Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus kosmologi – hvad går den ud på? Den går ud på at vise, at Jesus har ret, fortæller Martinus.

Men hvem henvender Martinus kosmologi sig så til? Den henvender sig meget ofte til mennesker, som næppe skænker det en tanke, om Jesus har ret eller ej.

Dette pudsige paradoks har til en vis grad præget Martinus sag gennem de godt tres år, den har eksisteret. Nu er det jo så heldigt, at Jesu ord for den opvakte læser viser sig også at være "livets direkte tale", og henviser man til denne tales jordnære logik, behøver man ikke at komme ind på bibelske ord og vendinger, som kan volde ubehag.

Men hvoraf nu dette ubehag? Ja, her kan jeg kun tale for mig selv. Jeg føler, at der mellem mig og Bibelens ord ligger en afgrund. Faktisk skal jeg skræve over to verdenskrige, hele det industrielle gennembrud, empiren, oplysningstiden, renæssancen og middelalderen. Og det er mere end jeg kan klare.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg via Martinus har taget et ordentligt skridt. Men det har ikke været et skridt tilbage, men tværtimod et skridt fremad mod ordformer, som jeg ikke uden en vis gysen opdager, er udtalt for næsten 2000 år siden.

Der er nu sket det, at Jesu ord (med Martinus som katalysator) er nået frem til min egen tid. Ikke som postulater, fri fantasi og naivitet, men som facitter på en slags regnestykker, jeg er i fuld gang med. Så vidt jeg indtil videre kan se, tyder meget på ... at Jesus har ret. Og jeg ved, at mange mennesker, der har studeret Martinus analyser, kan nikke genkendende til en sådan spirende erkendelse. Derfor kan det også lyde, som var et helt præsteskab forsamlet, når venner af Martinus sag diskuterer. Men taler man kosmologi uden for en sådan kreds, er der grund til at passe på!

En foredragsholder udtrykte det engang på den måde, at når man kom fra Klint og skulle ud blandt "almindelige mennesker", og holde foredrag, var det som at komme fra motorvejen med 100 km i timen og ind på et almindeligt vejstykke. Man er blevet vant til de høje hastigheder og må endelig huske at speede ned. Og det svarer til, at man helst ikke skal køre frem med Gud og Jesus for fuld udblæsning, når man er ude på alfarvej.

Her i KOSMOS forsøger vi at holde moderate hastigheder, men vi kan også godt lide at køre stærkt engang imellem. Men vi knalder helst ikke sømmet i bund på en provokerende måde. Enhver tale om gudelige ting, sker fortrinsvis på baggrund af jævne accelerationer.

Derfor starter vi også forsigtigt med Martinus artikel SANSEEVNEN OG DEN ÅNDELIGE VERDEN, hvorpå hastigheden gradvis sættes op med Sv. Å. Rossens GUDDOMMEN OG DEN ENKELTE samt Daniel Palmgrens TANKENS KILDE.

I dette nummer af KOSMOS finder læseren også et referat af Martinus egen forklaring på, hvad kosmologien går ud på. Husk at spænde sikkerhedsselen!