Kosmos 1985/1 side 9
Hjælp –
datamaterne kommer!
af Søren Hahn
Hvad skal vi gøre? – Vi er på alle sider omgivet af disse dygtige datamater. De sniger sig ind på os. Kan vi hamle op med dem, eller vil de overgå os? Vil de gøre os til slaver – eller til herrer?
Næste trin: det stråleformige
Så skete det igen! Så skete det for den generation, der i dag er voksen. Den må forbavset se sine børn udfolde sig med noget, den ikke selv magter halvt så godt. Og her tænker jeg naturligvis på alle de elektroniske spil, som i disse år oversvømmer os. Men ... – det er jo bare et gammelt tema, der udspiller sig endnu engang. Ny teknologi kræver nye mennesker, og nu har vi så været igennem epokerne med damplokomotiver, dampskibe, automobiler, flyvemaskiner og månerejser. Hele det fysiske spektrum, de faste, de flydende og de luftformige materier er gennemfaret, gennemprøvet og blevet til dagligdag. Og nu er vi så endelig nået frem til den fjerde og sidste tilstandsform, den, Martinus kalder: "den stråleformige". Det drejer sig om alt, hvad der har med stråler og bølger at gøre, så helt ny er den jo ikke for os. Vi kender til den gennem lys og varme, køleskabe, telefoner, radio, TV og meget mere. Men pludselig er det, som noget højst ubehageligt rykker ind på livet af os. For disse datamater har jo en evne til lynhurtigt at bringe os informationer – også om hinanden!
Datamaterne er ikke levende
Hvordan skal vi forholde os til alt dette? – Ja, for det første må vi gøre os klart, at det drejer sig om maskiner og ikke om levende væsener. – Jeg husker engang, at jeg på en snæver grusvej blev overrasket af en stor bulldozer. Jeg var til fods, og maskinen dukkede op over en bakketop og kom larmende ned imod mig. Solen blinkede i førerhusets plane vindspejl, og det var mig umuligt at se personen, der sad derinde. For der sad vel et levende menneske derinde? – Uhyggeligt var det, og jeg måtte tage mig meget sammen for at opføre mig normalt. På den ene side kunne jeg ikke være bekendt at vise min frygt, og på den anden side kunne jeg heller ikke betvinge en fornemmelse af, at denne maskine var levende og sikkert havde onde hensigter, som ingen menneskelig lov kunne forbyde den at have.
På den måde må vi ikke være bange for datamaterne. Vi må huske på, at det er mennesker, der har konstrueret dem og "fodret" dem med oplysninger. Men vi må sørge for, at det er de rigtige mennesker, der får adgang til disse oplysninger, og vi må kontrollere, at oplysningerne ikke bliver misbrugt. Det er måske ikke så nemt i dag, men vi har god grund til at forvente, at det vil gå ligesom med trafikken. Den giver os problemer, men vi kan ikke undvære den. – Og kæmper vi med datamaterne, spiller skak med dem eller på anden måde udfordrer dem, så må vi huske på, at det ikke er maskinerne, vi kæmper imod, men de mennesker, der har konstrueret dem.
Maskinerne isolerer os
Det andet vi må gøre os klart, er, at der i vor holdning til disse nye maskiner ikke er noger nyt. Menneskene har i tidens løb konstrueret mange slags redskaber, og de har alle kunnet bruges og misbruges. Biler, skibe og flyvemaskiner og enhver form for motor og drivmiddel har kunner udnyttes både i den gode og den onde sags tjeneste.
Men det er rigtigt, at de nye maskiner naturligvis endnu engang udvider vore muligheder for at opleve ting, vi ikke før har set. Og samtidig hermed toner en gammel verden bort i horisonten bag os. Radio og især TV lænkede os til hjemmet, og mange tilbud og fællesaktiviter faldt bort. Telefonen gjorde det så nemt at kommunikere, at spontane og uanmeldte besøg eller visitter nu er så godt som ukendte. Og nu vil datateknologien formodentlig flytte mange arbejdspladser ud i hjemmene og tillige gøre de daglige indkøbsture overflødige.
