Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mindedagen for Martinus er forlængst passeret, og af referatet – som læseren finder længere inde i bladet – fremgår, at der i år blev sat en tyk streg under begrebet "venskab". Og der blev også talt en del om forskel i meninger og opfattelser som årsag til, at venskab ikke altid lige let etableres mellem sagens venner.

Disse ord fik mig til at tænke på en uvane, som jeg længe har haft, og som jeg nu vil prøve at aflægge. Sagen er, at jeg altid har elsket at diskutere åndelige emner. Når det drejer sig om økonomi og indretning af hus og hjem, lader jeg helst andre debattere, men når det drejer sig om filosofiske problemer, tager jeg gerne et eller andet hasarderet synspunkt, bare for at få en diskussion i gang og holde den ved lige. Jeg tror, denne uvane stammer helt fra gymnasietiden, hvor man heftigt kunne forsvare den frie viljes eksistens den ene dag, for så den næste at mene det stik modsatte ... alt afhængig af, hvem man diskuterede med.

Nu må jeg dog sige, at disse disputter – som altid fik os til at tage os meget lærde ud i egne øjne – aldrig førte til uvenskab, men tværtimod blev betragtet som behagelig selskabsleg og tidsfordriv, der samtidig inspirerede til at undersøge, hvad virkelig lærde folk mente om disse emner, og med hvilke argumenter de underbyggede deres synspunkter.

Og når mindedagens facit (venskab) får mig til at hente disse personlige ting frem, er det fordi jeg – med hensyn til dette ping-pongspil med meninger og opfattelser – nogle gange har været lige ved at komme galt afsted. Respekten for Martinus som autoritet er så stor, at man skal være meget varsom med at lave sjov med analyserne, når man er mellem mennesker, som ikke kender én særlig godt. Og jeg må indrømme, at jeg udmærket forstår denne respekt, for analyserne er i mit indre lønkammer liv og død for mig; ja, det er så vigtigt et emne, at når jeg holder foredrag om kosmologi og ikke har medspillere til at returnere boldene, bliver jeg så alvorlig, at mine nærmeste ikke kan kende mig.

Ikke sandt!... når først man kommer til at tale om sig selv, kan man blive ved. Og det er netop dét, jeg gerne vil opfordre sagens venner til ... ikke at tale om sig selv først og fremmest, men lade andre få lov til at tale og fortælle om sig selv. Forsøg ikke at trække meningsforskelle frem, men prøv at vinde dine medmenneskers fulde fortrolighed ved hjælp af dit væsen. Lad dem føle, at du har sympati og varme for deres gode sider; så vil de efterhånden komme til at holde af dig, og først da er jordbunden gødet med det venskab, som skaber den rette atmosfære for udveksling af meninger og synspunkter.

Lad disse ord – sagt i al beskedenhed – være mit bidrag til mig selv og andre, som gider lytte med, og som er interesserede i at sprede den gode sæd, som Martinus så rundhåndet har brugt et helt liv til at skænke os.