Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Lørdag den 6. august var Martinus Center i Klint rammen om den årlige fest i anledning af Martinus' fødselsdag. Det blev en spændende eftermiddag med et alsidigt program. Gennem det hele spandt sig en rød tråd: Venskab er det vigtigste.

 

Klokken 13 bød Ole Therkelsen velkommen og mindede om, at Martinus' fødselsdag ikke fejres for at dyrke en person, men for at skabe mulighed for at mødes i venskab og eventuelt støtte Martinus' sag med en gave. Ole fungerede herefter som en veloplagt konferencier, der ikke blot kunne introducere de forskellige programpunkter, men også dublere en tryllekunstner, som måtte sende afbud. Ole startede med at give ordet til Willy Kuijper.

Willy gav udtryk for, at han havde haft en god og lærerig tid på Klint og berettede om nogle af de personlige erfaringer, han havde gjort undervejs.

Når man har den praktiske side af arbejdet tæt inde på livet, fortalte Willy, ser man på Centret med andre briller end gæsterne.

– Hvor er her dejligt! udbryder de.

– Ja, I skulle bare vide, at den dér septiktank ikke fungerer, tænker jeg.

– Og hvor er naturen skøn!

– Ja, tak, men den skal passes, beskæres, klippes…

Willy havde på den måde erfaret, at bevidstheden om hans ansvar fik ham til at se bag om tingene, og på en måde gjorde ham mere indadvendt end de begejstrede gæster. Heri mente han også at finde årsagen til en vis distraktion og stress hos sig selv, som han ikke håbede nogen opfattede som manglende interesse for den mere udadvendte og medmenneskelige side af arbejdet.

Herefter gik Willy over til at vise lysbilleder fra de seks år, han havde været ansat på Centret. Der var sket mange vigtige forbedringer; men inden Willy gik i gang med at kommentere billederne, understregede han, at det naturligvis ikke var hans fortjeneste. Den udvikling, der har fundet sted, er resultatet af et harmonisk samarbejde. Willy henviste i denne forbindelse til et citat fra KOSMOS 1946, hvori Martinus netop pointerer, at det er den praktiserede næstekærlighed, sagen vokser på. Synes nogen, sagen vokser for langsomt, er det værd at huske på, at det er praktiseringen af næstekærligheden, der skaber grobund for vækst – ikke teoretiseringen.

Herefter så vi billeder af den nybyggede Pavillon A fra 1983 med uafsluttede kloakarbejder i forgrunden og manglende beplantning. Endvidere foredragssalen, som den så ud før nyrestaureringen i 1985, det gamle operatørrum mm.

Willy understregede endnu engang, at grundstenen for alle disse fysiske ting er de mennesker, som med deres interesse er knyttet til Centret. Og han mindede i den forbindelse om, at Centret ikke bare er den del, som Instituttet står for, men også de næsten 100 private huse, hvor der for en stor del bor mennesker, som støtter tankerne og derfor også er et vigtigt bæreelement for Centrets atmosfære.

I denne atmosfære kan man møde venner, og ny venskaber kan opstå og vokse videre. Det er dét grundlag, den nye verdenskultur er baseret på; det er dybest set dét, vi arbejder med, og som det gælder om at være bevidst i. På den måde vil Centret efterhånden udvikle sig til en slags organisme, der fungerer som en helhed.

En sådan helhed kan ikke opstå på basis af sololøb og enkeltpræstationer. Det vil ikke lykkes, hvis en gruppe mennesker går i én retning, og de øvrige intet véd. Derfor er det vigtigt at tænke højt. Vi må koncentrere os om at give udtryk for vore tanker, så andre ikke skal gætte sig til dem.

Og så er det vigtigt at give hinanden spillerum for fejltagelser. Når mennesker kommer glade og tillidsfulde og tilbyder deres hjælp til sagen, bør man ikke være alt for kritisk eller pedantisk i bedømmelsen af deres arbejde.

På den anden side må man også optræne evnen til ikke at blive fornærmet. Hvem er dygtigst til at finde sig i fornærmelser! – hvem bliver aldrig fornærmet! Dét er det vigtigste i den nye verdenskultur, og det er dét analyserne hjælper os på vej imod.

Nu viste Willy et lysbillede af en solnedgang over bugten ved Klint. Himlen var helt mørkerød og i baggrunden så man den karakteristiske profil af kutterhavnen og røgeriets høje skorsten.

