Kosmos 1989/4 side 62
Når vor tavse viden bliver talende ...
I disse dage er svalen på vej. Helt uden kunstige hjælpemidler finder den vej fra sit tilholdssted i Afrika. Når den er nået herop, suser den med et velrettet styrtdyk lige ind gennem bondens ladeport og finder straks sin redeplads fra sidste år. Det er imponerende! Men sådan virker altså dét, videnskaben kalder "instinkt".
Sjovt nok ejer vi mennesker også en mærkelig "tavs viden", der minder meget om den lille fugls evne til at udføre ubevidste genistreger. Her tænker jeg på kroppens iboende visdom, der får hjertet til at slå, åndedrættet til at fungere, kirtlerne til at arbejde og cellerne til lydløst at optræde som specialuddannede tjenere. Det er så dagligdags, at vi sjældent ofrer det en tanke. Først når vi bliver syge, opdager vi rigtigt, hvor stor betydning denne "tavse viden" har.
Tanken om at vi i naturen – ja, selv i vor egen krop – møder en visdom af så kolossale dimensioner ... hvad betyder den? Den betyder, at vi mennesker står overfor kræfter, som er større end os selv. Det er denne tanke, som fra gammel tid er blevet kaldt for "religiøsitet". Den har helt op til vor tid været menneskets ledestjerne. Først med industrialismens gennembrud og den moderne tidsalder har andre interesser indtaget hovedpladsen i menneskets bevidsthed. Men alligevel hænder det, at larmen fra de mange maskiner og tekniske opfindelser glemmes. Mennesket oplever øjeblikke, hvor naturens genialitet får lov til at bryde igennem med sit budskab. I sådanne øjeblikke er der mulighed for at ane et højere væsens eksistens. Den engelske forfatter H.G. Wells udtrykker det således:
"Sommetider, i nattens stilhed og i sjældne ensomme øjeblikke, mærker jeg som en forening af mig selv med noget stort, der ikke er mig selv. Det er måske sindets og sprogets fattigdom, der tvinger mig til at sige, at dette universelle indvirker på mig som en sympatisk person gør, og foreningen føles som en tilbedelse uden frygt. Sådanne øjeblikke indtræffer, og de er mit religiøse livs højdepunkt, kronen på min religiøse erfaring".
***
Denne måneds KOSMOS handler om jordmenneskenes LÆNGSEL efter dette mystiske samvær. Takket være VORT SVINDENDE INSTINKT kan vi i sjældne øjeblikke føle os som dét, BØRN er, nemlig små voksne mennesker på vej mod en form, der ligesom skjult står og venter på dem. Vi aner en højere verdens eksistens, vi er undervejs på REJSEN IND I UENDELIGHEDEN. Ifølge Martinus vil denne længsel en dag overskride sindets og sprogets fattigdom. Den tavse viden vil blive talende, og vi vil intuitivt (ikke instinktivt) forstå vor enhed med universet og den evige Guddom. Vi vil med samme sikkerhed som svalen smutte ind på en "redeplads", som længe har ventet på, vi kommer tilbage. Så er det nemlig forår!
sh
Tilbage til forfatterregister
Forrige