Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når undersøgelsen af et naturfænomen føres til bunds, ender man ved de fysiske grundlove, så fysikken kan betragtes som grundvidenskab for naturvidenskaberne. Her er ikke gjort nogen undtagelse for de biologiske fag, idet der ikke kan være tvivl om, at de fysiske grundlove også finder anvendelse på livsprocesserne. Hermed skal imidlertid ikke være sagt, at disse love er tilstrækkelige til at beskrive hvad der er karakteristisk for begrebet liv.

Og hvad kunne man så have fortalt denne nu afdøde videnskabsmand og nestor om Martinus kosmologi? – Ja, alle, der har interesseret sig for "kosmologien" i nogle år, ved sikkert også af nedslående erfaring, at man ikke skal udbrede sig om sin interesse, før man direkte bliver spurgt. Så lad os hellere stille spørgsmålet på en anden måde.

Vi ved, at der rundt omkring i verden findes mange mennesker, som sammen med professoren er villige til at understrege de fysiske grundloves eventuelle utilstrækkelighed, når det drejer sig om at beskrive, hvad der er karakteristisk for begrebet liv. Og vi kan også regne med, at der blandt disse mange mennesker vil være nogle, som i en passende blanding af spontan interesse og sund skepsis er parate til at deltage i en sondering af eventuelle chancer for, at en supplerende videnskab om en mulig resterende del af livsbegrebet overhovedet kan tænkes at eksistere. Det er til disse mennesker, at denne beretning direkte er adresseret. Og for dem, der herefter fortsat ønsker at "hænge på", kan vi straks fremlægge den måske ret provokerende meddelelse, at Martinus kosmologi ikke blot er en videnskab om denne i videnskabelig forstand forsømte del af "livet", men at den også er en grundvidenskab!

Men dog, hvordan kan det nu gå til, at vi kan have to grundvidenskaber ved siden af hinanden? – Ja, svaret på dette sprøgsmål er i virkeligheden utroligt enkelt, men måske ikke så let umiddelbart at gå med til for de mennesker, der i særlig grad er beskæftiget med dét, vi i almindelighed kalder "videnskab". For dette at observere biofysiske og psykiske reaktioner og sammenligne dem ved hjælp af talværdier eller kvantiteter har jo for længe siden vist sig at være så indlysende praktisk, at ingen vist spekulerer nærmere over, at der bag disse reaktioner – som overordnede faktorer – befinder sig egenskaber eller kvaliteter, der slet ikke kan måles eller vejes. Ganske vist benytter vi os i daglig tale og ikke mindst i skønlitteraturen og i poesien af en række ord og vendinger, som er udtryk for denne såkaldte "kvalitative" side af tilværelsen. Vi kan jo f.eks. fortælle hinanden eller os selv, at himlen er "blå", og skoven er "grøn", at vinden "suser", og at vi er "glade" men alligevel lidt "bekymrede" osv, og det kan være ganske udmærket med den slags kvalitative beskrivelser, men hvis vi vil udforske disse områder videnskabeligt, og vel at mærke gøre det på en anerkendt, seriøs måde – ja, så må vi helst sørge for så vidt muligt at analysere disse beskrivelsers såkaldte "kvantitative" side, dvs omskrive eller devaluere begrebernes værdi til talværdier for bølgelængder eller for puls, blodtryk, hjerneaktivitet og lignende.

Og det er da egentlig ærgerligt, for derved bliver netop dét, som vi så levende sansede, fornemmede, tænkte, opfattede og reflekterede på disse indtryk, berøvet det allerfineste og væsentligste. Tænk bare på, hvor fint nuanceret den kvalitative side af sproget kan beskrive vor livsoplevelse. Tager vi denne side af tilværelsen bort, hvad bliver der så tilbage? – Ikke andet end disse talværdier, der ligesom en død krop minder om noget, som livet har forladt. –

Findes der altså problemer, som den almindelige videnskab ikke kan løse, fordi den sædvanlige talmæssige omskrivning udvisker problemet, uden at bringe løsningen nærmere? – Tja, vi kan jo nok alle sammen henvise til personlige eller private problemer, hvor videnskaben så at sige er "stene for brød". Men for nu at vælge et konkret eksempel, så kunne vi måske nævne "krig", dvs krig mellem nationerne. Hvis man anerkender "krig", som værende et problem, hvad man uden tvivl kan tillade sig at gøre, – i hvert fald på menneskehedens vegne – så kan man ikke komme uden om, at dette ældgamle fænomen eksisterer på trods af vor nuværende samlede viden og vor træning i at løse problemer. Man kan uden tvivl også tilføje, at de fysiske grundlove, f.eks. Newtons love, ikke så meget som antyder, hvordan problemet "krig" eventuelt vil kunne løses engang i fremtiden.

For nu at få en lille tilkendegivelse af, hvad en mulig supplerende videnskab i det hele taget kunne tænkes at komme til at beskæftige sig med, – så lad os kaste et blik på de modforholdsregler, der allerede, som en antagelig begyndelse eller første kontur, er begyndt at vise sig når det drejer sig om at løse vort valgte og helt konkrete problem: "krig".