Det drejer sig om venskab under alle omstændigheder – under alle forhold! slog Willy fast. Derfor vil jeg med vemod tænke tilbage på mine mange oplevelser og erfaringer, som jeg har fået her i Klint. Det vil blive som en pragtfuld aften, som en flot solnedgang, hvor man nyder sommerduftene. På samme måde vil jeg tænke tilbage på min tid i Klint. Det vil altsammen blive til guldkopier om ting, som jeg skulle lære.

Tak for den hjælp, som jeg trods mine fejl har fået; tak for, at jeg lærte jer at kende og havde dette arbejde; tak for nu!

Og rejsen gik også til Stonehenge i England, Pyramiderne i Ægypten og de historiske steder i det gamle Palæstina. Sidstnævnte sted gav den armenske rejsefører Martinus følgende skudsmål med på vejen efter at have kendt ham et par dage:

– Du har en hjerne som en vismand og et hjerte som et barn.

Sam sluttede rejseeventyret med en god nyhed: Om 10 måneder udkommer bogen "Martinus som vi husker ham", hvor en lang række af Martinus' venner gennem en menneskealder fortæller om deres indtryk og oplevelser med ham.

Et enkelt citat skal her gengives som en ganske lille prøve på den kommende erindringsbog. Martinus taler med sin første elev:

– Husk altid på, at jeg skruer min egen tanke så meget ned, at den ikke blænder dig. Jeg kunne rive dig med i en kolossal hast. Men det ville være imod de guddommelige love for vækst. Du skal vokse roligt og sikkert, harmonisk og smukt, have balance i tingene. Forsynet lader ikke en sol komme vor Jord så nær, at den brænder alle hans skabninger op. Jeg holder mig på lignende afstand. Du skal nemlig ikke være under stærkere indflydelse af min krop, end at din egen bevidsthed kan analysere hvert skridt, du vandrer på vejen, og du skal have fuld frihed til at vende tilbage til dine egne meninger og synsmåder, hvis du finder dem bedre en det, du lærer af mig.

– Lykkelig den, der møder en sådan lærer, udbryder Lasse, og lykkelig den, der er i stand til at indleve sig i det gudsbegreb, han senere skænkede verden.

Det er således, at Martinus ud over sin litteratur er kommet med mange supplerende oplysninger, som er indtalt på bånd under møder i "Rådet for Martinus Institut". Det drejer sig specielt om detaljerede retningslinier for Instituttets og hele sagens arbejde. Disse oplysninger, der også belyser det indbyrdes samarbejde og holdningen til omverdenen, er rådet i færd med at samle til en bog, som Martinus før sin død ønskede fremstillet og benævnt "Strukturen".

Dette arbejde er nu nået så langt, at man mener til efteråret at kunne udsende en arbejdsudgave til et panel af direkte medarbejdere ved Martinus Institut, således at man kan få bogen bedømt og kommenteret uden for rådets egen kreds. Når dette arbejde er slut, vil bogen kunne gøres klar til udgivelse.

Hvad betyder nu alt dette? Det betyder, at samarbejdet mellem sagens venner vil kunne fremmes så meget, at man håber eventuelle meningsforskelle ikke vil kunne slå skår i venskabet. I en åben og positiv atmosfære, hvor venskabet prioriteres højest, behøver man ikke at veje hvert ord på en guldvægt. Og det betyder, at Instituttet vil kunne fungere mere udadvendt og effektivt end nu.

Det er iøvrigt denne atmosfære, der derefter gerne skulle brede sig til omgivelserne, til erhvervslivet og til kloden som helhed. Det er på den måde, der skal skabes grobund for den nye verdenskultur.

Sagt ganske kort kunne man måske sige, at "Strukturen" er den kost, hvormed sagens interesserede kan begynde at feje for egen dør. Den er en praktisk vejledning i næstekærlighed, og den er det i en mere koncentreret og overskuelig form end Martinus' samlede litteratur.

Her er altså en spændende nyhed på vej, som alle interesserede vil kunne få gavn af, og som på lidt længere sigt også vil kunne give sagen som helhed et skub fremad.

