Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Via kosmologien har jeg fået indsigt i, at Gudsplanen fungerer med en sådan grad af fuldkommenhed, at intet støvgran falder til jorden uden ved Guds vilje, – og karmaloven garanterer for, at ingen kan forårsage eller lide uret. Hvad enten vi fremmer udviklingen, eller ej, er vi uundværlige redskaber for Gudsplanen.

Den tanke, at min frihed og spontaneitet, allerede før den forløber, findes som en urokkelig størrelse eller en mikroskopisk komponent i det universelle maskineri, kan til tider resultere i en følelse af at være underlagt en mental spændetrøje. Selv min endnu utænkte eftertanke er uundgåelig! – Ligger frigørelsen i, at jeg planmæssigt skal få forøget min indsigt, indtil min vilje konvergerer med Gudsviljen?

Så kommer Martinus, og han påpeger for det første, at vi slet ikke er led i denne kæde. Som iagttagere af den, må vi nødvendigvis stå udenfor den, og verdensaltet bliver dermed at opfatte som en to-deling: JEG og DET. JEG bliver dermed den første eller årsagsløse årsag til DET, dvs. DET, JEG oplever, og begrebet "vilje" får først nu en mening. Men Martinus påpeger jo også, at selvet støvgran ikke kan falde til jorden, uden ved Guds vilje (se Livets Bog III, stk. 717). Dette understreger imidlertid blot, at der netop er en vilje bag enhver bevægelse eller DET.

Og så er det, man kan spørge: hvis Guds vilje udstrækker sig til sådanne småtterier som et støvgran, hvor meget vilje bliver der så tilovers til os andre? – Men her er det vigtigt at forstå, at vi ikke står udenfor Guddommen. Vi er selv en del af ham, så vor private vilje må derfor nødvendigvis også være en del af Guddommens private vilje, – og det uanset, hvilke personlige ønsker og planer, vi har.

Vil det nu sige, at vi kan gøre lige, hvad vi vil? – Tja, Martinus sammenligner viljen med roret på et skib og erfaringerne med samme skibs kompas. Det er altså vore erfaringer, der på sin vis styrer vor vilje, men derudover er viljen naturligvis også begrænset af vor fysiske og åndelige formåen. Vi kan ikke spille bold med jordkloden eller optræde som verdensgenløsere, men vi kan f. eks. udmærket slå vore medvæsener ihjel – eller lade være. Indenfor et ganske stort område har vi altså en fri vilje, og det er netop denne mulighed, der er pointen i dét, Gud i følge Bibelen har til hensigt med jordklodens mennesker: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Havde vi ikke denne frie vilje til at gøre ondt og godt i flæng, ville vi højst kunne blive en samling perfekte robotter.

Nu spørger du så til sidst: "Ligger frigørelsen i, at jeg planmæssigt skal få min indsigt forøget, indtil min vilje konvergerer med Gudsviljen?" – Frigørelsen, ja! – Vi mennesker føler jo netop ikke, at vi har en fri vilje, til trods for at vi indenfor et meget stort område netop har en fri vilje. Og dette paradoks skyldes egentlig ikke, at vi er i uoverensstemmelse med Guds totale vilje, for det kan vi, som sagt, umuligt være. Men det skyldes, at den klode, som giver os føde, klæder og livsrum, og i hvilken vi selv fungerer som "hjerneceller", denne klode har som levende væsen også en vilje. Og denne vilje er det vigtigt for os at kende og være i overensstemmelse med, hvis vi ønsker at kunne leve vor tilværelse så frit som muligt. For kloden giver ikke sine værdier fra sig betingelsesløst. Jordkloden repræsenterer således Guds lokale vilje.

Og ifølge Martinus er jordkloden på et meget højt moralsk stade i forhold til os jordmennesker, og det er denne distance, der ustandselig giver anledning til pinagtig erfaringsdannelse, der igen betyder, at vi gang på gang må tage hensyn til ændringer på den kurs, som "kompasset", vor livsrejses erfaringer, dikterer os. Det er til tider kolossalt anstrengende, og frigørelsen ligger netop – som du skriver – deri, at vi gennem teoretisk og praktisk træning i forbindelse med bøn bliver så dygtige til at aflæse og indstille os på jordklodens "kompas", at vi får tid til at lege og være kreative på en helt anden måde end nu, hvor det stort set blot gælder om at være på vagt og passe ror og styretøj. I denne situation er Martinus kosmologi en vældig hjælp til at anskueliggøre principperne og dermed til at indgyde tålmodighed, selvtillid og godt humør.

 

Litteratur:

Martinus: Livets Bog VI, stk. 2269-85 (incl.)

Martinus: Har mennesket en fri vilje? KOSMOS nr. 2/1974

Martinus: Har det jordiske menneske en fri vilje? KOSMOS nr. 4-5/1983

I.G. Hannemann: Mennesket, den absurde robot?, Borgen 1970