Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For 25 år siden blev nedenstående skrevet af Erik Gerner Larsson (1907 – 1973), som var Martinus første – og i mange år eneste sekretær. Han blev knyttet til "sagen" i 1929, 22 år gammel. I "Festskrift for Martinus", der blev udgivet i anledning af Martinus 70 års dag, er det her gengivne afslutningen på en længere artikel om Martinus' liv og hans mission.

 

Vi lever i en tid, hvor videnskabelig tænkemåde i stedse højere grad gennemtrænger hele vort liv. Spørgsmålet lyder ikke længere: "Hvad siger kirken?", men derimod: "Hvad siger videnskaben?". Og videnskaben har sagt meget. Har flyttet vor videns grænsepæle ind i områder, tidligere generationer kun dunkelt anede eksisterede. Men eet har videnskaben aldrig kunnet give os svar på, spørgsmålet om meningen med den lidelse, hver og en af os må opleve. Vi er i dag så kloge på alt i den verden, der omgiver os. Men med hensyn til den verden, vi selv udgør, den verden, der trods alt er vigtigere for os end nogen som helst anden, står vi stadigt på et dunkelt anelsesstadium. Videnskaben gav os en dybtgående lære om stoffernes natur og egenskab, en kemi så strålende, at vi i dag har tvunget dette stofs inderste kræfter til at lyde vor vilje. Men de stoffer, af hvilke vi blander vore tanker, har, indtil Martinus gav os sin viden, hidtil været ukendte for os. Vi vidste, vi kunne ane, men kendte ikke kræfterne bag vor anelsesevne. Vi vidste, vi kunne blive rasende, eksplodere, men kendte ikke kræfterne bag vore egne mentale eksplosioner. Vi vidste, vi kunne føle, men hvad var følelse? Vi vidste, vi kunne analysere og kaldte kraften bag denne evne for intelligens, men hvad den var, og hvorledes den virkede, kendte vi ikke. Og i glimt oplevede vi en kraft, vi gav navnet intiution, men hvor den kom fra, og hvad der fremkaldte den, vidste vi ikke. Og vi vidste, vi kunne huske, at hukommelsen spillede en vældig rolle i vort liv, ja, at vi uden den ville være uden viden om vor egen identitet, men mere vidste vi heller ikke. Og så står der pludselig en lærer iblandt os, som ud af sit eget rige sind giver os nøglen til vor egen sjælelige struktur og skænker os den kosmologi, vi så længe har savnet. Omsider har vi nu den kosmiske kemi, der gør det muligt for os at fatte det tankeblandingens mysterium, vi dagligt oplever, både i os selv og udenfor os selv. Alle har vi lært, at den, der hersker over sit eget sind, er større end selv den største erobrer. Men hvorledes herske over kræfter, man ikke kender?. Det er ukendskabet til disse kræfter, der har gjort hver eneste af os til vor egen lykkes bitreste fjende. Thi hvad er det, vi kalder "ondskab", andet end uvidenhed? Hvem vil være ond og gøre fortræd i det øjeblik, vedkommende med hele sin sjæl ved, at det blot er ham selv, han skader?. Et strålende lys er med Martinus verdensbillede trængt ind i vort liv, og vil vi selv, har vi nu alle muligheder for, gennem et eksakt studium af hans kosmologi at erhverve os den indsigt, der gradvist vil give os lejlighed til helt at overtage kontrollen over vort eget sind og dermed erhverve den indre fred og harmoni, der alene kan udgøre en virkelig sand kulturs urokkelige fundament.

Men at møde et stort, nyt åndeligt lys på sin vej rummer ikke alene mulighed for strålende inspiration og nyt livsmod, det rummer også mulighed for den misforståede idealisme, der kan blive enhver åndelig missions bitre frugt. Som den, der gennem mere end tredive år har fulgt Martinus på nærmeste hold og fra hans arbejdes centrum haft rig lejlighed til at opleve menneskers møde med hans tankeverden, føler jeg trang til at afslutte dette beskedne indblik i hans verdensbillede med nogle af de erfaringer, et liv i Martinus arbejde har givet mig.

Det er enhver, der kender Martinus, velbekendt, at han i vor tid står som den mest brændende fortaler for den tolerance, alle føler er nødvendig, om verden skal komme ud af den tilstand, den i dag befinder sig i. Gennem sit verdensbillede viser Martinus vej til reformer på langt de fleste af de livsområder, hver eneste af os dagligt er i berøring med, det være siq de moralske, sociale, ernæringsmæssige eller religiøse. Men det hænder, at mennesker misforstår hans tanker og enten styrter sig ud i hasarderede forsøg på ved en forceret ændring af deres tidligere livsvaner at opnå en såkaldt "høj udvikling" eller også, hvad der ikke forekommer mere tiltalende, at tage hans tanker og ideer til indtægt for en væremåde, der absolut ikke skaber lykke for deres omgivelser. Det er dette forhold, der engang fik Martinus til i en stor forsamling at erklære, at "selvom jeg selv er vegetar, foretrækker jeg at være sammen med en varmhjertet, tolerant kødspiser, fremfor en fanatisk vegetar!" Intet menneske har klarere end Martinus påvist vort nære slægtskab med dyret, og ingen har forsvaret dets ret til at leve, stærkere end han har. Men dette ændrer ikke den kendsgerning, at medens man ofte oplever, hvorledes mennesker river den vegetariske tanke ud af dens kosmiske sammenhæng og gør den til genstand for en næsten sekterisk dyrkelse, så er den samme tanke for Martinus blot en del af det tankesæt, der bliver fremtidsmenneskets naturlige livsfundament. En forvandling i det ydre, der ikke følges op af en dyb og frugtbar indre vækst, har intet med den kosmologi at gøre, han har givet os. Det ville have været fristende let at danne en ny sekt, en ny "menighed" over Martinus tankeverden, og vi står alle i dyb taknemmelighedsgæld til ham, fordi han fra sin første offentlige fremtræden har gjort det klart for enhver, at hans arbejde aldrig må gøres til genstand for nogen som helst begrænset sammenslutning, sekt eller forening. Hans arbejde er givet til hele verden, hverken mere eller mindre. Det udgør en klart opbygget åndelig videnskab og er derfor absolut neutralt i sin natur. Det henvender sig kun til den, der i dets indhold kan finde ny inspiration til at leve, og det har forlængst bestået sin prøve i livets grå hverdag. Dets grundtone er en ubegrænset kærlighed, en ubegrænset tolerance og en ubegrænset forståelse af det enkelte menneskes ret til at være, netop som det er. Han har aldrig ønsket uopfordret at gribe ind i et andet menneskes liv, og enhver tanke om propaganda for hans egen livsindstilling er ham så fjern, at mennesker kan kende ham i årevis uden at høre det mindste fra hans egen mund om, hvad han synes og mener. For ham er der kun eet, der har virkelig værdi, virkelig afspejler et menneskes åndelige kvalitet, og det er dets væremåde. Det er her, at ikke alene hans eget liv, men også hans åndelige indsats skal vurderes, thi her har han utrætteligt gennem hele sit liv appelleret til enhver, der er kommet i berøring med ham om at forstå, at kun den, der anvender hans kosmiske analyser som et våben i kampen mod egne lavere naturer, og derved spreder langt mere lys og glæde omkring sig end før, helt har begrebet ånden i hans værk. I hans eget liv udgør en altoverbærende humor en hovedbestanddel, og alle vi, der virkelig har lært ham at kende ved, at med hans verdensbillede vil smilet, det blide, alttilgivende og altforstående smil, blive en hjørnesten i fremtidens religiøse liv.