Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Dybt under Kronborgs tykke mure, nede i de skumle og fugtige kældre, sidder ifølge et gammelt sagn en vældig kriger. Når Danmark er i nød, gnider han søvnen af øjnene og kommer landet til hjælp.

"Holger Danske", kalder vi ham. Og sædvanligvis får han lov til at slumre i fred og ro.

Men af og til hænder det alligevel, at næsten alle landets fem millioner indbyggere tænker og handler, som var de besjælet af én og samme ånd. Så er det Holger Danske, der går i aktion!

Nu er det jo sjældent, at store, sindsoprivende begivenheder optager danskernes sind. Det er nok også derfor, nationens helt får lov til at slumre så fredeligt. For i vore dage er det stort set kun det danske skatte-system, der kan få ham til at vippe lidt med øjenbrynene.

Men alligevel kan man undre sig over, at så mange mennesker kan enes om at være danskere, svenskere, nordmænd osv. og finde sammen i et fælles "fodslag" inden for de enkelte nationer.

Set udefra er denne ensartethed endnu mere tydelig. Vi er tilbøjelige til at skære hinanden over én kam. Man taler om typisk svensk, dansk eller norsk folkekarakter. Og kigger vi på kineserne, synes de at udgøre en ensartet folkemasse. De er bare kinesere, som ser ens ud alle sammen! Og sådan betragter de nok også os. Dér er der nok ikke noget med nordmænd, svenskere og danskere. Vi er ens som de snorlige rækker af risplanter på deres marker.

Kort sagt, jo mere vi fjerner os fra vore landsmænd, des mere ensartede ser de fremmede medvæsener ud for vore utrænede øjne. De synes at smelte sammen og blive til én stor udflydende masse.

Endnu mere tydelig er denne tendens, når vi betragter dyrene. Især dem, der ligner os mindst. Som nu f.eks. insekterne. Her synes det ene individ inden for en race ikke at være til at skelne fra det andet. Og det får os let til at betragte dem som éns robotter fremstillet på samlebånd. Vi opfatter dem ikke som individualister, som folk med hver sin smag, opfattelse, erfaring og fri vilje.

I dette nummer af KOSMOS skal vi først undersøge, hvor frie vi mennesker egentlig er. Har vi en fri vilje? spørger Martinus. Og hans svar kan læserne finde på de følgende sider.

Men hvad så med de andre, med dyrene, insekterne? Er det en fælles-ånd ligesom Holger Danske, der styrer deres færd? Er myrerne bare underkastet "tuens ånd" – eller kan de tænke selv? Er myrerne en slags mennesker?

Disse spørgsmål har vi viet resten af dette KOSMOS-nummer til at belyse.

Som altid opfordrer vi vore læsere til selv at dømme og ikke lade sig overtale af dette blads ånd – hvis det da har en sådan. Ej heller af ånden fra de dybe kældre under Kronborg…