Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Klokken er omkring ti om formiddagen den tyvende maj 1931. På flyvepladsen i Baskul står en flyvemaskine klar til start. Den er udlånt til flyvevåbnet af maharajahen af Chandapore og har været anvendt til flyvninger i store højder i Kashmir. Tre mænd og en kvinde stiger ombord. Flyet løfter sig mod himlen på vej mod Peshawar. Man hører aldrig mere til det.

Fra myndighedernes side går man ud fra, at flyet er forulykket, og at de fire passagerer er dræbte. Men dermed er sagen ikke ude af verden. Romanforfatteren Rutherford påstår, at han har rejst fra Shanghai til Honolulu på en japansk damper i november 1931 sammen med den engelske konsul Hugh Conway. Conway var en af passagerene på det forsvundne fly.

Dette er optakten til James Hiltons roman "Lost horizon" (Tabte horisonter), som udkom 1933. Bogen hed i Danmark først "Den blå Månes Dal" og senere "Shangri-La, Tabte Horisonter". Den anses ikke for at have nogen særlig litterær værdi. Den betragtes som en romantisk og ganske sentimental underholdningsroman. Jeg vil forsøge at vise, at den er noget andet og mere.

Nu er Hilton næsten glemt. Af hans mange romaner er det vel snart kun "Lost horizon" som stadig lever. Så sent som 1980 blev den genoptrykt for syttende gang i England (Pan Books, London). Antikvarisk er den sjælden – til forskel fra andre af Hiltons bøger. På biblioteker er den ofte udlånt. Jeg tror vi her står overfor en klassiker, som kommer til at leve videre i århundreder, omtrent som Jules Vernes "Rejsen til Jordens Indre" eller Stevensons "Dr. Jekyll og Mr. Hyde". "Lost horizon", vil jeg mene, er resultatet af en veritabel genial ide.

Hilton har et smukt sprog, og oversættelserne er ikke altid så vellykkede eller nøjagtige. Den der kan bør derfor også læse den engelske original. Handlingen er enkel eller simpel.

I stedet for at flyve til Peshawar sætter piloten kurs mod Tibet. Flyet lander og beskadiges på det tibetanske højplateau, "et vidstrakt, ubebygget og for største delen uudforsket land med blæsende, kolde vinde". Piloten er efter landingen bevidstløs, ramt af et hjertetilfælde, og næste morgen dør han.

Pludselig kommer en gruppe mænd gående ned fra en bjergskråning. De er fra lamaklosteret Shangri-La, hvortil de nødstedte er velkomne. Vel fremme vises gæsterne til moderne badeværelser (med badekar "af udsøgt grønt porcelæn" fra Akron, Ohio) og senere serveredes en lækker middag. "I ser altså" siger deres vært, der hedder Chang, "at vi ikke er så barbariske som I troede...". Han fortæller, at der lever omkring halvtreds lamaer fra mange forskellige nationaliteter i klostret. Nede i dalen bor der flere tusinde mennesker, der er under klosterets ledelse. Den eneste mulighed at forlade dalen på er at slå følge med de mænd der af og til kommer med varer fra omverdenen. En sådan sending ventes indenfor to måneder. Indtil da er der ikke anden mulighed end at blive i Shangri-La.

Conway tilbringer det meste af sin tid i biblioteket, i musikværelset (han er en dygtig amatørpianist) og i samtale med Chang. Man besøger dalen, som viser sig at være et rigtigt paradis. "Og dog har I intet demokratisk maskineri – politiske valg og den slags.

Nej. Vore folk ville blive ødelagt, hvis de blev tvunget til at skulle erklære at den ene politiske retning har absolut ret og den anden absolut uret".

Efter knap to ugers forløb bliver Conway modtaget af klosterets storlama, som er ikke mindre end tohundredehalvtreds år gammel, idet han har opfundet en metode til at forlænge livet. Storlamaen afslører, at Conway og hans rejseselskab bevidst er blevet kidnappet for at de skal blive et hårdt tiltrængt supplement i Shangri-La. Han har den vision at verden går imod et totalt sammenbrud. "... ... han fandt, at alle de skønneste ting er forgængelige og dødelige, og at krig, begær og brutalitet engang vil komme og knuse dem, så de ikke længere findes i verden ... ... Han så nationerne gå frem, ikke i visdom, men i tøjlesløshed og i lysten til at ødelægge. ... ... Han forudså en tid, da menneskene udlært i mordteknik ville rase frem i verden med en sådan brutalitet, at alt skønt og dejligt og ophøjet ville stå i fare for at tilintetgøres, hver eneste bog og maleri og harmoni, hver eneste skat, som er blevet bevaret og skærmet i et par tusind år, de ringe, de ømtålelige, de forsvarsløse – alt ville gå tabt ... ... "

Derfor er Shangri-La blevet skabt. "Her skal vi blive med vore bøger og vor musik og vore tanker og bevare en døende tidsalders forfinelse samtidig med, at vi søger en visdom, som menneskene vil have behov, når deres lidenskaber har raset ud ... ... når de stærke har fortæret hinanden, da kan endelig den kristne lære komme til sin ret, så det bliver de svage, som skal besidde jorden...". "Stormen – den storm, De taler om..."? "Den vil blive sådan, at verden aldrig før har skuet dens lige. Ingen redning vil kunne nås gennem våben, ingen hjælp gives af de magthavende, intet svar vil findes i videnskaben. Den vil rase, indtil den mindste blomst i kulturens have er trampet ned, og alt menneskeligt er forsvundet i kaos. Sådan var min vision allerede da Napoleon endnu var et ukendt navn. Og jeg ser den endnu klarere for hver time. ... ... langt inde i fremtiden ser jeg en ny verden rejse sig af ruinerne, rejse sig usikkert, men håbefuldt og søge efter sine tabte, legendariske skatte, og de vil alle findes her, min søn, gemt bag bjergene i Den blå Månes Dal. Og som ved et mirakel bevarede til en ny renæssance. ..."

