Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Under præstens prædiken var jeg flere gange lige ved at række fingeren i vejret. Det var den gamle refleks fra skoletiden. Sagen var, at jeg var kommet i besiddelse af en kolossal viden: Jeg havde netop læst Martinus' LIVETS BOG for første gang. Og når man har det, er det som om man har stemt skulderen mod himmelhvælvet og set, hvad der er bagved.

Nå, heldigvis blev det ikke til noget med den finger, men kort tid senere kunne jeg alligevel ikke dy mig. Da var det en kendt psykiater, som i en aviskronik nærmede sig de store sandheder på en lovende måde, nemlig udelukkende på basis af egne livserfaringer. Der var bare det ved det, at han ikke evnede at sætte sine iagttagelser i forbindelse med hinanden, så der fremkom en konklusion. Han manglede kort sagt at gøre sig færdig.

Men den sag klarede jeg let for ham. Jeg skrev til ham, samlede alle de løse ender op og gjorde ham opmærksom på en "rød tråd", som han havde overset, men hvis tilstedeværelse var "snublende nær", nemlig reinkarnationstanken. Endelig henviste jeg for nærmere udredning af emnet til Martinus' litteratur.

Hans svar var afvisende på en så venlig og imødekommende måde, at jeg følte mig som en af hans patienter, der frejdigt var kommet svingende med "de vises sten" i en pose og tillidsfuldt havde hældt dem ud på hans skrivebord.

Siden har jeg aldrig uopfordret nævnt noget om Martinus kosmologi. Jeg har lært, at min teoretiske viden ikke er ensbetydende med, at jeg kan lodde dybden i et andet menneskes behov for netop de sandheder, som Martinus har afdækket. Og jeg har også forstået, at de mennesker, som virker allermest "lovende", ikke altid er netop dem, der står lige på spring for at lære disse sandheder at kende.

Når jeg kommer ind på disse ting her, er det fordi dette nummer af KOSMOS indledes med to artikler, som klart og utvetydigt løser århundreders endeløse diskussioner om Guds natur og universets beskaffenhed. Et langt kulturhistorisk forløb er dermed afsluttet. Og derfor kunne det også være fristende – uopfordret – at informere de mest "lovende" præster og filosoffer, videnskabsmænd og humanister. Men gør det ikke, kære læser! Lad dem først komme selv, og fortæl så løs!

Og de skal nok komme, sagde Martinus, – ligesom bierne til honningen…