Kosmos 1990/5 side 97
OM SAMVITTIGHED, FJENDEBILLEDER OG MEDITATION:
Som dråbefald i dybe kældre...
af Søren Hahn
Hvad er samvittighed?
Forfatteren Jacob Paludan omtaler den som "det vågne indre øje der umuliggør selvbedrag, en evig mumlen, som dråbefald i dybe kældre, af selvets opgør med sig selv."
Mennesket, et forhold der forholder sig til sig selv
Søren Kierkegaard definerer mennesket som "et forhold der forholder sig til sig selv", og for enhver, der kender Martinus analyser, er det indlysende, at det netop er dette selvopgør, der adskiller mennesket fra dyret. Det er menneskets hædersmærke, men også dets akilleshæl, at det er i stand til at skelne sig selv fra andre levende væsener. Og ud af denne skelnen fødes det evige opgør mellem to modsatrettede interesser: Mig selv kontra de andre.
Dermed tager samvittigheden fat på at bearbejde det omskabte dyr. Jo længere det rykker op i udviklingen fra primitivt naturmenneske til civiliseret kulturmenneske, des tydeligere hører det den evige mumlen – som dråbefald i dybe kældre...
Begrebet dårlig samvittighed opstår gerne i forbindelse med handlinger, der i lidt for høj grad tilgodeser "mig selv" på bekostning af "de andre". Men samvittighedskonflikten løses ikke ved blindt at lade sig dirigere af andres behov. I så fald høres stadig dråbefald i dybe kældre: Var jeg ikke tossegod? ... Lod jeg mig ikke udnytte? ... Hvorfor i det hele taget tilgodese andres behov? ... Er det ikke hykleri?
Derfor skaber man sig fjendebilleder
"Det vågne indre øje der umuliggør selvbedrag" ...? Javist! Men umuligt er det nu ikke for en tid at bedrage sig selv. For der findes effektive metoder til at begrænse dette øjes synsvinkel, og manipulere med dets dømmekraft. Metoden er ligeså gammel som Kains broderdrab; den består i at danne sig fjendebilleder. Og jeg vil vove at påstå, at alle mennesker, som er hjemmehørende på denne klode, kender til at danne sig fjendebilleder.
Nu vil nogen måske hævde, at de slet ingen fjender har. Men et fjendebillede kan ikke desto mindre opstå lynhurtigt og uden mindste anstrengelse i ens bevidsthed; så indøvet er denne gamle vane.
"Husk Pearl Harbor. Slå dem ihjel og ihjel." Tegningen er et eksempel på det fjendebillede, man brugte på det amerikanske flyvevåbens skoler under anden verdenskrig. Japaneren (der er blevet udstyret med hagekors!) er placeret midt i et maskingeværs sigtekorn.
Det kan f.eks. ske, når man bliver skældt ud eller når nogen – måske uden ord, men blot med minespil – insinuerer noget om én. Hvem har ikke prøvet det?
Men "fjenden" kan såmænd også være ganske sagesløs. Han kan f.eks. være i sin gode ret til at forvente noget af en, som man af manglende interesse eller ren ugidelighed helst vil være fri for at yde ham; og så er det fristende at opfatte ham som en slags fjende. Set på denne måde møder livet en som ét bombardement af andre menneskers forventninger. Skiftevis forsøger man at leve op til dem, skiftevis forsøger man at undslippe fra dem. Tænk bare på den storm af forventninger og krav der strømmer imod os fra familien, skattevæsenet, arbejdsgiveren, kunderne... Er der så noget at sige til, at man i visse situationer forbander sine medmennesker og danner sig mindre flatterende billeder af dem?
Fjendebillederne vender sig mod én – helvede er de andre
Jeg læste engang en historie i et ugeblad om en småkagefabrikant, der havde slået sig stort op. Oprindeligt var han startet med en beskeden bagerbutik, men han kunne ikke holde ud at ekspedere sine kunder. Han tog konsekvensen og lukkede sig inde i bageriet, og det kom der en stor fabrik og en god forretning ud af.
Sandsynligvis var det sådanne mekanismer, der fik digteren Carsten Hauch til at skrive: "Ens virkelige fjender er ikke dem, der gør én ondt, men alene dem der gør én ond." Og Sartre lader i "Lukkede døre" en person udtale den berømte replik: "Helvede er de andre!"
Men er dét nu rigtigt? Objektivt set er det jo én selv, der skaber sit eget helvede. Man lader sig forfølge af de skygger man selv har skabt; dybest set fordi man ikke orker at lytte til den evige mumlen af selvets opgør med sig selv.
Tre citater
Hvad gør man så? Nedenfor følger tre citater som kan give et fingerpeg.
1) "En fjende må forblive en karikatur, hvis han skal holdes på afstand. En fjende må aldrig blive kød og blod. Generalerne havde ret – ingen julehilsener burde udveksles mellem skyttegravene." (Graham Greene)
2) "For den som ser det menneskelige ansigt, kan fjenden ikke blive ved med at være fjende. Skellet falder. Var det fordi Kristus var den eneste, der så det menneskelige ansigt i ethvert ansigt, hvor fortrædeligt eller vansiret eller hadsk det end var, at han talte om kærlighed til fjenderne og bad for sine bødler?" (Johannes Møllehave)
3) "Den eneste form for meditation der er absolut farefri, består i at sætte sig hen og tænke kærligt på sin værste uven; ja bare fem minutter – mere kan de færreste holde til." (Martinus)
Sådan giver man »fjenden« et menneskeligt ansigt
Mine personlige erfaringer med denne sidstnævnte form for meditation er, at man gennem dén opnår en mere naturlig og spontan kontakt med de mennesker, man af en eller anden grund ikke rigtigt føler sig på bølgelængde med. Og man kan forberede sig på at møde dem; ikke ved at planlægge hvad man skal sige og gøre, men ved at tænke kærligt på dem.
Men hvad vil det nu sige at tænke kærligt på et andet væsen?
Det vil sige, at man koncentrerer sig om dette væsens gode sider. Alle mennesker har gode sider; kun fjendebilleder er rene karikaturer, der er blottet for alt godt. Det er vennebilleder med menneskelige ansigter i kød og blod, man må skabe. Ellers gælder Sartres ord: Helvede er de andre! Og da er man omringet... verden bliver lille og snæver ... tiden går med at opbygge forsvarsværker ... og i sin nød og ensomhed undgår man alligevel ikke det værste af det hele: selvopgøret, den evige mumlen, som dråbefald i dybe kældre.
En ting, som har overrasket mig positivt ved Martinus' meditation, er den autoritet som en kærlig baggrunds-tænkning forlener én med. Det er som om man er mindre sårbar over for kværulanter, og mindre bange for at skuffe sine medmennesker hvis man føler, at det er nødvendigt at sige: "Nej!"
Som bekendt kunne Jesus også godt nænne at skuffe andre; han lod den rige yngling gå bedrøvet bort.
Jeg har ofte tænkt på Martinus' kendte udsagn om, at det betaler sig at være god. Disse ord: "det betaler sig", som jo altid blev fremsagt med et lunt glimt i øjet og især var beregnet for mennesker med en materialistisk grundholdning, har for mig været alfa og omega. Ikke fordi jeg går og er bange for uhyggelige karmabuer, der frygteligt vender tilbage, ikke fordi jeg ønsker at være artig for undgå smæk. Men altid på grund af "dråbefald i dybe kældre"!
Tilbage til forfatterregister
Forrige