Den ny teknologi vil altså isolere os mere og mere fra hinanden. Men – ærlig talt! – var det ikke også lige det, vi var ude på. Ønskede vi netop ikke denne isolation for at kunne undgå al den kiv og strid, der uvægerligt følger i kølvandet på ethvert fællesskab? – Tænk! Nu får vi endelig mulighed for at træffe selvstændige beslutninger indenfor vore egne små afskærmede områder, hvor vi takket være maskinerne kan klare os selv, uden at skulle bede andre mennesker om hjælp. Det er en god ting, men midt i dette paradis får vi også lejlighed til at savne noget, som de teknologiske hjælpemidler ikke kan erstatte. Det kan godt være, det varer et lille stykke tid, før det går op for os alle sammen, men det, vi savner eller kommer til at savne, er det levende fællesskab, som vi fysisk har sat os ud over.
Det levende og det døde
I dette spirende savn ligger vor fremtid, ville Martinus indskyde. Mellem alle de døde maskiner vil vi savne noget, som vi rent praktisk slet ikke har brug for. For det er ikke vore medmennesker i deres roller som vore medhjælpere, forsørgere, familiemedlemmer eller sexobjekter, der her er tale om. Men det er det helt unævnelige, der ligger bag disse roller. Det er selve det levende ophav, det er de andres JEGer, vi lidt efter lidt er kommet til bevidsthed om, her, midt i vor tekniske vidunderverden.
Svært er det, at beskrive dette "inderste liv", men måske fornemmer vi det allerbedst, når vi tænker tilbage på en oplevelse, en stemning eller periode, som vi har fået tid til at bearbejde i erindringen. Det kan dreje sig om en oplevelse i barndom eller ungdom, der nu står strålende for os og lyser af godhed, hjælpsomhed, humor og den saligste glæde, glæden ved fællesskabet og samværet. Måske var de faktiske forhold slet ikke så lyse og varmende, men tiden har udvisket alt det ubehagelige, og tilbage står blot erindringens "guldkopi" eller det rigtige og sande, det, vi helst vil fæstne os ved.
Og dette at fæstne sig ved det egentlige, ved det, der ikke er menneskelige roller, der ikke er maskiner, legetøj og isenkram, men er livet bag de døde ting – netop dét er det, Martinus har fået til mission at klarlægge på en sådan måde, at man rent ud kan tale om det og holde de flygtige stemninger fast i klare ord og sætninger. Det er ikke poesi, men det er en ny form for videnskab, med hvilken man på logisk og sikker grund kan dygtiggøre sig i kunsten at se bag de fysiske ting, bag alt det døde, der kun kan karakteriseres ved mål og vægt, grader og bølgelængder.
Maskinerne gør det muligt
Men for at kunne koncentrere os om den levende side af os selv og vore medvæsener, må den ældgamle forbandelse om, at vi skal æde vort brød i vort ansigts sved, hæves. Det skal maskinerne og datamaterne hjælpe os med, og de skal tillige vise os, hvilken sølle tilværelse, vi får, når vi isolerer os fra hinanden. De skal medvirke til at føde et savn i os og give os lyst til og mulighed for at omgås hinanden uden at blive uvenner. – Måske bliver vi en dag så dygtige, at vi falder hinanden om halsen af lettelse. Ja, selv vildt fremmede mennesker vil gøre det. Det er en drøm og et håb, vi efterhånden er mange, der i det skjulte går rundt med. Og Martinus gør denne drøm til realistisk fremtidsmulighed med sine analyser af "det levende verdensalt". Det drejer sig ikke om tro eller ikke-tro, men om forståelse og tilgivelse. Så vil striden i vort eget sind efterhånden ebbe ud, og vi vil blive de sande herrer. Alt dette vil maskinerne uvægerligt drive os ud i og give os mulighed for at realisere. Så hurra for maskinerne! Hurra for datamaterne!
Tilbage til forfatterregister
Forrige