martinus er alting afgjort på forhånd. Men samtidig gør han sig de største anstrengelser for at overbevise læseren ad logisk vej. En sådan skribent var jeg ikke stødt på før. Det almindelige er, at forfattere af filosofisk litteratur forsøger at overbevise sig selv ved at overbevise omverdenen. Derved kommer de på niveau med læserne samtidig med, at de optræder med en klædelig beskedenhed. Der findes selvfølgelig også skribenter, som ikke er i tvivl om deres egen ufejlbarlighed, men de appellerer altid mere til følelserne end til fornuften. Martinus forvirrede mig. Han forenede to sider, der plejer at være som ild og vand. Han var selvsikker og analyserende på samme tid!

Via den lille bog fandt jeg nu ud af, at Martinus' hovedværk hed LIVETS BOG. Også den bestilte jeg hjem fra biblioteket. Bibliotekaren mente, at det drejede sig om nogle duplikerede hæfter, og da jeg senere fik at vide, at nu var LIVETS BOG ankommet fra det store bibliotek, var jeg naturligvis spændt. Da jeg kom for at hente bogen, løftede bibliotekaren ikke uden besvær, stabelen med de 7 tykke bøger op fra en hylde under skranken, og han må nok have studeret indholdet en smule, for jeg husker hans kåde bemærkning: "Det havde nok været lettere at kaste sig på kristendom!"

Da juleferien var slut afleverede jeg bøgerne. Jeg kunne sagtens have beholdt dem noget længere, men jeg måtte have dem ud af huset. Synet af dem var en belastning for mig, for nu var jeg klar over, at jeg havde mødt noget, som jeg mageligt kunne bruge resten af mit liv til at studere nærmere. Og jeg havde stor lyst til det, men forinden måtte jeg ligesom forberede mig til det. Og denne forberedelse gik ud på, at jeg måtte gøre mig færdig med al litteratur om beslægtede emner, som jeg på det tidspunkt var i gang med. Jeg forstod umiddelbart, at et studium af Martinus' bøger krævede ro. Og den ro kunne jeg ikke få i mit sind, før jeg var helt overbevist om, at der ikke lå uprøvede muligheder i form af andre forfattere og ventede på mig. Når jeg først gik i gang med Martinus, ønskede jeg ikke at distraheres af den tanke, at andre måske havde givet bedre forklaring på de ting der interesserede mig. Derfor gjorde jeg studiet af de forfattere, som jeg tidligere havde fundet lovende, færdigt. Det tog to år, og nu er vi så nået frem til 1977, hvor jeg ad snoede omveje fandt frem til, at der eksisterede et Martinus Institut og et Martinus Center samt foredrag af en Mogens Møller i den nærmeste store by. Alle disse ydre ting virkede naturligvis ekstra igangsættende. Det lille blad KOSMOS fik jeg færten af gennem en liste over tidsskrifter, som Helmer Fogedgaard havde medtaget i en af sine bøger.

At jeg senere begyndte at skrive i bladet kan jeg takke Tage Buch for. Jeg var lidt sløj af influenza et par dage i efteråret 1979 og nød at ligge i sengen og have et overskud af fritid, som bl.a. gik med at læse KOSMOS. For at få nye skribenter til bladet udskrev Tage Buch noget i retning af en lille konkurrence, og i min lykkelige tilstand af frihed fra dagligdagens krav og pligter fik jeg mod til at skrive en kortfattet artikel om reinkarnation, som blev bragt i 1979, nr. 15.

KOSMOS er ganske vist et lille blad, men det er en stor historie at fremstille det. Svensk og dansk KOSMOS udkommer samtidig og med samme indhold i et samlet oplag på ca. 2000 eksemplarer hver måned. Men før bladet er nået så langt, skal artikler forfattes, udvælges og sendes til oversættelse på de respektive sprog. Endvidere skal teksten skrives ind på Instituttets anlæg, og der skal læses korrektur, layoutes og trykkes. Derpå samles bladet, hvorefter det falses, hæftes, skæres og lægges i kuverter. Så afsted til posthuset, helst i rette tid! Alt dette foregår ulønnet og på fritidsbasis, bortset fra selve trykningen. Så vi er mange mennesker, der hver på vort afgrænsede område er med til at skabe KOSMOS. Arbejdet fordeles fra Instituttet, men medarbejderne er spredt over næsten hele Skandinavien. Og alt dette foregår tilsyneladende uden nogen egentlig ledelse. For mig at se er det et helt eventyr, at det kan lade sig gøre.