Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I år er det 50 år siden, sagens flag for første gang gik til tops over Martinus Center i Klint. Dengang hed centeret "Kosmos Feriekoloni".

Hvordan var stemningen mon blandt de tilstedeværende? – Ja, kolonien var på sit andet år, og de allerførste huse stod netop færdige. Vi skriver pinsedag, den 31. maj 1936, og en større forsamling på omkring 70 mennesker er kommet tilrejsende fra København. Martinus (45 år) hejser det nye flag kl. 12 middag, og det folder sig ud i al sin farvepragt mod en regnvejrstung forårshimmel. Kolonien henligger som åbent græsland – en hel lille "prærie" – med udsigt til alle sider og uden læ for den barske vind. Og stemningen er nok også ligesom blandt nybyggerne i Amerika. Martinus skriver senere om begivenheden i KOSMOS nr. 6/1936 (genoptrykt i KOSMOS nr. 9/1980), og det fremgår heraf, at han er i fuld gang med at lægge planer for fremtiden. Martinus synes ikke at gøre sig nogen bekymringer, – men hvad med forsamlingen? Mon ikke mange spekulerer på, hvordan det skal gå? Vil det lykkes at bevare kolonien og bygge den op…?

50 år senere véd vi, at det altsammen lykkedes – og mere til! Det lykkedes takket være en ukuelig pionerånd og nogle ganske få medarbejdere, som med en kolossal energi og viljestyrke forstod at organisere og inspirere andre medinteresserede til at tage del i arbejdet. Bygningerne blev skabt, hovedsædet på Mariendalsvej i København blev erhvervet, undervisningen blev sat i system, og tidsskriftet KOSMOS kunne lige fra første nummer i 1933 udkomme regelmæssigt, – alt sammen på en sådan måde, at Martinus ved siden af alle disse aktiviteter kunne få tid til at skrive sine mange bøger og artikler.

Og hvordan er stemningen så i dag, – i 1986? Ja, svaret vil nok afhænge af, hvem man spørger, for jeg tror, vi befinder os i en brydningstid, der igen hænger sammen med det generationsskifte, som i de senere år har fundet sted. Mange af sagens medarbejdere synes endnu at være besjælet af den gamle pionerånd, men det er tydeligt, at de ledende personligheder – Martinus og nogle af hans nærmeste medarbejdere – nu ikke længere befinder sig på det fysiske plan. Og det giver anledning til en vis usikkerhed hos mange af os. Vi savner helt åbenbart en enkelt eller nogle få ledende personligheder, hvis ord ligesom i gamle dage var noget i retning af en "lov".

Så vidt jeg kan se, er de ledende personligheders tid nu forbi, og sagen vil fremover stille den enkelte medarbejder mere frit, men også kræve større ansvarsbevidsthed baseret på evnen til selv at træffe afgørelser. Og specielt for medarbejdere med direkte tilknytning til Martinus Institut vil teoretiske kundskaber, faglig dygtighed og effektivitet naturligvis stadig være i høj kurs, men fra nu af absolut kun, når disse udmærkede egenskaber er uløseligt forbundne med tålmodighed og lyst til at rådføre sig med andre. Den ny tids generationer af medarbejdere har fået en fysisk ramme for Instituttets virksomhed forærende takket være en utrolig arbejdsindsats fra mennesker, som dengang var unge. Nu må der ske en indre konsolidering i form af etablering af gode samarbejdsvaner. Det er dét, vi nu skal satse på, og vi skal nå det, inden kosmologien for alvor slippes løs ude i verden!