Han foretrækker pittoreske og mindre formelle stillinger. Dog kan få bedre end Conway tage ansvar, men han bryder sig ikke om det. Han er altid villig til at holde sig tilbage for enhver, der kan passe hans arbejde lige så godt eller bedre.

"Men med hensyn til Conway havde man ofte haft en lumsk mistanke om, at han var lige så urokkelig som han så ud til og at han var revnende ligeglad med, hvad der skete. Men det var heller ikke nogen rigtig forklaring. Det, som de fleste ikke var opmærksom på, var, at der var noget forbløffende enkelt ved ham – en dyb kærlighed til ro, stilhed og ensomhed."

Conway symboliserer nutidsmenneskets dilemma. Det nutidsmenneske, som lever ugift eller i et ulykkeligt ægteskab, – som er ude af stand til at kunne skabe indhold i et traditionelt liv. Og eftersom hans ægteskab mislykkes for ham, så er dette menneske udstødt af fællesskabet og farer som en ensom ulv gennem sjælens triste, vindpiskede bjergkæder uden nogen sinde at kunne finde en beskyttet havn, eftersom de havne som tilbydes ikke er det han ønsker sig. Han søger noget andet, men han ved ikke rigtigt hvad. Alt hvad han ved er, at det gamle ikke længere fungerer og at det nye endnu ikke kan bære, hvis det nye nu overhovedet findes.

Dette udstødte ulvemenneske er krigstræt. Han er træt af alle slags krige; træt af at albue sig frem i karrieren, træt af krigen om penge, magt og ære, træt af krigen mellem de to køn, træt af krigen indenfor sit eget køn om det modsatte køns gunst, træt af krigen mellem politiske, religiøse og filosofiske verdensopfattelser, træt af krigen i sin egen bevidsthed og naturligvis også træt af den militære krig.

Den ensomme ulv har ingen børn, eller ønsker at han ingen havde, eller i det mindste at de snart var voksne. Alt hvad der har med familie og børn at gøre er ham fremmed. Han er på flugt fra krigen, fra ægteskabets krise, han er taberen, desertøren, den korsfæstede Jesus (som heller ikke var gift!), den dømte, en fredløs ulv, han er på vandring fra et rige, hvor han ikke længere ønsker at være, på vej mod et rige som endnu ikke findes og så vidt han ved, måske aldrig vil komme til at findes. Ligesom sfinxen har han et menneskehoved og en dyrekrop. Ensom er han på vej mod en tabt horisont som hele tiden viger bort som en luftspejling i ørkenen. I stedet for at slås vil ulvemennesket komme til at elske, men han ved ikke hvordan. Han ved bare, at indenfor det gamle finder han, at alle står MOD hinanden. Familien står mod den truende omverden, nationerne står mod hinanden, opfattelser står mod hinanden, kønnene står mod hinanden, generationerne står mod hinanden, samfundsklasser står mod hinanden, individer står mod hinanden, endog står forskellige kræfter i det enkelte menneskes bevidsthed mod hinanden.... Ulvemennesket længes efter en verden, hvor alle søger TIL hinanden. Han længes efter syntese og helhed. Men for at nå dette drømme-paradis, som måske aldrig bliver virkelighed, må ulvemennesket naturligvis først forlade MOD-verdenen. Han undviger, han trækker sig BORT-FRA, han går ind i en BORT-FRA-verden under sin stædige søgen efter en TIL-verden. Ikke mærkeligt at han ofte virker lidt fraværende... Eftersom han er træt af MOD, og eftersom han stadigvæk søger TIL, må han nødvendigvis udgøre BORTFRA, altså en "ensom ulv", en forblæst skikkelse, udenfor alt det trygge og vante, optaget af sin frygtløse søgen efter fredens dal et eller andet sted mellem de iskolde bjerge. Og hvis den dal ikke findes, så vil han dø som han nu har det.

Og så forlader Conway Shangri-La. Gårdspladserne ligger tomme i måneskinnet. "Og øjeblikkeligt skabte tanken om en sådan tomhed, en smertende tomhed i hans egen sjæl ... ... Det var sandt som Mallinson havde sagt, at han endelig havde besluttet sig, men den beslutning havde han kun taget med den del af hans sjæl, der var tilbage. Og dette lille virksomme fragment var nu dominerende, resten bestod af tomhed, som dårligt kunne udholdes. Han var en vandringsmand på evig vej mellem to verdener ... ...".

Der er naturligvis en anden mulighed, og der slutter også Hiltons bog. Conway gør et desperat forsøg på at genfinde det tabte paradis, og fortællerens jeg-person spørger romanforfatteren Rutherford, der er den, der senest har haft kontakt med Conway: "Tror du, at han nogensinde fandt tilbage".

(Citaterne er alle fra den danske udgave af Shangri-La – Tabte horisonter).

Oversat fra svensk af Sysse Buch.