Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En af de fordele, man har ved at stifte bekendtskab med Martinus' litteratur, er den, at man nemt kommer i julestemning. Ja, på en måde kan man godt sige, at store dele af Martinus' litteratur appellerer til netop den stemning, som hyrderne ifølge en kendt julesalme var i, da de fandt det lille Jesusbarn i krybben. De råbte ikke hurra, men gik ind til barnet med "stille sind".

Men hvad er så "det stille sind"?

"Det stille sind" er den stemning, man kommer i, når sindet bevæger sig fra det timelige til det evige. Det er at lade den støjende, pulserende og rastløst krævende verden bag sig med alle tilhørende bekymringer om dagen og vejen. Og det er dét skridt, kunstneren træder tilbage, når han betragter sit arbejde for ikke at fortabe sig i detaljerne på helhedens bekostning. "Det stille sind" er en stemning, hvor man på én gang er afslappet og lysvågen.

Desværre må man konstatere, at det ikke er muligt for os almindelige jordmennesker at opretholde "det stille sind" gennem længere tid. Det er nok også derfor, "det stille sind" kaldes en "stemning", dvs. et forholdsvis kortvarigt og ukontrollabelt spring i den normale bevidsthedssituation.

Men takket være Martinus' litteratur mener jeg, at det vil blive lettere og lettere for hans trofaste læsere selv at dirigere og opretholde denne stressopløsende stemning. Ganske vist må jeg for mit eget vedkorrrnende indrømme, at jeg endnu har let ved at blive distraheret, når eventuelle bekymringer får "skillevæggen" mellem det evige og det timelige til – ligesom en dør i gennemtræk, hvor det suser godt gennem nøglehullet – at stå og "blafre". Men prøv nu, kære læser, i ro og mag at studere Martinus' juleeventyr på de følgende sider og se så, om ikke julestemningen indfinder sig.

På længere sigt er Jordens mennesker på vej mod at kunne opretholde en vedvarende julestemning i deres sind, fortæller Martinus. Den årligt tilbagevendende anledning er bare en spæd begyndelse til noget, som engang vil blive dagligdag. Vi befinder os nemlig i en vældig udvikling.

Om denne udvikling, der går fra dyr til "rigtigt menneske", har Walter Christiansen nu gennem de 3 sidste numre af KOSMOS berettet for læserne. Denne gang runder han sin artikelserie af med nogle betragtninger, som er af allerstørste betydning for mennesker, der ønsker at tage hånd i hanke med deres udvikling.

I denne forbindelse kan jeg på basis af egne eksperimenter varmt gå i brechen for forfatterens synspunkt, når han advarer os mod at betragte vore dyriske bevidsthedstendenser som noget "ondt", vi skal holde kunstigt nede, skubbe væk, glemme, skjule, camouflere, overtrække med et lag godhed osv.

Må jeg anbefale, at man betragter den dyriske side af sin bevidsthed med samme kærlighed som var den en god og udtjent museumsgenstand? Gør man det, skulle der være gode muligheder for at styre sindet og bringe det i ro.

GLÆDELIG JUL og god julestemning!