Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Lad os gå ud og kigge på køretøjet", sagde han. Og der stod den så, den funklende ny bil. Og jeg må indrømme, at der virkelig var noget ved denne profane brugsgenstand, der fik det til at krible i mig. Og nu har jeg så købt den, men ikke fået den hjem endnu, og jeg har næsten ikke sovet i nat. Jeg har ligget og tænkt på farven, kurverne, instrumenteringen og duften af nyt indtræk. Jeg har forestillet mig, at min hånd var så stor, at jeg kunne gribe om bilen og køre med den, lege med den, som var den en legetøjsbil i fuld størrelse.

Men hvordan kan det nu gå til, at sådan en kosmologistuderende som jeg, en studiosus kosmologiae, som det vist må hedde, kan gå hen og forelske sig i noget, der så absolut ikke kommer ind under betegnelsen: "næste" eller "levende væsen"? – Tjae, her vil det selvfølgelig være mest nærliggende at finde de "go'e", gamle argumenter frem, altså nødvendigheden, økonomien, komforten, tekniske sammenligninger, der falder i den udkårnes smag osv. Men det skulle da vel ikke holde mig søvnløs en hel nat – eller måske flere ....

Næh, lad os nu foretage en "kendsgerningernes analyse", således som Martinus havde for vane, og lad os bare holde fast ved ordet "forelskelse", for dét, forelskelse altid drejer sig om, er netop brugsgenstande. Det kan ganske vist virke lidt uvant også at kalde et levende væsens væremåde og fysiske fremtoning for "brugsgenstande", men hvilken mission eller betydning skulle de ellers have for hende eller ham? Er det ikke en kendsgerning, at det er med disse psykiske og fysiske "genstande", at livet opleves? – Nå, godt! Dét, forelskelser er rettet imod, er altså "brugsgenstande", det være sig et elsket væsens væremåde og/ eller fysiske krop såvel som andre brugsgenstande af enhver art: biler, smykker, stereo, video, husholdningsmaskiner osv. Altsammen genstande, der hver for sig kunne fylde hele det forelskede individs bevidsthed med drømme og salighed – ja, en fryd og længsel, der nok kan bringe søvnløsheden med sig til den forelskedes leje.

Og her er "brugsgenstand" eller "redskab" netop de forløsende ord, der formidler den fulde forståelse af begrebet "forelskelse". Den udkårne, hvad enten det nu er en levende eller død ting, bliver jo netop et "redskab" eller en forlængelse af det forelskede væsens egen organisme, altså en "brugsgenstand", der kan supplere denne organismes mulighed for at rapportere tilbage til sit ophav eller JEG, at hu-hej, nu lever det og er til.

At elske sin næste som en brugsgenstand er altså det samme som at være forelsket, og når det drejer sig om biler og andre døde ting – ja, så kan kun ordet "forelskelse" med rette anvendes.

Men vi véd jo, at der også findes en anden form for at "holde af", nemlig den Jesus anbefaler, når det drejer sig om vor næste. Her er det imidlertid ikke disse væseners krop og væremåde, vi nødvendigvis skal beundre eller rose til op over skyerne. For Jesus siger jo netop ikke noget om, at vi skal give vore fjender ret i alting eller gå og gnubbe os op af dem med fare for at lide fysisk overlast. Næh, dét, Jesus siger, er såmænd bare, at vi skal elske vore fjender, altså dem selv og ikke nødvendigvis deres psykiske eller fysiske tilbehør eller udrustning.

Så på en måde er det egentlig slet ikke så svært, som man skulle tro, dette med at elske sine fjender. Når bare man holder fast ved nøgleordene "brugsgenstande" eller "redskaber" om disse væseners væremåde og udseende. For Herre Gud! – hvem kan blive vred på et redskab, en knækket rive eller en sløv saks, et redskab der ikke vil, som man selv vil? Det kan et barn måske, der endnu ikke har lært at tænke og handle logisk. At holde sig til kendsgerningernes analyse er altså logik for voksne mennesker.

Men så kan man jo spørge om, hvad fordel der i det hele taget er, ved at elske sine medvæsener på denne komplet ukritiske måde. Og det fantastiske er, at svaret helt af sig selv dukker op i hvert enkelt menneskes bevidsthed, når det i sin søgen efter en standardårsag til alle hverdagens ubehageligheder omsider finder denne årsag i sit eget sind.

For hvad er det egentlig, der piner og plager os? Ja, er det ikke netop tanken om alle de mennesker, vi ikke kan fordrage? Men prøv så, om du kan lave menneskene om! Det er faktisk dét, størsteparten af menneskeheden i øjeblikket er beskæftiget med – at lave hinanden om. Og hvad skal man så stille op den dag, man finder ud af, at dét absolut ikke lader sig gøre? – Ja, så er der kun een mulighed tilbage, hvis man virkelig ønsker at kunne have det rart med sig selv og sine omgivelser, og det er at udslette begrebet "fjende" fuldstændig fra sin bevidsthed. Og det kan kun gøres ved at gå imod sine gamle vaner, ved netop særligt at koncentrere sig om disse mennesker og elske dem med en egen stille kærlighed, der ikke lader sig distrahere af hverken væremåde eller fysisk fremtoning.

At elske sin næste over alle ting bliver på den måde en helt ny vej til sjælefred, en ny form for selvopholdelsesdrift, kunne man sige. Men denne opdagelse er ikke ensbetydende med, at man straks kan slippe jordforbindelsen med alle de praktiske ting, med "brugsgenstandene" og "redskaberne". Endnu er vi jo ikke engle og desuden: "ønsker og længsler kan møl og rust ej fortære". De må tilfredsstilles for ikke at forfølge os langt ind i evigheden. Så......Tænk, hvis jeg nu allerede kan hente bilen i morgen!