Tryggvi viste også billeder af værker af den store islandske billedhugger Ejnar Jónsson, om hvem Martinus skrev:

"Jeg fik også lejlighed til at besøge den islandske kunstner Ejnar Jónsson og hans frue, som jeg allerede kendte i forvejen fra deres ophold her i København for år tilbage. Den islandske stat har skænket ham et museum, bygget efter hans egne tegninger. At komme ind i dette museum er som at komme ind i en helligdom, et lysets tempel. Det er overdådigt fyldt med Ejnar Jónssons geniale værker, der alle er symboler eller illustrationer af lysets sejr over mørket og udstrålende den islandske naturs evighedsatmosfære. Disse lysets symboler, skabte med en glans af denne naturens egen jomfruelige evighedsatmosfære, vil gøre dette museum til et stedse mere og mere søgt valfartssted for kommende generationer langt ind i fremtiden, når krigens fakkel for stedse er slukket på Jordens kontinenter, og fredens stjerne lyser i videnskab og væremåde mand og mand imellem over hele verden. Da vil Jónsson-museets geniale værker fortælle en undrende fredens verden om lysets kamp med mørket, om humanitetens eller verdensgenløsningens pionerer og om tilblivelsen af lysets sejr over mørket, tilblivelsen af den lysende fredens æra, i hvilken disse fremtidens generationer til overdådighed da vil være velsignet."

Martinus startede med at takke for den hyldest og tak, han havde modtaget. Men jeg må lade den gå videre til Forsynet, tilføjede han, for jeg fortjener den ikke. Mens tusinder af mennesker dagligt må gå til deres arbejde, kan jeg gå til min hobby. Når jeg har den kosmiske viden, er det jo heller ikke fordi jeg er favoriseret; alle kommer til at opnå dette udviklingstrin.

Martinus ønskede på denne baggrund at understrege det logiske i, at han var lige med alle. Jeg ønsker ingen klasseforskelle, pointerede han.

Jeg kan forkynde, at alkærligheden er livets løsen, fortsatte Martinus; det er Guds ånd, som svæver over vandene. Vi lever i den, og vi kan følge den helt nede fra mikrokosmos. I dyreriget kommer den til syne som den højeste vellystfornemmelse i parringsakten. Det er denne vellystfornemmelse, jeg kalder "den højeste ild". Hvis ikke den var til, ville verdensaltet være et intet. Hvordan skulle dyrene komme igennem livet uden den? Den er lyset i dyrenes verden. Hormonprocessen, som indtræffer i forbindelse hermed, kaldes "forelskelse", og det er genialt, at parringsprocessen er koblet sammen med den højeste ild.

Helt frem til abestadiet fungerer det på denne måde. Men så begynder den feminine pol i hankønsvæsenerne og den maskuline pol i hunkønsvæsenerne at gøre sig gældende. En helt ny side: den spirende intellektualitet eller den menneskelige bevidsthed kommer til syne. Væsenerne er nu godt på vej til at blive mennesker i Guds billede. Men hvad er det? – Det er netop alkærligheden.

Denne nye verdensepoke er "Kristusepoken", fortsatte Martinus. Den afløser "Mosesepoken", og menneskenes situation er, at de er inde i et skift mellem disse to epoker.

I den nye epoke hedder det, at man skal elske sin næste som sig selv. Det kan man ikke i Mosesepoken; dér ville det være ensbetydende med at bedrive hor.

Der udvikler sig efterhånden en kolossal følelsesevne; det bliver dejligt at tage hinanden i hånden og omfavne hinanden. Når menneskene udvikler denne alkærlighedsevne til alle sider, bliver der en åbenlys kærlighed, som intet har med parringsakten at gøre.

Martinus tilføjede, at der ingen grund er til at blive forskrækket over at høre disse ting, hvis man lever lykkelig og glad i ægteskabet uden denne viden og iøvrigt er i stand til at opfylde sine forpligtelser i ægteskabet.

Men det er min mission at vise lovene for den nye epoke, fortsatte Martinus. Vi ser allerede tegn på den i form af humane organisationer: Røde Kors m.m. Og det er den nye epoke, Jesus bebudede, der skulle komme med "Talsmanden den hellige ånd". Talsmanden er ikke en mand eller en profet – det er en videnskab. For hellig ånd er jo hellig viden og hellige tanker. Hele mit værk viser, at alt fører frem til en sådan kærlighed.

Martinus understregede, at garantien for, at hans analyser er rigtige, netop er, at de peger hen på denne alkærlighed. Kan nogen oplysning være højere! tilføjede Martinus.

Det er kristendommens epoke, De nu kan vente, sluttede Martinus. Det er ikke nogen religion som dén kristendom, der kendes gennem kirkerne, og som er degenererende. Det er nu, den egentlige kristendom begynder, og den ledes ikke gennem en autoritet, den er ikke indkapslet i sekter. Mine analyser er frit tilgængelige, og man kan tage det af dem, man kan bruge.

Martinus understregede endnu engang, at han ikke ønskede at fremstå som en autoritet. Jeg ønsker at være lige med Dem alle sammen, at være dus med Dem alle sammen.