Findes sådanne modforholdsregler? – Ja, her må vi allerførst tænke os krigen selv, som en sådan effektiv medicin, der helbreder sygdommen ved at slå patienten ihjel. – Men, da vi nu må forudsætte, at begrebet "fred", for at have nogen betydning i det hele taget, kræver, at der er mennesker tilstede, for hvem denne fred kan gøre sig gældende, – ja, så må vi altså først udelukke en krigs totale udryddelse af menneskeheden som et eksempel på en acceptabel løsning.

Dernæst kunne man tænke sig krigen som en permanent afslutning på sig selv, hvis den førte til komplet udradering af fjenden, hvorefter sejrherren kunne leve i fred med sig selv og sine undersåtter til sine dages ende. – Men ville han mon kunne det? Ville der ikke snart opstå splid og opposition indenfor hans egne rækker? Ser man ikke ofte, at det netop er den ydre fjende, der holder sammen på disse rækker? For at bevare freden må undersåtterne altså bindes i diktatur. – Er det fred? – Nej, en sådan løsning kan ikke i det lange løb være stabil.

Herefter vil det som en tredie mulighed være nærliggende at pege på "oprustning" som en fredsbevarende faktor, idet denne jo tenderer til, at nationerne holder hinanden i skak. – Men en sådan løsning viser sig også i praksis kun at være midlertidig. Jo mere der oprustes, desto mere kribler det nemlig i parterne for at få lov til at forsvare sig, især når våbnene er så teknologisk spændende og avancerede som de, der udvikles i dag. For man skal ikke regne med, at "skrappe" våben som atombomben, i kraft af menneskets sunde fornuft, kan hindre krig. Det var jo blot, hvad Nobel troede, da han havde opfundet dynamitten (15). – Og hver part kan med lige god ret hævde, at det var den anden, der begyndte først, så selv små uoverensstemmelser vil i løbet af kort tid kunne optrappes til voldsomme og geografisk vidt udbredte krigstilstande.

En situation, hvor nationerne er væbnet til tænderne, er derfor ikke fred, men højst våbenhvile, og det betyder angst og utryghed for de mennesker, for hvem fred er den eneste tænkelige løsning på problemet "krig". – Hertil kunne man så eventuelt fremføre, at alle mennesker er ligeglade, så længe der ikke er rigtig krig. Men en sådan påstand kan ikke være sand, for der ofres i dag mange tanker og penge på nedrustningsbestræbelser og fredsbevarende foranstaltninger. At disse så ikke slår til, er i den sammenhæng, som vi her er på sporet af, ganske underordnet. Dét vi skal fæstne os ved er, at der sideløbende med krigens problem eksisterer enkelte mennesker og organisationer, der ad fredelig vej, ved mægling, ved lovgivning eller forsøg derpå og ved at påpege krigens grusomheder gør, hvad de kan for at bilægge stridigheder og erstatte krig med vedvarende fred.

Og hvad er så baggrunden for de ønsker, der ligger bag denne indsats? – Ja, bortset fra de tilfælde, hvor det drejer sig om økonomisk spekulation, direkte angst m.m., så kan vi kun karakterisere denne baggrund ved en række uvidenskabelige begreber, om hvilke der kan rejses både tvivl og uenighed. Hvad mener man f.eks. om "idealisme", "god vilje", "human indstilling", "næstekærlighed" ... ... osv?

En ganske tilsvarende situation må menneskene have været i m.h.t de rent fysiske fænomener, dengang disse endnu ikke var undersøgt og forklaret til bunds ved henføring til de fysiske grundlove. På den tid må æblets fald fra grenen have været et mysterium. At forklare et fænomen vil jo netop sige det samme som at henføre det til en grundlov karakteriseret ved, at den finder anvendelse på et stort antal forskellige fænomener. At forklare, er således ikke at udtrykke noget ved hjælp af et bestemt tal eller antal. Måske vil denne erkendelse kunne hjælpe mennesker, der er vant til at arbejde med tal, til at forstå, at hvis "fænomener" som idealisme, humanitet, god vilje og næstekærlighed kunne henføres til en eller flere grundlove, som vi kunne kalde "psykiske grundlove", så ville man ikke blot have forklaret disse fænomener, men også defineret dem bedre end på nuværende tidspunkt, og dét uden anvendelse af de misvisende eller "dræbende" tal og måleenheder.

Vi må endelig konkludere, at om sådanne "psykiske grundlove" virkelig eksisterede, da ville man ved hjælp af dem kunne forklare en række vigtige fænomener til bunds. Man ville til bunds kunne forklare de reaktioner, der fører til fred og antagelig også de reaktioner, der fører til krig. At få en forklaring på et problem er en nødvendig første garanti for, at det kan løses endeligt, uden at man hele tiden skal være bange for, at det uforudset eller tilfældigt vil dukke op igen. Der kan derfor ikke være tvivl om, at hvis sådanne "psykiske grundlove" virkelig eksisterede, så ville der også være et stort behov for så hurtigt som muligt at få dem afdækket og bragt i anvendelse.

(fortsættes)   Kilder: Se venligst bagsiden

KILDER til Søren Hahns artikel:

9. Gyldendals opslagsbog. Gyldendal København 1958-60.

10. Hansen, H. M.: Lærebog i fysik. 2. udg. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1961, p. 9.

15. TV-aktuelt: Alfred Nobel og Nobelprisen. DR d. 11.12.1981.